Kanye West-syndromet

Kanye West tager mikrofonen fra Taylor Swift ved MTV Video Music Awards i 2009. Foto: REUTERS/Gary Hershorn.

Nogle gange sker der noget bekymrende med mennesker, der får succes – inden succesen kom, var de stadig søgende sjæle og kunne være i tvivl. Men så satte succesen ind, og da var det som om noget blev forandret, og de udviklede en grandios adfærd. Vi kender alle til musikere, skuespillere og andre, der er endt med at blive på den måde. Det mest ekstreme eksempel er vel den amerikanske sanger Kanye West, der stormede ud fra en prisoverrækkelse, da han opdagede at han ikke var nomineret og få år senere ikke så nogen problemer i at springe op på scenen og snuppe mikrofonen fra Taylor Swift, da hun vandt en MTV-pris – for den syntes han burde være gået til Beyoncé. Det er næppe et tilfælde, at Kanye West for nylig er blevet set sammen med Donald Trump, for også han er en særdeles grandios person.

Også i den akademiske verden ser man grandios adfærd. Jeg mødte for år tilbage en opadstigende forsker, der på få år havde fået en masse succes i form af bevillinger, fastansættelse, held med publikationer og mulighed for at opbygge sin egen forskergruppe. Han fortalte mig at han i den store provinsby, han voksede op i (det var ikke herhjemme), var kendt af alle som den gymnasieelev, der var bedst af alle til matematik! Hvorfor dette var vigtigt at fortælle mig dén dag, ved jeg ikke. Ved en anden lejlighed fortalte han mig om sine naboer, som var nogle meget indskrænkede mennesker. En anden forsker, jeg mødte i sin tid, yndede at bruge spørgetiden efter konferenceforedrag til at jorde PhD-studerende og holdt engang til en konferencemiddag en tale for en kollega, der havde fået flere store æresbevisninger – men hele talen brugte han på at prøve at gøre grin med ham.

Sådanne forskere er uden diskussion dygtige, men de er næsten altid svære at samarbejde med, og man kan desværre også ende med at blive træt af dem, for man får indtrykket af at de ser ned på de fleste andre mennesker. Nogle gange ender de med at blive magtmennesker med alt hvad det indebærer.

Der er en forskel på at være grandios og på at have selvtillid. Jeg kender akademikere, der har stor selvtillid uden at være grandiose; det er typisk nogle usædvanligt dygtige og socialt kompetente mennesker, der bestemt ved at de er gode, men samtidig ikke er uden selvironi og gerne vil tale med mange forskellige slags mennesker.

Grandiositeten kan i virkeligheden dække over lav selvtillid og lavt selvværd kombineret med en talentfuld barndom og senere pludselig og voldsom succes. Nogle gange afslører det grandiose menneskes livshistorie nogle tidlige nederlag, som han eller hun måske nu prøver at kompensere for ved at fremstå større. Så i virkeligheden er det synd for det grandiose menneske, for der kan være en stor ensomhed og usikkerhed bag al den tilsyneladende storhed.

Den amerikanske psykolog Rachel Kitson har en interessant artikel om hvorfor Kanye West mon er endt som han er, og én af forklaringerne er måske netop kombinationen af at være et stort talent og problemer med tilknytning i barndommen. Hans forældre blev tidligt skilt, og han boede i nogle år i Kina med sin mor (der er universitetslærer). Han klarede sig godt i skolen, men droppede ud af college for at kaste sig over musikken på fuld tid.

Hvad man skal gøre ved grandiose venner eller kolleger – eller dem, der er i fare for at blive grandiose – ved jeg desværre ikke. Det bedste ville være, hvis man kunne redde dem fra grandiositeten, mens tid var, men svært er det. Hvis man roser dem for deres kvaliteter, kan man ende med at bekræfte dem, men gør man det modsatte, kan det også nemt forstærke den grandiose adfærd.