En kontant forskel

I denne uge er jeg blevet sat i en situation, jeg ikke har været i siden sidst i 1980’erne – jeg har intet betalingskort. I søndags opdagede jeg at mit VISA/Dankort var blevet spærret, og uheldigvis skete det mens jeg stod ved kassen i supermarkedet. Jeg havde ikke kontanter på mig, og jeg endte med at ringe til min hustru, der dukkede op og betalte varerne for mig.

Dagen efter kunne min bankrådgiver fra Merkur berette, at Nets havde spærret mit betalingskort på grund af to mistænkelige transaktioner. Og ganske rigtigt: Nogen havde fået fat i mine kortoplysninger og brugte dem nu på lyssky vis. Sidst på ugen skal jeg  gerne få et nyt betalingskort – jeg håber, at det kan nås, thi på lørdag skal jeg rejse til Tyskland for at deltage i et ugelangt seminar. Mine planer om at købe togbilletter til indenrigstog i Tyskland er netop nu udsat på ubestemt tid.

Det er en speciel oplevelse ikke at kunne betale ad elektronisk vej i disse dage. Swipp og MobilePay er tilknyttet mit spærrede kort, og det samme gælder for mit rejsekort. Heldigvis havde jeg et beløb i vietnamesiske dong fra min rejse tilbage i november, som jeg kunne veksle til kontanter.

Den ene konklusion af denne ærgerlige oplevelse er selvfølgelig, at jeg bør have mere end ét betalingskort. Den anden er at et rent digitalt betalingssystem kan vise sig at være mere sårbart end man tror – angreb og utilsigtede nedbrud for den enkelte og for hele betalings-infrastrukturen bliver et mere omfattende problem, og det er heller ikke nødvendigvis uproblematisk, at der altid er en central instans (nemlig en bank) involveret i transaktioner.  Jeg læste i sidste uge, at der nu både er politikere og faglige organisationer, der slår til lyd for at butikker skal have lov til ikke at tage imod kontanter. Netop nu er jeg glad for at dette forslag endnu ikke er blevet til noget.