Kampen om virkeligheden

Man taler om det postfaktuelle samfund (begrebet dukkede faktisk op i 2008 med en bog af Farhad Majoo), og man taler om fake news. Vi kan se, hvordan der i de seneste uger har været mange rapporter om den desperate situation i Aleppo. Men samtidig, på de sociale medier, har der været historier, der beskriver Assad-regimet som krigens egentlige helte og Aleppos befriere. I mange andre igangværende konflikter, som f.eks. den væbnede konflikt i Ukraine, er der en lang række modstridende beskrivelser af situationen. Nogle hævder, at de modstridende beskrivelser simpelthen afslører mainstream-mediernes manipulationer. Men hvis én beretning modsiger mange andre, betyder det ikke at den er mere troværdig – nogle gange vel tværtimod.

Og det, der sker, er ikke at nogen bliver bedre oplyst – de modstridende billeder skaber handlingslammelse hos nogle, og andre vælger den udgave, de helst vil tro på og dermed bliver bekræftet i de holdninger, de allerede har.

Det interessante er, hvem der er med til at skabe hele denne “kamp om virkeligheden”. En rapport fra Corporate Europe Observatory beskriver, hvordan det i mange tilfælde er europæiske kommunikationsbureauer, der bistår regeringer i en lang række lande med at sikre, at det er bestemte beskrivelser, der kommer frem, og med at påvirke verdensopinionen. Ofte er der tale om forsøg på at skønmale situationen – bl.a. har firmaer som det britiske M&C Saatchi aktivt bistået regimet i Bahrain med at promovere det. M&C Saatchi fik i 2011 en fem-årig kontrakt på 11,7 millioner euro for at udvikle og implementere en samlet mediestrategi for regimet i Bahrain. Hele rapporten kan ses på https://corporateeurope.org/sites/default/files/20150120_spindoctors_mr.pdf.

Så det er vigtigt at holde øje med alle disse kommunikationsbureauer, der i en del tilfælde reelt fungerer som private propagandaministerier. Men det stopper ikke der. Mange af bureauernes ansatte har nemlig en kommunikationsuddannelse fra et universitet. Hvad gør man på universiteternes kommunikationsuddannelser for at fremme en etisk forsvarlig adfærd hos dem, man uddanner? Dette er et ægte spørgsmål, for jeg ved det ikke. Jeg håber, at universiteterne gør det rigtige.