Fysisk til stede

I dag talte jeg med nogle af mine kolleger fra rundt om i Europa om de mange møder, vi har med hinanden over nettet. Skype er på godt og ondt blevet en udbredt måde at holde kontakten ved lige på. Møder på nettet kan være gode, hvis man skal træffe en beslutning og har en meget klar dagsorden. Men til mere kreative og søgende formål er der stadig intet, der overgår dette at være fysisk til stede i samme rum samtidig og med en stor tavle til rådighed.

Dette blev bekræftet af dagens oplevelser, hvor jeg og to kolleger fra henholdsvis Portugal og Malta havde et møde vha. Skype med en kollega fra Italien. Vi har haft sådanne møder gennem længere tid, men der kommer ofte kun få erkendelser ud af at tale sammen på denne måde. Vi kan ikke nemt reproducere dette at kunne deles om en tavle.

Ud på aftenen mødtes jeg med to kolleger fra Portugal på netop denne måde – i et lokale med en stor tavle. I løbet af et par timer kom vi ganske meget tættere på en fælles forståelse af hvordan nogle centrale definitioner bør se ud.

Måske er der gode teknologier, der kan hjælpe os med at have fagligt samvær på samme høje kvalitet som de gammeldags seminarer formår, men jeg har endnu til gode at se dem. Indtil da er vi forskere nødt til at mødes fysisk med alt hvad det indebærer af andre udfordringer, hvis vi skal have chancen for at kunne få et ordentligt udbytte af vores anstrengelser. De fire en halv dag, vi er sammen her i Tyskland har større betydning for vores indsigt og produktivitet, end mange udenforstående vel tror.