En coping-strategi for livet

En installation til selvvalgt eksil – Bent Hedeby Sørensens installation set udefra. Bent Hedeby Sørensen, Take your time, 2009. Foto: Kasper Lie.

Der er mange ting, jeg gerne ville have var anderledes, og der er mange ting, der gør mig ked af det eller vred. Der er forhold på mit arbejdsliv og i samfundet, jeg finder det meget svært ved at forlige mig med. Jeg har skrevet om dette her på denne blog, og jeg har skrevet det tit. Mange ved godt, hvad det er, der går mig på og hvad jeg bruger kræfter på at gå ind i gennem konkrete initiativer. Men hvis man bruger alle sine kræfter på at kæmpe mod det, der er forkert, kan det blive udmattende og man kan blive desillusioneret.

Det er nødvendigt at finde det, psykologer kalder for en coping-strategi for tilværelsen. Begrebet lyder umiddelbart voldsomt i denne sammenhæng, men det er det strengt taget ikke. For nogle år siden skrev jeg om mindfulness her som en strategi til at leve med alle problemerne.  Og det er bestemt en del af en sådan coping-strategi. Selv mediterer jeg desværre ikke mere; jeg holdt op på grund af fysiske smerter da jeg blev ramt af en bil og brækkede min albue i foråret 2015, og siden er det ikke lykkedes mig at komme ordentligt tilbage i vanen.

Men måske kan jeg ved at gøre min intention om at begynde igen offentlig – og det gør jeg så hermed – kan jeg omsider komme i gang igen.

Samtidig er jeg blevet mere og mere bevidst om at ganske vist bør meditation være en del af coping-strategien, men den kan formodentlig ikke udgøre det hele. Nogle gange kan der, hvis man gerne involverer sig i forskellige former for aktivisme (og det gør jeg), føle et vist element af resignation eller flugt i en coping-strategi, der kun peger indad.

Her er der et billede, der nogle gange falder mig ind: at jeg og andre med lignende bekymringer over den vej, verden er på vej ned ad, skal se os selv som i en slags indre eksil fra en verden, der er langt fra det, den burde være.  I eksilet er man fremmed for de omgivelser, man befinder sig i, men samtidig er der andre, der er i et tilsvarende indre eksil, og sammen med dém kan man nogle gange glemme sit eksil og finde hjem for en stund. Og måske kan man så få ny energi til udadrettet handling sammen. Også dét er en del af en coping-strategi for tilværelsen.

Censorer er ikke luksus

Rundt omkring på de videregående uddannelser (både på universiteter og professionshøjskoler) kan vi i disse år se, hvordan ledelsen prøver at fjerne censur på eksaminer. Det går ud over både intern og ekstern censor; nogle steder er man for længst holdt op med at bruge interne censorer – så eksaminator nu sidder alene med den opgave det er at skulle eksaminere og bedømme. Det kan af mange grunde være en ekstremt ensom oplevelse.

Det såkaldte Kvalitetsudvalg foreslog i 2104 at afskaffe den obligatoriske brug af ekstern censur på de videregående uddannelser. Dengang tog Dansk Industri (DI), FTF, Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og Akademikernes Centralorganisation (AC) sammen afstand fra dette forslag.

Siden da er der kommet endnu en rapport, denne gang fra Censorudvalget, og heri taler man for brugen af ekstern censur. Så nu skulle man tro, at alt var godt. Men samtidig har vi en situation, hvor uddannelsesområdet bliver beskåret med 2 procent som året. Formodentlig vil det være den interne censur, der først bliver ramt. Forestillingen om samme kvalitet for færre penge vil igen vise sig at være en illusion.

Der er mange gode grunde til at have censorer, eksterne såvel som interne. Én af dem er kvalitetssikring, en anden er de studerendes retssikkerhed. Jeg håber at de samme organisationer igen vil gøre opmærksom på dette og denne gang også pointere behovet for at give råd til at have interne censorer.

Farvel til Arvingerne

Foto: DR

Jeg har ikke skrevet om denne sæson af Arvingerne, men det er bestemt ikke fordi jeg ikke har fulgt med. Faktisk synes jeg at tredje og sidste sæson af serien har holdt det høje niveau og på mange måder var lige så god som den første sæson.

Denne gang har det været interessant at se, at hovedpersonerne har udviklet sig på baggrund af en stor sorg – og især at de konfliktsky (mørkblonde!) Emil og Signe lærer at løse konflikter, mens de dominerede (lysblonde!) Frederik og Gro lærer at det bestemt ikke er alle konflikter, der er lige vigtige.

Også selve serien har udviklet sig:  Hvor den første sæson var en ofte meget knugende omgang, lettede trykket her i tredje sæson og der sneg der sig en del barokke indslag ind. Selve afslutningen var en nærmest surrealistisk genforening, og det var interessant at gense Kirsten Olesen som spøgelset af den Veronica, hvis pludselige død indledte første afsnit af første sæson. Nogle vil sikkert synes at det hele gik lidt for pænt op i sidste ende, men det er vel også en måde for Maya Ilsøe at fortælle det på: at nu er serien endegyldigt slut.

Enormt boligt – eller: Datalogi i folkemunde

Det er interessant at se, hvad potentielle studerende har skrevet  i diskussionsfora på nettet om datalogiuddannelserne på Aalborg Universitet i årenes løb. Én skrev:

Jeg har været på datalogi i ét år på Århus universitet. Jeg vil ikke anbefale det. Det er enormt boligt og meget lidt praktisk. Ydermere skal man have Calculus hvilket er matematik på et lidt højere niveau end A, som jeg fandt meget besværligt (og unødigt).
Jeg vil derimod anbefale Aalborg Uni. Jeg har hørt det er langt mere praktisk deroppe.

Et andet, sted i et andet forum, skrev nogen derimod

Datalogi ved Aalborg Universitet er meget gruppeorienteret, hvilket er en god ting. Dog lægger de meget vægt på det teoretiske, hvilket både er en fordel og en ulempe.

Og en tredje skrev skrev:

AAU er har meget fokus på gruppearbejde, og ikke tung matematik. Det er også eneste sted i Danmark man kan blive optaget på CS uden Matematik A.

(Dette passer ikke. Man skal have bestået matematik på A-niveau, selv på Aalborg Universitet.)

Det er lærerigt at få disse glimt ind i en opfattelse af hvordan de uddannelser, jeg har med at gøre, bliver opfattet udefra. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne genkende uddannelserne som nogen, jeg har forbindelse til, hvis jeg læste ovenstående uden at vide hvilket universitet, der var tale om.

Og så bemærker jeg, at der findes “skjulte informationskanaler”, der former kommende studerendes opfattelser af uddannelserne og nogle gange måske gør dette på en uheldig eller selvmodsigende måde. Hvad man skal gøre ved det fra universiteternes side, ved jeg ikke. Et første skridt ville være at være til stede i de fora på nettet, hvor kommende studerende får grundlagt deres forståelse og misforståelser.

Wason-testen

Her er et billede af fire kort. Kortene har et bogstav på den ene side og et tal på den anden. Hvilke kort skal man vende for at finde ud af om der gælder den regel, at hvis et kort har D på den ene side, så står der 7 på den anden side?

Prøv selv at tænke dette igennem.

Denne test blev skabt af den engelske psykolog Peter Wason, og det viser sig at de fleste mener at man skal vende D-kortet. Og det er korrekt. Omkring 75 procent svarer til gengæld også at man skal vende 7-kortet. Men det er ukorrekt; dette kort er helt irrelevant – derimod skal man vende 4-kortet. For hvis der viser sig at stå D på den anden side, har man opdaget at reglen ikke gælder.

Når vi tænker på dette som et problem om udsagnslogik, er det, vi beder forsøgspersonerne om, at finde ud af om de kan falsificere implikationen P \rightarrow Q for nogle givne atomare påstande P og Q.

Men det er interessant, at forsøgspersonerne klarer sig meget bedre, hvis man vælger en anden opsætning af problemet, f.eks. denne:

“Her er fire ansatte i et firma. For hver af dem får du enten at vide hvor længe de har været ansat eller om de er med i firmaets pensionsordning. Hvilke af de ansatte skal du spørge for at finde ud af om det er tilfældet, at hvis man er med i firmaets pensionsordning, har man været ansat i mere end 10 år?”

Der er mange bud på en forklaring af hvorfor forsøgspersonerne nu klarer sig bedre. De har alle én ting fælles, nemlig at reglen nu bliver forklaret som en form for fortælling (måske en slags social kontrakt). Det er åbenbart nemmere for de fleste mennesker at forstå en fortælling om adfærd og konsekvenser end at forstå et egentligt logisk ræsonnement.

Jeg spekulerer på om der mon er noget, vi kan lære af det, når vi underviser i fag, hvor logiske ræsonnementer er centrale – og her tænker jeg selvfølgelig på fag som matematik og datalogi.

Hvert årti sine kabler

Siden jeg var teenager, er det sket én gang i årtiet: Jeg har skiftet mit musikanlæg ud. Egentlig hifi-entusiast har jeg aldrig været; den slags har jeg altid overladt til andre. Selv har jeg altid gerne “bare” villet have et anlæg, der kunne lyde fornuftigt uden at koste en bondegård og helst heller ikke se alt for klodset ud. Det var dog først, da jeg boede i Edinburgh i årene omkring 1990, at jeg fik et musikanlæg, der rent faktisk lød godt. Det var også omkring dét tidspunkt, jeg skilte mig af med kassettebåndoptager og pladespiller og nøjedes med en cd-afspiller (en god én!). For 13 år siden kom der en dvd-afspiller (med god lyd til cd’er!) og en receiver til i stedet for cd og stereotuner og -forstærker.

Sidste år købte jeg nye højttalere, fordi vi alligevel skulle renovere vores hjem, og da vi flyttede ind igen, indså jeg tidens fylde, da jeg forgæves forsøgte at købe et nyt kabel til at forbinde dvd-afspilleren med. “Mener du virkelig et analogt kabel?” spurgte en ung ekspedient med lettere vantro mine. Og få måneder senere gav den 13 år gamle receiver tydelige tegn på at være mæt af dage (eller også var den bare blevet teenager): Det var mere undtagelsen end reglen, at man kunne tænde den. Og omme bag den lave reol var der efterhånden blevet fremmanet en uskøn spaghettiret af ledninger og kabler.

Så i denne uge markerede jeg at endnu et årti var gået og brugte noget af resterne af arven efter min mor på at købe et nyt musikanlæg: En surround-receiver med trådløs internet-forbindelse og en disk-afspiller til cd/dvd/blu-ray (med god lyd!!).  Det bliver nok den sidste afspiller af den slags, jeg nogen sinde køber. Skal jeg så have en pladespiller? Jeg ved ikke rigtig; så hip er jeg ikke.

Fredag aften gik med at slås med at sætte alle højttalerkablerne rigtigt i [det var sværere end jeg troede!], forbinde alting og få indstillet surroundkanalerne ved hjælp af svup-lyde og en lille mikrofon sat på et raketagtigt papstativ [en underlig oplevelse!]. Mellem de to nye kasser går der nu ét enkelt HDMI-kabel; ingen forældede analoge kabler er tilbage. Spaghettiretten bag den lave reol er mindre prominent end før. Og det nye anlæg lyder godt og virker endda næsten som det skal – jeg mangler at regne ud hvordan jeg kan afspille musik fra hjemmets netværksdisk. Men det kommer nok. I skrivende stund har jeg fundet en af de gamle cd’er frem og lytter til den.

Må piger være genier?

Østrigsk-amerikanske Hedy Lamarr var bedst kendt som filmskuespiller, men faktisk stod hun bag en vigtig opfindelse, nemlig princippet om frekvenshop i trådløs kommunikation.

Jeg har læst om en amerikansk undersøgelse, hvor børn mellem 5 og 7 år bliver bedt om at kønsbestemme en person ud fra en lille historie. Undersøgelsen skyldes Lin Bian, der er PhD-studerende ved University of Illinois, Andrei Cimpian som er professor i psykologi ved New York University og Sarah-Jane Leslie, der er professor i filosofi ved Princeton.

Børnene i undersøgelse fik læst den lille historie højt, og i historien fik de at vide at hovedpersonen var “rigtig, rigtig godt begavet”. Men der er ikke noget, der afslører hovedpersonens køn. Bagefter skulle børnene fortælle hvilket køn, de troede at hovedpersonen havde.

Når der var tale om børn på 5 år, var der en signifikant tendens hos både drenge og piger til at mene at hovedpersonen havde deres eget køn. Men når børn på 6 år fik læst den lille historie højt, var der hos både drenge og piger nu pludselig en signifikant tendens til at mene at hovedpersonen var af hankøn.

Jeg spekulerer selvfølgelig på hvordan sådan en uheldig opfattelse opstår. Skyldes den lærere og pædagoger, forældre eller børnebøger og -film?

Men derudover bliver jeg endnu mere bekymret, fordi dette meget nemt risikerer at spille sammen med den uheldige tendens der er til at opfatte nogle akademiske fag som fagområder, der kræver et særligt medfødt talent – og her står de naturvidenskabelige fag desværre højt på listen.

I dit korte liv

Så blev jeg omsider færdig med at læse Bertrand Russells bog In Praise of Idleness. Det sidste essay i bogen er Russells overvejelser om hvordan hver enkelt af os skal forholde sig til døden. Hans budskab er at vi skal leve med at vi en dag skal dø og at vi skal lære at fortælle det til os selv – og at finde ud af hvordan vi fortæller det til vore børn.

Nu kan jeg så læse, at amerikanske erhvervsfolk og virksomheder (bl.a. Google) poster store summer penge i forskning i hvordan man kan forlænge livet. Det er ikke forskning målrettet døende mennesker. men forskning der skal gøre det muligt at leve meget længere end de 122 år, der lige nu er rekorden.

En gruppe mennesker (som jeg har skrevet om her på bloggen for snart længe siden) der deler dette håb er transhumanisterne. Hos The Atlantic kan man se en lille video med et kort portræt af den amerikansk-ungarske transhumanist Zoltán Istvan. Men det jeg tænker, når jeg ser og læser om Istvan og hans med-entusiaster, er at de faktisk virker mere optaget af døden end jeg er, når man ser dem med alle deres snedige planer om at snyde døden ved brug af kosttilskud, omhyggelige gymnastikprogrammer, nedfrysning og implanteret elektronik i kroppen.

Nogle har sammenlignet livet med en fest – hermed ikke sagt at et menneskeliv er særlig festligt. Men en fest har en begyndelse og en afslutning, og en dag kommer der en anden fest.  Hvis vi var udødelige, ville festen aldrig slutte, men så ville det også være fristende at vente med at gå til fest. Og måske endte man så med aldrig at ankomme til festen. Jeg vil hævde, at det er min accept af døden, der gør det muligt for mig at leve. Selvfølgelig bliver det underligt at skulle herfra, men der skal være plads til nye generationer med nye ideer og nye drømme.

Der er en gammel sang af PH, der egentlig udtrykker det meget klart:

I dit korte liv
er det meste spildt.
Tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt:
Håndtryk blev glemt,
chancer blev spildt.
Hold dig vågen ven.
Hvorfor sove nu
i den lyse sommernat …
Det haster med det kys.
Den kommer, før du tror,
den drømmeløse søvn.

En universitetsavis?

Københavns Universitet har en universitetsavis, der bare hedder Universitetsavisen (ligesom man i sin tid, når man ringede til Københavns Universitet, fik at vide i omstillingen at “det er universitetet”).

Når jeg læser det seneste nummer af Universitetsavisen fra København, bliver jeg forbløffet og faktisk også misundelig. Her er der både debat og kritisk journalistik, bl.a. en kritisk artikel om de siddende dekaner og hvordan forholdet mellem dem og den nye rektor mon vil blive.

Aalborg Universitet havde engang Center-Nyt (hvor Studenterrådet havde sit blad på bagsiden) og senere blev det erstattet af det stadigt mere glittede Uglen. Men Uglen holdt op med at udkomme i 2013. Der er nu ikke længere noget tilsvarende forum på min arbejdsplads; kun en Facebook-side og nyhedsbreve fra ledelsen og de centrale kontorer. Der er ikke noget fælles medium, hvor der også kan være et rum for debat og for intern kritik. Jeg er ikke sikker på at det er godt for universitetet, at den fælles kommunikation for alle ansatte og studerende kun foregår på denne måde og tilsyneladende kun i én retning.

Magt og afmagt

Måske er det en følelse af afmagt, der er en fælles forklaring på populismens fremkomst. Følelsen af afmagt har drevet nogle til f.eks. at stemme på Trump, og følelsen af afmagt hersker nu hos dem, der er modstandere af Trump og andre højrepopulister. Jeg vil advare mod at gøre højrepopulisternes holdninger legitime, men følelsen af afmagt hos deres vælgere kan bestemt være legitim.

Hvis man har en følelse af afmagt, skyldes det at man ikke føler at man har indflydelse på sin egen situation. Men er der da ikke demokrati mange steder i Europa og Nordamerika? vil nogle spørge.

Hertil vil jeg svare, at demokratiet er begrænset på mange måder. Den demokratiske proces skal give os alle indflydelse og gøre os alle i stand til at sætte os i Den Andens sted, så vi kan træffe bedre beslutninger. Det er ikke det, vi ser i disse år.

Der er ganske vist valg hvert fjerde år og af og til er der også folkeafstemninger. Men derefter er det alene repræsentanternes demokrati. Og hvis man har et arbejde, tilbringer man en stor del af sin hverdag uden for en demokratisk proces. Den typiske arbejdsplads er et sted, hvor der ikke findes demokratiske beslutningsstrukturer eller fri information, men samtidig er de beslutninger, der bliver truffet her, af meget stor betydning for de ansatte.

En del private virksomheder taler ganske vist om at lederne skal “inddrage” de ansatte og “lytte”. På universiteter og andre offentlige virksomheder ser vi en tilsvarende proces. Der er en intention om at medarbejdere skal “inddrages” i forbindelse med væsentlige beslutninger, men det er lederne der bestemmer, hvad der er væsentligt, og i sidste er det altid dem, der bestemmer (og de er ikke blevet valgt). Der er ikke tale om medbestemmelse.

Hvis der kun er tale om demokrati i visse sammenhænge i samfundet og i forbindelse med store beslutninger og ekstraordinære situationer, er det ikke sikkert, at de beslutninger, der så bliver truffet, bliver særligt gennemtænkte. Hvis deltagerne ikke er vant til at være del af den demokratiske proces, bliver de mindre vant til det. Nogle gange bliver de politiske diskussioner bare mere polariserede og hadefulde, og de hadefulde diskussioner på f.eks. Facebook er typiske for sammenhænge, hvor deltagerne ikke til sidst skal træffe en beslutning i fællesskab. Vreden og hadet virker som tegn på afmagt.

Jeg tror, at et anderledes demokrati, hvor repræsentanterne er i konstant og forpligtende dialog med dem, der har valgt dem, og hvor demokratiet bliver udvidet til et demokrati også på bl.a. arbejdspladser, vil kunne være med til at fjerne følelsen af afmagt, give bedre diskussioner og gøre det sværere for de populister, der hævder at “tale på det tavse flertals vegne”. Trump, Farage Le Pen og andre med dem ynder at fremstille sig selv som “folkets repræsentanter” mod eliten, men faktisk kommer de ofte selv fra den absolutte overklasse og det er ikke meget, de taler om demokrati, når de først kommer til magten.