Nærsynethed er det nye sort

Jeg har været nærsynet, siden jeg gik i 4. klasse. Det var en tvivlsom ære at være den første i klassen, der fik briller. Efterhånden var der heldigvis også andre, der fik briller, omend det tog nogle år. Jeg kender flere på min alder, der skulle til at bruge briller for nærsynethed for første gang, da de var midt i tyverne.  På det tidspunkt var jeg for længst gået over til kontaktlinser (ved juletid i år kan jeg fejre 35 år som bruger af bløde kontaktlinser).

Sidste år begyndte jeg at bruge kontaktlinser med glidende overgang, og det har jeg nu vænnet mig til. Men jeg kommer formodentlig aldrig til at vågne om morgenen og se alting helt tydeligt.

Det er der mange andre fra de senere generationer, der heller ikke vil komme til. I dag kan jeg nemlig læse (i en artikel fra Wired) at nærsynethed er på hastig fremmarch. Fra 1970erne og frem til begyndelsen af dette årtusinde voksede hyppigheden af nærsynethed med 42 procent, og en undersøgelse fra Sydkorea siger at hele 96 procent af teenagerne er nærsynede! Her er det dem, der ikke bruger briller, der skiller sig ud i klassen.

Det er nærliggende at spekulere på om der er tale om en livsstilssygdom på linje med overvægt og type 2-diabetes. Men ingen ved det endnu. Artiklen fra Wired fortæller om medicinsk forskning, der har prøvet at finde ud af hvordan nærsynethed opstår – herunder om nogle (synes jeg) grusomme forsøg med at sy det ene øje sammen på abeunger. Nærsynethed skyldes at afstanden mellem øjets linse og nethinden er for stor, så billedet dannes foran nethinden i stedet for på den [det behøver man ikke at mishandle aber for at finde ud af]. Jeg spekulerer på om det mon ikke giver mening at undersøge den stærkt øgede forekomst af nærsynethed ved at have kontrolgrupper fra dele af verden, hvor livsstilen er en markant anden end i f.eks. USA og Sydkorea.