Borgerløn?

For tiden har man i Finland iværksat et eksperiment med en universal basisindkomst, ofte også kaldet borgerløn. Nogle synes, at det er et visionært eksperiment. 2500 langtidsledige finner skal modtage borgerløn på 560 euro (ca. 4160 kr.) om måneden, og de kan beholde ydelsen i de næste to år, også hvis de får arbejde.

Ideen med borgerløn dukker i Danmark op med bogen Oprør fra midten og er siden blevet diskuteret i bl.a. Enhedslisten og Alternativet. Ideen har her været, at den universelle basisindkomst skulle gøre det muligt for den enkelte borger at skabe sig en værdig tilværelse uden konstante bekymringer for sit livsgrundlag.

Men i Finland er det en borgerlig regering bestående af Centerpartiet, Samlingspartiet og De Sande Finner (et nationalistisk parti beslægtet med Dansk Folkeparti), der står bag eksperimentet med borgerløn. Ideen stammer fra Centerpartiet, der i sit partiprogram skrev

Social sikring skal udvikles for at sikre den grundlæggende underhold for hver person, samt for at tilskynde folk til at søge og tage arbejde. Virkningen af et universelt system for borgerløn skal testes og udvikles gennem regionale forsøg.

[her oversat fra engelsk; understregningen er min]

Citatet her afslører at Centerpartiet tænker på borgerløn som en tilskyndelse til at arbejde. Det er da også påfaldende, at det finske borgerlønseksperiment er rettet specifikt mod langtidsledige. Nyliberalismens førende ideolog Milton Friedman gik faktisk også ind for borgerløn og af de samme grunde.

Man kan risikere, at den finske “borgerløn” ender med simpelthen at skabe et nyt prækariat af langtidsledige, hvor de supplerer deres borgerløn på 560 euro om måneden med løsarbejde. En anden fare er, at nogle arbejdsgivere vil bruge borgerlønnen som et argument for at man skal “arbejde gratis” i perioder.

Ideen om en universel basisindkomst repræsenterer ikke nødvendigvis et fremskridt i sig selv. Det er holdningen til overførselsindkomster og hvad formålet med dem bør være, der fjæler sig også i denne sammenhæng.