Tilbage til basisuddannelsen?

Det mest interessante, der kom ud af det halvanden dag lange møde for Institut for datalogi var nok, at vi blev nødt til at reflektere over hvad der er godt og skidt ved de uddannelser, vi har med at gøre.

Med studiefremdriftsreformen og uddannelsesloftet og SU-begrænsningerne som ubehagelige realiteter bliver vi nødt til at tænke anderledes om vores uddannelser, hvis vi ikke skal risikere at alt for mange studerende, der skifter mening undervejs. giver op og aldrig får gjort deres uddannelse færdig.

De to suverænt mest populære uddannelser udbudt ved Institut for datalogi på Aalborg Universitet er datalogiuddannelsen og softwareuddannelsen. De to første år af disse uddannelser er nu helt identiske. Jeg vil påstå at den helt store succes er, at det er lykkedes at skabe to forskellige uddannelser, som man som studerende alligevel kan skifte imellem uden omfattende meritvurderinger eller behov for supplerende aktiviteter.

Der har været en lang tradition for at de nye uddannelser, der er blevet til på AAU og andetsteds er “monolitiske” forløb. Fordelen ved dét, er at man ikke bliver tvunget til at træffe valg undervejs. Ulempen er at man ikke kan ombestemme sig uden store omkostninger.

Men måske kan man finde en anden vej. På AAU (og andre universiteter) havde vi engang nogle få basisuddannelser, og for de naturvidenskabelige og humanistiske uddannelsers vedkommende var uddannelserne opbygget som hovedfag og sidefag, som man nemt kunne kombinere. Basisuddannelserne gjorde det helt omkostningsfrit at udskyde sit valg eller skifte mening, og den modulære opbygning af tofagsuddannelserne gjorde at det var helt enkelt for mig og mange andre at blive tofagskandidat i matematik og datalogi. I dag er denne engang så almindelige naturvidenskabelige kandidatuddannelse (og stadig særdeles relevante) næsten umulig at tage!

Skiftet til den “monolitiske” struktur skete gradvist, og det skyldtes i et vist omfang at basisuddannelsen var så bred, at det kunne være umuligt for studerende at beskæftige sig med dét, de gerne ville. Jeg husker selv, at det var frusterende slet ikke at kunne lave projekter om matematik på basisuddannelsen, når nu det var dét, jeg helst ville beskæftige mig med – stort set alle vejledere dengang i 1982-83 var næsten pensionsmodne maskin- og bygningsingeniører!

Men selve ideen om en modulær opbygning er ikke så utidssvarende, som de en lang overgang blev udråbt til at være, og det må kunne lade sig gøre at “fagliggøre” den på en anden måde end for 35 år siden. På en måde udgør de første to år af vores datalogi- og softwareuddannelser en “basisuddannelse” i datalogi. Og man kunne forestille sig, at de overvejelser, der lige nu er om at lave en kandidatuddannelse i data science kunne tage form at en genskabelse af en tofagskandidatuddannelse i datalogi og matematik.