Mange af os kender Daniel Blake

Så fik jeg endelig set Jeg, Daniel Blake, den måske sidste film instrueret af den engelske instruktørveteran Ken Loach. Daniel Blake er en tømrer i Newcastle omkring de 60, der får et hjerteanfald og har fået at vide af sin læge, at han ikke må arbejde. Han vil gerne på sygedagpenge, men det vil systemet ikke gå med til. Filmen er fortællingen om Daniels venskab med Katie, en ung, enlig mor, der også er ramt af det sociale system, og deres fælles, ofte desperate kamp for at kunne få til dagen og vejen og for at bevare en form for værdighed i livet.

Filmen har mange styrker. Den er en tragisk historie baseret på mange interviews med mennesker, der er i samme situation om Daniel Blake, og dermed også en historie om et menneske, mange af os kunne kende – og på den måde er Daniel Blake meget tættere på os end de mange amerikanske middelklassemennesker, så mange film skildrer, kan være.

Jeg, Daniel Blake er, ud over at være en hård kritik af den britiske sociallovgivning og ikke mindst jobcentrenes kynisme, også en historie om fælles menneskelighed og solidaritet. Den viser at mennesker er i stand til at være gode ved hinanden, til at holde af hinanden og til at hjælpe hinanden. Især en central scene, hvor Daniel og Katie besøger en food bank, hvor frivillige deler overskudsmad ud til fattige, er gribende. Og så er der også undervejs eksempler på den lune og solidariske humor, som man kender fra andre film af Ken Loach.

Det er helt fortjent, at Jeg er Daniel Blake vandt guldpalmerne i Cannes i 2016.

Her er traileren.