En frivillig indsats

Et af de rigtig gode initiativer i disse år er Venligboerne. Jeg følger med i Facebook-grupper, hvor jeg kan læse om hvordan medlemmer af Venligboerne beder om hjælp til at en syrisk dreng på 15 år kan få sine forældre til Danmark. Og jeg følger med i en anden stor Facebook-gruppe, Næstehjælperne, hvor mennesker på kontanthjælp kan få brugte møbler og brugt tøj. Nu er der kommuner, der er begyndt at samarbejde systematisk med Venligboerne om kontakt til flygtninge.

Disse initiativer er tegn på alt det, vores samfund af frivillige kan og på alt det, Internettet i dag gør muligt. Og Venligboerne og Næstehjælperne viser, at borgere i Danmark bekymrer sig om hinanden. Samtidig er der med tiden sket det, at disse initiativer også er blevet en slags kampagner for værdige forhold for udsatte grupper i samfundet.

Men samtidig viser dette også, at det, der engang var velfærdssamfundet, ikke gør det, det (i al fald efter min mening) burde, nemlig at behandle borgerne værdigt. Hvis jeg for 25 år siden havde fået at vide, at der i 2017 ville være indsamlinger til at uledsagede flygtningebørn kan få deres forældre til Danmark eller donationer fra borgere af brugte møbler og tøj til fattige i Danmark, ville jeg være blevet ked af det.

Det, der langsomt er sket, er at medfølelsen er blevet privatiseret og at sociale ydelser er noget, man som borger skal gøre sig fortjent til. Socialpolitikken bliver i stadigt større omfang bliver tænkt som statens instrument til økonomiske sanktioner over for borgerne, mens egentlig omsorg i stadigt højere grad er blevet den enkelte borgers ansvar.  “Integrationsydelsen” og dens tillæg og restriktioner og kontanthjælpsloftet er meget håndgribelige tegn på det. Et andet tegn på socialpolitikkens forandrede rolle i dansk politik er Socialministerets omtumlede skæbne. En overgang (fra 2007 til 2009) fandtes Socialministeret faktisk slet ikke, og senere er dets resortområde blevet en blanding af det, andre ministerier har haft som deres ansvar.

På denne måde er vi i Danmark ved at havne i en situation, som man kender fra ikke mindst USA, hvor frivillige sociale initiativer altid har spillet en meget stor rolle og hvor det længe har været en udbredt holdning hos borgerne at sociale problemer er et individuelt anliggende. Nogle vil bifalde denne udvikling; det vil jeg ikke.