Dyre publikationer

Elsevier og Springer har en højere profitrate end f.eks. Apple, Google, Disney og Starbucks. Kilde: http://www.pontydysgu.org/wp-content/uploads/2011/10/publishers2.jpg

I den akademiske verden er det nu de såkaldte BFI-point, som udløser penge til institutionerne og til institutterne. Alle publikationskanaler, der kan udløse point, er rangordnet mht. point i den Bibliometriske Forskningsindikator.  Så det er vigtigt for den enkelte forsker at publicere de rigtige steder, for ellers tjener institutionen ikke penge.

Publikationstraditioner er forskellige inden for de forskellige akademiske fag. I datalogi er konferencer lige så vigtige som tidsskrifter. Men der er ganske mange konferencer inden for datalogi, der kan tilbyde en særudgave med udvidede og opdaterede artikler fra konferencen. De udvidede udgaver tæller som nye artikler, og tidsskrifterne giver BFI-point (eller det tilsvarende i andre lande). Tidsskrifterne udkommer på store forlag som f.eks. Elsevier, der udgiver bl.a. det berømte medicinske tidsskrift The Lancet. Fem forlag udgiver i dag tilsammen halvdelen af alle videnskabelige publikationer: Elsevier, Springer, Wiley-Blackwell, Taylor & Francis og SAGE Publications.

Disse store forlag er et dyrt bekendtskab for universiteterne, for hvis man skal kunne læse artiklerne, skal man have adgang til et abonnement på tidsskrifterne. Her kræver forlagene så af et universitetsbibliotek, at det skal abonnere på alle deres tidsskrifter.  Så på den ene side giver forskernes publikationer penge til universiteterne, på den anden side skal universiteterne betale for at kunne give forskere adgang til at læse publikationerne. Og nogle forlag er endnu grellere: Man skal ikke bare betale for at kunne læse, hvis en artikel er blevet accepteret, man skal også betale for at kunne få lov at få den publiceret. Jeg har én enkelt gang været nødt til at betale en såkaldt page charge for at kunne få en antaget artikel udgivet. Dét gør jeg aldrig igen.

En artikel i Magisterbladet fortæller, hvor grelt prisniveauet er blevet efterhånden. Elsevier har i de sidste fem år sat prisen på biblioteksabonnementer op med 400.000 kroner om året. Det beløb svarer til årslønnen for en adjunkt. Alt dette sker i en virkelighed, hvor universiteterne skal spare to procent på budgetterne hvert år. Og forlagene må siges at skumme fløden, for redaktørerne og bedømmerne er ikke ansatte på forlagene, men forskere, der gør dette arbejde helt gratis. Ligesom pladeselskaberne i musikkens verden er forlagene i høj grad blevet et fordyrende mellemled, der først og fremmest prøver at beskytte sig selv.

Jeg boykotter selv Elsevier, og det må være på tide at de danske universiteter nu gør fælles front mod dette og andre kommercielle forlag for at komme deres usunde og for os kostbare forretningsmodel til livs.