Kontortid

En af de største udfordringer, når man er universitetslærer, er at man meget nemt får sin arbejdsdag hakket i stykker. Denne fragmenterede arbejdsdag gør det ofte svært at finde tid til fordybelse. Også i dag fik jeg en dag hakket midt over, takket være et møde på Fibigerstræde (knap 10 minutters gang fra hvor jeg har kontor) af varighed én time.

Jeg ved, at det er en fragmentering, man ikke vil kunne undgå helt. Men det vil være vigtigt at kunne have hele, uforstyrrede dage, så man også kan komme videre med sin forskning og forberede større undervisningsaktiviteter. Nogle gange kommer der studerende eller kolleger fra andre steder på universitetet forbi mit kontor for at snakke med mig, og nogle gange går de forgæves. Andre gange fanger de mig, netop som jeg skal til et møde eller skal i gang med en lidt større indsats.

Derfor har jeg overvejet at følge udenlandske kollegers eksempel og holde kontortid. Kontortiderne er de tidspunkter, hvor studerende (for det er primært dem, der kommer forbi) ved at de vil kunne fange mig og hvor jeg vil give dem min udelte opmærksomhed. Kontortiderne skal så lægges på bestemte ugedage, hvor der alligevel også er møde- og undervisningsaktiviteter og hvor de studerende, jeg underviser, har plads i skemaet.

Min bekymring er her, at jeg ville kunne komme til at virke som om jeg ikke vil tale med studerende eller kolleger.  Forhåbentlig vil jeg kunne overbevise dem om at det ikke er dét, jeg har som mit mål – men derimod at kunne skemalægge min tid bedre.