Fysisk til stede

I dag talte jeg med nogle af mine kolleger fra rundt om i Europa om de mange møder, vi har med hinanden over nettet. Skype er på godt og ondt blevet en udbredt måde at holde kontakten ved lige på. Møder på nettet kan være gode, hvis man skal træffe en beslutning og har en meget klar dagsorden. Men til mere kreative og søgende formål er der stadig intet, der overgår dette at være fysisk til stede i samme rum samtidig og med en stor tavle til rådighed.

Dette blev bekræftet af dagens oplevelser, hvor jeg og to kolleger fra henholdsvis Portugal og Malta havde et møde vha. Skype med en kollega fra Italien. Vi har haft sådanne møder gennem længere tid, men der kommer ofte kun få erkendelser ud af at tale sammen på denne måde. Vi kan ikke nemt reproducere dette at kunne deles om en tavle.

Ud på aftenen mødtes jeg med to kolleger fra Portugal på netop denne måde – i et lokale med en stor tavle. I løbet af et par timer kom vi ganske meget tættere på en fælles forståelse af hvordan nogle centrale definitioner bør se ud.

Måske er der gode teknologier, der kan hjælpe os med at have fagligt samvær på samme høje kvalitet som de gammeldags seminarer formår, men jeg har endnu til gode at se dem. Indtil da er vi forskere nødt til at mødes fysisk med alt hvad det indebærer af andre udfordringer, hvis vi skal have chancen for at kunne få et ordentligt udbytte af vores anstrengelser. De fire en halv dag, vi er sammen her i Tyskland har større betydning for vores indsigt og produktivitet, end mange udenforstående vel tror.

Akademisk frihed

Der er en vigtig diskussion om akademisk frihed og fri adgang til information, der nu er ved at tage form. Til seminaret på Schloß Dagstuhl har jeg haft diskussioner om open access-adgang til akademiske publikationer med mine kolleger. En af mine italienske kolleger, Mariangiola Dezani, der er en meget erfaren og respekteret forsker, har været redaktør på et tidsskrift publiceret af Elsevier. I den egenskab talte hun allerede for 10 år siden for at der skulle gøre noget ved situationen om de dyre abonnementer på tidsskrifter – men de fleste af hendes kolleger ville ikke være med til at gøre noget. De var tilfredse med det privilegium det var at være del af redaktionen af det dengang meget prestigefyldt tidsskrift. Situationen var også træls dengang, men den er ikke blevet bedre. Jeg havde håbet at kunne lave en diskussionsgruppe til seminaret om dette emne, men det har der ikke været interesse for. Det, jeg fornemmer, er desværre en følelse af magtesløshed hos mange.

Tidsskrifter er én mulighed for udveksling af information, en anden vigtig mulighed er akademiske besøg. Jeg bemærker, at SIGPLAN, der er ACMs interessegruppe om programmeringssprog, nu også udtrykker sin bekymring om Donald Trumps indrejseforbud for borgere fra 7 lande. SIGPLAN er ligesom jeg af den holdning, at videnskaben skal kunne komme alle til gode og ikke må være afhængig af nationale, religiøse, kulturelle eller etniske forskelle. Uanset hvad man synes om regimet i et land som Iran, kan akademisk samarbejde med forskere i dette og andre udemokratiske lande være med til at åbne dem mod omverdenen. Det nuværende indrejseforbud har blandt sine mange ubehagelige konsekvenser dén, at akademisk samarbejde nu bliver sværere.

Ankomst til slottet

Den affolkede reception på Dagstuhl sent søndag aften.

Jeg tog afsked med Alexander og brugte resten af eftermiddagen og noget af aftenen på at tage til min rejses endemål, nemlig Schloß Dagstuhl, der ligger i Saarlandet ikke langt fra Frankrig og Luxembourg. Dagstuhl er et lille slot fra 1760, der en overgang var et plejehjem drevet af nonner. Men i 1989 blev det købt af delstatsregeringen, og fra og med 1990 har det været et forskningscentrum for datalogi. Hele året rundt er her seminarer af en uges varighed for særligt indbudte forskere, og i denne uge er jeg så en af de særligt indbudte. Den slags siger man ikke nej til, selv om det er bøvlet for mig og for de studerende i Aalborg, at dette falder lige oven i starten på forårssemesteret.

Jeg ankom til stationsbyen Sankt Wendel og delte en taxi med Roland Kuhn, der beskæftiger sig med distribueret programmering (og står bag programmeringsværktøjet Akka) og oprindelig er partikelfysiker. Vi havde ikke mødt hinanden før, så Roland troede først at jeg var Ivan Lanese.  Ivan kender jeg rigtig godt, men han er en person, jeg ellers aldrig er blevet forvekslet med! Receptionen var affolket, da vi ankom, men det havde de grundige personer her selvfølgelig taget højde for, og det var helt ligetil at tjekke ind. Og så mødte jeg Luis Caires fra Lissabon, der undskyldte at han var blevet forhindret i at deltage i mit seminar, da jeg var på de kanter før jul. Faktisk er alle de dataloger fra Lissabon, som jeg har samarbejdet med i de seneste par år, her i denne uge. Så dette er ikke endnu en rejse til den portugisiske hovedstad, men det ligner da en lille smule.

Lørdag i Düsseldorf

I dag kom jeg til Düsseldorf – hvor jeg besøger min bror Alexander, der bor inde i centrum. Vi handlede ind i det lokale Kaiser’s supermarked, der netop i dag havde sidste åbningsdag. De tomme hylder mindede mig om hvordan SuperBrugsen på Budolfi Plads i Aalborg endte sine dage tilbage i 2011. Og Alexander har haft et lige så godt forhold til Kaiser’s som jeg havde til SuperBrugsen. Om tre uger genopstår butikken som – Netto.

Dagen blev præget af at min bagage ikke nåede frem samtidig med mig – en lidt for velkendt oplevelse. Men til sidst dukkede den da op.

I morgen går turen sydpå til Saarlandet og til et ugelangt seminar på Schloß Dagstuhl.

Afsked

I dag flyttede jeg kontor endnu engang. Mit semester uden undervisning er ved at være slut, og i dag pakkede jeg mine ting på Institut for matematiske fag. Denne gang tog det ikke så lang tid; alt mit rod lagde jeg bag mig tilbage i august da jeg flyttede fra Institut for datalogi.

I morgen tager jeg til Tyskland for at deltage i et ugelangt seminar på Schloß Dagstuhl, der ligger i Saarlandet. Fra februar af er jeg igen at finde på Institut for datalogi, men i et andet kontor i en anden del af bygningen end før.

Jeg har, som nogle vil vide, været en del væk fra mit kontor i efterårets løb for at tage til udlandet i forskellige sammenhænge, men jeg har været glad for at have Institut for matematiske fag som base i den tid, og jeg er blevet taget godt imod af alle på instituttet. En så enkel ting som at genopdage, at man kan spise frokost med kolleger, har været en god oplevelse. Og der er også gode ansatser til samarbejde i støbeskeen, så jeg dukker efter alt at dømme op på fransk visit på Fredrik Bajers Vej 7G engang imellem i fremtiden.

Fordi de ikke vil

Foto: Christina Mosegaard, Horsens Folkeblad.

Udsendelsen på TV2 om den afghanske pige Rokhsar og hendes familie kan forhåbentlig ikke undgå at gøre indtryk.  Den gjorde i al fald et stort indtryk på mig.

I udsendelsen ser jeg, at en advokat tager udgangspunkt i den fortolkning af Konventionen om barnets rettigheder, som i 2015 førte til nye afgørelser i en række sager om opholdstilladelser. 

Det giver bestemt mening, men der findes faktisk andre muligheder, der gør at afviste asylsøgere kan få opholdstilladelse, hvis en udsendelse vurderes udsigtsløs. Dette gjorde Ulrik Dahlin og Nikolaj Houmann Mortensen opmærksom på i en artikel fra Information på menneskerettighedsdagen den 10. december 2016.  I 2009 var der et møde i Folketingets udvalg for udlændinge- og integrationspolitik om retningslinjerne for brugen, og referatet af mødet kan læses hos Retsinformation. 

Her står der

Efter forarbejderne til bestemmelsen og ministeriets praksis kan varigheden af en ansøgers ophold her i landet indgå som et af de kriterier, som skal medtages i afgørelsen af, hvorvidt der skal gives humanitær opholdstilladelse. Opholdets varighed skal i almindelighed være på cirka 5-6 år, førend der alene under henvisning til dette kriterium kan gives humanitær opholdstilladelse.

Her bemærker jeg at Rokhsar og hendes familie nu har været i Danmark i mere end 5 år. Og i oktober 2016 udtalte en afghansk viceminister, at den afghanske regering ikke vil have flere tvangshjemsendelser.

Der er en længere artikel i Politiken, og her får Inger Støjberg det sidste ord; hun siger:

»Jeg kan godt forstå, at familien gerne vil blive i Danmark. Men vores asylsystem fungerer ikke sådan, at man kan vente sig til asyl. Hele grundlaget for vores asylsystem er, at vi yder beskyttelse til personer, der er i fare eller er særligt udsatte. Resten får nej og skal vende hjem til deres eget land – også selv om de bedre kunne tænke sig at bo her. Så når alle instanser har givet afslag på asyl, må man respektere den beslutning og forlade Danmark«.

Det interessante her er dette: Indtil 2009 blev reglen om humanitær opholdstilladelse anvendt hyppigt, men i de sidste fire år er den slet ikke blevet anvendt. Der er derfor ikke kun tale om et objektivt lovgrundlag, som regeringen er nødt til at følge uanset hvilke sympatier man måtte have, selv om Inger Støjberg gerne vil fremmane et sådant billede. Der er tale om en ændret og langt mere restriktiv fortolkning af loven end man så f.eks i 1990erne, hvor der var en del borgere fra det tidligere Jugoslavien, der opnåede humanitær opholdstilladelse.

Min klare fornemmelse (som lægmand) er at de danske myndigheder i sagen om Rokhsar og hendes familie (og lignende sager) har mulighed for at give humanitær opholdstilladelse (ikke asyl), men at det er et helt bevidst valg fra både den nuværende og den tidligere regering, at man ikke vil.

En kontant forskel

I denne uge er jeg blevet sat i en situation, jeg ikke har været i siden sidst i 1980’erne – jeg har intet betalingskort. I søndags opdagede jeg at mit VISA/Dankort var blevet spærret, og uheldigvis skete det mens jeg stod ved kassen i supermarkedet. Jeg havde ikke kontanter på mig, og jeg endte med at ringe til min hustru, der dukkede op og betalte varerne for mig.

Dagen efter kunne min bankrådgiver fra Merkur berette, at Nets havde spærret mit betalingskort på grund af to mistænkelige transaktioner. Og ganske rigtigt: Nogen havde fået fat i mine kortoplysninger og brugte dem nu på lyssky vis. Sidst på ugen skal jeg  gerne få et nyt betalingskort – jeg håber, at det kan nås, thi på lørdag skal jeg rejse til Tyskland for at deltage i et ugelangt seminar. Mine planer om at købe togbilletter til indenrigstog i Tyskland er netop nu udsat på ubestemt tid.

Det er en speciel oplevelse ikke at kunne betale ad elektronisk vej i disse dage. Swipp og MobilePay er tilknyttet mit spærrede kort, og det samme gælder for mit rejsekort. Heldigvis havde jeg et beløb i vietnamesiske dong fra min rejse tilbage i november, som jeg kunne veksle til kontanter.

Den ene konklusion af denne ærgerlige oplevelse er selvfølgelig, at jeg bør have mere end ét betalingskort. Den anden er at et rent digitalt betalingssystem kan vise sig at være mere sårbart end man tror – angreb og utilsigtede nedbrud for den enkelte og for hele betalings-infrastrukturen bliver et mere omfattende problem, og det er heller ikke nødvendigvis uproblematisk, at der altid er en central instans (nemlig en bank) involveret i transaktioner.  Jeg læste i sidste uge, at der nu både er politikere og faglige organisationer, der slår til lyd for at butikker skal have lov til ikke at tage imod kontanter. Netop nu er jeg glad for at dette forslag endnu ikke er blevet til noget.

En frivillig indsats

Et af de rigtig gode initiativer i disse år er Venligboerne. Jeg følger med i Facebook-grupper, hvor jeg kan læse om hvordan medlemmer af Venligboerne beder om hjælp til at en syrisk dreng på 15 år kan få sine forældre til Danmark. Og jeg følger med i en anden stor Facebook-gruppe, Næstehjælperne, hvor mennesker på kontanthjælp kan få brugte møbler og brugt tøj. Nu er der kommuner, der er begyndt at samarbejde systematisk med Venligboerne om kontakt til flygtninge.

Disse initiativer er tegn på alt det, vores samfund af frivillige kan og på alt det, Internettet i dag gør muligt. Og Venligboerne og Næstehjælperne viser, at borgere i Danmark bekymrer sig om hinanden. Samtidig er der med tiden sket det, at disse initiativer også er blevet en slags kampagner for værdige forhold for udsatte grupper i samfundet.

Men samtidig viser dette også, at det, der engang var velfærdssamfundet, ikke gør det, det (i al fald efter min mening) burde, nemlig at behandle borgerne værdigt. Hvis jeg for 25 år siden havde fået at vide, at der i 2017 ville være indsamlinger til at uledsagede flygtningebørn kan få deres forældre til Danmark eller donationer fra borgere af brugte møbler og tøj til fattige i Danmark, ville jeg være blevet ked af det.

Det, der langsomt er sket, er at medfølelsen er blevet privatiseret og at sociale ydelser er noget, man som borger skal gøre sig fortjent til. Socialpolitikken bliver i stadigt større omfang bliver tænkt som statens instrument til økonomiske sanktioner over for borgerne, mens egentlig omsorg i stadigt højere grad er blevet den enkelte borgers ansvar.  “Integrationsydelsen” og dens tillæg og restriktioner og kontanthjælpsloftet er meget håndgribelige tegn på det. Et andet tegn på socialpolitikkens forandrede rolle i dansk politik er Socialministerets omtumlede skæbne. En overgang (fra 2007 til 2009) fandtes Socialministeret faktisk slet ikke, og senere er dets resortområde blevet en blanding af det, andre ministerier har haft som deres ansvar.

På denne måde er vi i Danmark ved at havne i en situation, som man kender fra ikke mindst USA, hvor frivillige sociale initiativer altid har spillet en meget stor rolle og hvor det længe har været en udbredt holdning hos borgerne at sociale problemer er et individuelt anliggende. Nogle vil bifalde denne udvikling; det vil jeg ikke.

Dengang i Slovenien

Indvandringsmodstanderen Donald Trumps hustru Melania er oprindelig fra Slovenien og boede, da hun var gymnasieelev i sidste halvdel af 1980erne, en overgang i hovedstaden Ljubljana. Her færdedes samtidig bandet Laibach med deres satirisk/foruroligende Neue Slowenische Kunst, som udstillede den gryende nationalisme og fascisme i det dengang endnu eksisterende Jugoslavien. Jeg tænker uvilkårligt på, om ikke den senere Mrs. Trump har hørt om dem. Måske har hun endog hørt om filosoffen Slavoj Žižek, der også indledte sin karriere i Ljubljana på denne tid. De har dog næppe mødt hinanden.

Laibachs sang ovenfor, “Geburt einer Nation”, er fra 1987 og har en mildt sagt foruroligende tekst om den stærke mand og folkets vilje. Den er millimeter fra at lyde som noget, Melanias senere ægtemand 30 år senere har sagt (og man aner, at Laibach har inspireret Rammstein ikke så lidt, omend sidstnævnte selvfølgelig spiller egentlig metal). Og så er “Geburt einer Nation” med dens korte intro, der citerer “The Star-Spangled Banner”, faktisk bare en oversættelse til tysk af Queens sang “One Vision” fra filmen Highlander. Ligesom Laibachs udgave af “Life is Life” (den skrev jeg om i 2011) er den en interessant kommentar til den nogen gange forsvindende lille forskel mellem floskler og fascisme.

Borgerløn?

For tiden har man i Finland iværksat et eksperiment med en universal basisindkomst, ofte også kaldet borgerløn. Nogle synes, at det er et visionært eksperiment. 2500 langtidsledige finner skal modtage borgerløn på 560 euro (ca. 4160 kr.) om måneden, og de kan beholde ydelsen i de næste to år, også hvis de får arbejde.

Ideen med borgerløn dukker i Danmark op med bogen Oprør fra midten og er siden blevet diskuteret i bl.a. Enhedslisten og Alternativet. Ideen har her været, at den universelle basisindkomst skulle gøre det muligt for den enkelte borger at skabe sig en værdig tilværelse uden konstante bekymringer for sit livsgrundlag.

Men i Finland er det en borgerlig regering bestående af Centerpartiet, Samlingspartiet og De Sande Finner (et nationalistisk parti beslægtet med Dansk Folkeparti), der står bag eksperimentet med borgerløn. Ideen stammer fra Centerpartiet, der i sit partiprogram skrev

Social sikring skal udvikles for at sikre den grundlæggende underhold for hver person, samt for at tilskynde folk til at søge og tage arbejde. Virkningen af et universelt system for borgerløn skal testes og udvikles gennem regionale forsøg.

[her oversat fra engelsk; understregningen er min]

Citatet her afslører at Centerpartiet tænker på borgerløn som en tilskyndelse til at arbejde. Det er da også påfaldende, at det finske borgerlønseksperiment er rettet specifikt mod langtidsledige. Nyliberalismens førende ideolog Milton Friedman gik faktisk også ind for borgerløn og af de samme grunde.

Man kan risikere, at den finske “borgerløn” ender med simpelthen at skabe et nyt prækariat af langtidsledige, hvor de supplerer deres borgerløn på 560 euro om måneden med løsarbejde. En anden fare er, at nogle arbejdsgivere vil bruge borgerlønnen som et argument for at man skal “arbejde gratis” i perioder.

Ideen om en universel basisindkomst repræsenterer ikke nødvendigvis et fremskridt i sig selv. Det er holdningen til overførselsindkomster og hvad formålet med dem bør være, der fjæler sig også i denne sammenhæng.