Fængslernes teologi

Her til aften så jeg på DR2 en amerikansk dokumentarfilm om Red Onion, et fængsel i USA. I USA kan fanger sidde isolationsfængslet i mange år, og det kan næppe komme som nogen overraskelse, at denne bevidst påførte ensomhed ikke fører noget som helst godt med sig. Mange fanger udvikler voldsomme psykiske problemer, og nogle bliver egentligt psykisk syge.

Men hvorfor har vi fængsler og et fænomen som isolationsfængsel? Én legitim begrundelse er selvfølgelig, at nogle mennesker er for farlige til at man kan lade dem færdes frit. Men der er her tale om et fåtal af fanger.

Ideen bag fængselssystemet, som vi kender det i dag er en anden, og den kan føres tilbage til den britiske Penitentiary Act fra 1779. Denne lov indførte fængsel i særlige statsfængsler som en ny form for straf og var tænkt som et humant alternativ til dødsstraf og landsforvisning. (Sidstnævnte var blevet sværere efter tabet af kolonierne i Nordamerika.) Baggrunden bag denne lov var et bestemt protestantisk syn på teologi: fængslet skulle være et sted, hvor fangen havde tid til at angre sine synder. Det er ikke noget tilfælde, at et af de engelske ord for fængsel (netop dét sprog har forbløffende mange ord for “fængsel”!) er penitentiary.  Dette ord er afledt af penitence, der simpelthen betyder “dyb anger”. En bog af den britiske historiker Laurie Throness kaldet A Protestant Prison tager fat på netop dette, det teologiske grundlag for bestemt former for straf.

Det interessante og triste er at denne idé fra 1700-tallet faktisk stadig dominerer manges holdninger til forbrydelse og straf, og ikke mindst i USA har ideen om langvarig fængsling som en god strafform kronede dage. Dokumentarfilmen viser med stor tydelighed, at fangerne fra Red Onion har angret og har brugt adskillige på at angre. Men de sidder der stadig, og nogle af dem kommer aldrig ud af fængslet igen. Hvad det egentlig er, der skal ske ifølge det protestantiske syn på straf, når fangen har angret, var og er uvist.