Verdens ulige tilstand

I denne uge kom den britiske hjælpeorganisation Oxfam igen med en rapport, der dokumenterer den voldsomme økonomiske ulighed i verden i dag. I 2016 var det 62 mennesker, der tilsammen ejede det samme som den fattigste halvdel af verdens befolkning – i dag er vi nede på at 8 mennesker er nok. En af de superrige er Mark Zuckerberg, direktør for Facebook.

Nogle mennesker ser ikke denne voldsomme ulighed som et problem og mener i nogle tilfælde endda, at den globale ulighed ikke eksisterer. Det er temmelig forudsigeligt, at nogle nu kritiserer rapporten ud fra en idé om at begrebet nettoformue er meningsløst – at en person i et udviklingsland, der ejer en formue på 50 kroner, på denne måde fremstår rigere end en person i den industrialiserede verden, der har en stor gæld (og dermed en negativ nettoformue).  Oxfams konklusioner bygger dog selvfølgelig ikke på ét begreb om nettoformue, men derimod på en række parametre der bl.a. er fordeling af formue (side 11), indkomst (side 13) og kønsfordeling i indkomst og formue (side 15).

Oxfam bemærker allerede tidligt i sin rapport, at hundredevis af millioner af mennesker nu er løftet ud af fattigdom inden for de seneste årtier, og at man bør være stolt af dette. Men samtidig er der stadig én ud af ni borgere i verden, der går sulten i seng.

Hvorfor er det et problem, at nogle er meget rige? Problemet er at det er almindeligt kendt, at  en nedsivning af velstand ikke finder sted. Dette siger bl.a. Dennis Nørmark, der er en trofast støtte af Liberal Alliance, i en kronik i Politiken fra 2016.

Et argument, man nogle gange hører, er at de meget rige mennesker holder meget af de samfund, de kommer fra, og uegennyttigt skaber velstand for dem, der ikke er rige. Men er der fra de samme mennesker, der fremfører dette,  også et argument om at hvis de rige ikke får tilstrækkeligt gode vilkår, da vil de rige rejse til udlandet og overlade deres samfund til sig selv. Så mere elsker de rige åbenbart ikke de samfund, de kommer fra. (Også denne modstrid i argumentationen nævner Dennis Nørmark.)

Så vidt jeg kan høre, er det eneste argument for ikke at gøre noget ved den voldsomme ulighed, at man skal have lov til at beholde de penge, man “selv har tjent”. Men der er faktisk i dag midler nok hos de superrige til at løfte de fattigste mennesker ud af fattigdommen, og de superrige vil bagefter stadig være superrige.  Også dette er dokumenteret i Oxfams rapport. Alene de 14 milliarder dollars, som superrige undgår af betale skat af til afrikanske lande, vil være nok til at redde fire millioner børns liv og til at betale lønnen til nok skolelærere til at alle afrikanske børn kan gå i skole. (Hermed ser vi også, at det er et problem at skattelovgivningen i mange lande i det globale Syd er særdeles lemfældig).