Sandheder eller kendsgerninger 

mennesker

En artikel i Information i dag satte tankerne i gang hos mig. Det er en kendsgerning at dødsstraf i USA er forbundet med store udgifter. Men jeg taler imod dødsstraf, ikke fordi den er dyr i drift, men fordi den er en grusom og umenneskelig form for straf. Hvis dødsstraf var økonomisk fordelagtig for myndighederne, ville jeg mene det samme.

Der er en forskel mellem sandheder og kendsgerninger. Sandheder er subjektive – de er de erkendelser, hver af os når frem til ud fra politiske eller etiske eller religiøse overvejelser.  Kendsgerninger er objektive – de er de erkendelser, alle vil kunne nå frem til på samme evidensgrundlag.

I dag kan vi læse om debattører, der vil fjerne stemmeretten for mennesker på overførselsindkomst.  Der er politikere, der taler åbent imod menneskerettighederne, og der er personer som i store danske dagblade får masser af spalteplads til at fremføre holdning om biologisk determinisme, der reelt er racisme. I denne uge har der på CNN i USA været en mystisk diskussion af en højreorienteret politiker, der sår tvivl om hvorvidt jøder er mennesker.

Når det i vore dage er lykkedes at så tvivl om forhold som ingen engang ville betvivle, er det ikke et tegn på at de pågældende  mennesker “har fået ret”. De har nemlig altid været der et sted i udkanten. Det, der sker nu, er mere et tegn på at mange af os nu stadigt oftere bliver fanget på det forkerte ben: Vi er nødt til at forsvare de sandheder, vi længe har taget for givet og derfor ikke har tænkt på, at det er nødvendigt at forsvare over for de konkurrerende sandheder, der siger f.eks. at ikke alle mennesker skal være frie og lige i rettigheder og værdighed.

Og samtidig ser vi at mange argumenterer for de konkurrerende sandheder ved at prøve at fremstille dem som kendsgerninger i stedet for at tale om det menneskesyn, der ligger bag. Det er let at gå i fælden og spilde en masse kræfter på at diskutere om det nu også er korrekt. f.eks. at bestemte folkegrupper virkelig er andre underlegne eller om det nu også er en god idé, at arbejdsløse ikke skal kunne stemme til valg.

Jeg er ikke tilhænger af en form for subjektivisme, men det er blevet stadigt vigtigere at huske at der er en skelnen mellem sandheder og kendsgerning og at være opmærksomme på hvornår der er tale om hvad.

Diplomatiske forsikringer?

Diplomatiske forsikringer som toiletpapir
Diplomatiske forsikringer som toiletpapir

Nu kan jeg læse, at den danske regering vil indføre såkaldte “diplomatiske forsikringer” for at gøre det muligt at sende udvisningsdømte mennesker ud af Danmark. For 8 år siden var jeg (som medlem af Amnesty International) med til at kæmpe mod denne idé, som altså nu bliver genlanceret. Ideen er at myndighederne i det modtagende land skal give en forsikring om at den person, der bliver udleveret, ikke vil blive udsat for tortur.

Hvad er det, der er galt med diplomatiske forsikringer? Det lyder jo smukt alt sammen. Der er mindst tre problemer. For det første er disse forsikringer ikke meget værd – når først personen er blevet udleveret, kan de danske myndigheder reelt intet gøre. Og for det andet: Skulle en diplomatisk forsikring rent faktisk virke, vil de danske myndigheder nu være havnet i den prekære situation at de fordømmer at et land kan udøve tortur mod bestemte mennesker, men samtidig ikke udtaler sig i forhold til alle andre fanger.  Og for det tredje: Hvem skal kontrollere, at den udleverede person ikke bliver udsat for tortur? Skal det være myndighederne i udleveringslandet? De er jo selv er ansvarlig for torturen af andre.

Prøv at læse Amnesty Internationals kommentarer til den daværende regerings lovforslag fra 2008.

Det er trist, at den nuværende regering ikke er blevet klogere. Formodentlig er der er tale om en egentlig kynisme, hvor regeringen tager udgangspunkt dels i de stadigt mere negative holdninger til menneskerettighederne i kredse i befolkningen, dels i en lige så fremherskende holdning om at mennesker på tålt ophold skal sendes ud af landet, uanset de menneskelige omkostninger.

I sin tid var det udleveringen af en dansk statsborger til Indien, nemlig Niels Holck, der skulle til for at denne idé blev skrinlagt. Østre Landsret udtalte sig mod udleveringen, netop fordi den diplomatiske forsikring var værdiløs. Men nu dukker ideen altså op igen, og det er vigtigt at få den standset mens tid er.

Fordommene sidder i tindingelappen

1280px-dont_hate_communicate_-_save_auslan_tafe_diploma_course_protest

Der er i vore dage nogle meget negative holdninger til bestemte folkegrupper, som i stort omfang er baseret på fordomme og ikke  kan henføres til objektive data. De stærkt negative holdninger til flygtninge, der nu eksisterer hos mange europæere, er for mig et eksempel på dette. Holdningerne til etniske mindretal i USA er et andet eksempel.

Negative holdninger forandrer sig ganske meget gennem historien. Lige nu ser f.eks. vi en langt mere positiv holdning til LGBT’ere, som udmønter sig i ændret lovgivning om ægteskaber og om mulighed for behandling af transpersoner. Antisemitismen kommer og går til gengæld, og lige nu ser det desværre ud til at den er på fremmarch rundt om i Europa.

Derfor er det vigtigt at undersøge, hvordan fordomme opstår. Fem neurobiologer har i eksperimentel sammenhæng undersøgt hvordan forskellige dele af menneskehjernen medvirker, når fordomme bliver til.  Især den bageste del af tindingelappen skulle ifølge fMRI-scanninger være aktiv i forbindelse med dannelsen af fordomme. Dette er i øvrigt langt fra den første neurobiologiske undersøgelse af hvordan hjernen skaber og vedligeholder fordomme – i 2014 kom der en oversigtsartikel om emnet.

Den nye undersøgelse (som også bliver diskuteret i The Guardian) tyder på at det er de negative oplysninger, der efterhånden vejer tungest, når et negativt billede af en gruppe mennesker skal justeres – dvs. at det negative billede bare bliver forstærket. Der er nemlig også særlige reaktionsmønstre i hjernen ved den kognitive dissonans som skyldes oplysninger af positiv art om den gruppe, man har dannet en negativ fordom om. Tilsvarende kommer der også et tidspunkt, hvor en gruppe, om hvilken man har en positiv fordom, bliver endegyldigt accepteret som positiv.  Men den negative fordom bliver bare mere og mere negativ.

Man skal selvfølgelig passe på med at drage store konklusioner på baggrund af én undersøgelse, men det er interessant at man kan se, hvor i hjernen fordomme bliver til – og at vi dermed vil kunne undersøge om mennesker virkelig ikke er racister. Og det er også værd at tænke på at undersøgelsen peger på at medierne i høj grad skal tænke over hvordan de omtaler grupper, der er ved at opstå negative fordomme om. Fremstillingen af bestemte grupper i medierne kan nemlig nemt være med til cementere disse fordomme.