Men det er mord


Der er igen en uhyggelig sag om en mand, der har slået hele sin familie ihjel og bagefter har begået selvmord. Ofte dækker dette over en forhistorie, hvor manden har oplevet alvorlige økonomiske og måske også ægteskabelige problemer. Der er også tilsvarende uhyggelige sager om fædre, der slår deres døtre ihjel. Her er forhistorien typisk, at døtrene på en eller anden måde har brudt med bestemte forventninger, f.eks. ved at få en kæreste eller ved at leve på en måde som faderen ikke kunne acceptere.

Denne sidste form for mord finder i Danmark næsten altid sted i familier med mellemøstlig eller sydasiatisk baggrund. Den første form for mord finder i Danmark næsten altid sted i familier med “flertalsdansk” baggrund.

Den sidste form kaldes i medierne typisk for “æresdrab”, mens den første form kaldes for “familietragedie”. Og der er forskelle – “æresdrab” indeholder ofte ikke et selvmord, og der kan være medskyldige, mens “familietragedier” ofte er flerdobbelte mord. Men de er to forskellige manifestationer af samme uhyggelige psykologiske fænomen: En mands forskruede selvbillede som fader/ægtemand/forsørger går i stykker, og han slår sine børn og ofte også sin partner ihjel. “Familietragedierne” er den danske udgave af “æresdrab”.

I begge tilfælde er der tale om mænd, der myrder kvinder og børn, og i begge tilfælde er det en konsekvens af en forskruet manderolle, et lige så forskruet syn på hvad en familie er og et forskruet kvindesyn. Og det er helt bevidste handlinger, ikke uundgåelige naturfænomener. Det helt overvældende flertal af mænd slår jo ikke deres familier ihjel.

Én ting så jeg derfor gerne, at medierne gjorde, nemlig at de holdt op med at tale om “æresdrab” og “familietragedier” og i stedet begyndte at kalde disse grusomme forbrydelser ved deres rette navn, nemlig mord.