Så tager vi bare de gamle slides

I dag holdt jeg endnu engang min workshop om flipped classroom i forbindelse med adjunktpædagogikum på AAU. I en pause spurgte en adjunkt mig, hvad det værste ville være, der ville kunne ske, hvis flipped classroom slog igennem og de fleste undervisere begyndte at indspille podcasts i stedet for at forelæse. Jeg tænkte mig lidt om og svarede så, at det værste ville være at alle de mange forelæsere, der bruger et hav af slides (ofte: Powerpoint-slides) i deres forelæsninger, simpelthen tog deres slides-baserede præsentationer og lavede dem til podcasts. Og her nikkede adjunkten.

Der findes allerede en udbredt kultur om genbrug af slides blandt universitetslærere, og vi risikerer meget let at føre denne kultur videre ind i en verden af podcasts. Her mindes jeg en kollega fra AAU, der holdt et kursus med masser af slides – og kursuslitteraturen var de selvsamme slides! Jeg har aldrig hørt nogen, der oplevede de lange forelæsninger med dynger af slides som værende god undervisning. Mange har lært at leve med dem, men det er så også dét.

Jeg tror stadig, at det schweiziske Anti-Powerpoint-parti (som jeg skrev om her i 2011) har sin berettigelse.

Flattr this!

Årets nordjyde

Her til aften har man måske set min familie og mig i TV2 Nord; min hustru havde været så flink at invitere os til kåringen af Årets nordjyde i Musikkens Hus i Aalborg i anledning af at hun fyldte år.

Hun og jeg syntes begge at det var interessant at gense Steffen Brandt og resten af TV-2; det er snart mange år siden, jeg holdt op med at følge med i deres musik, men jeg har ikke noget dårligt at sige om dem. Og tilbage i vinteren 1982-1983 havde jeg som medlem af Studenterrådet været med til at arrangere en koncert med selvsamme band. Der kom ikke ret mange til den koncert, husker jeg – men måneden efter fik TV-2 så et stort hit med “Popmusikerens vise”. Den fik vi også her til aften med Jonny Hefty på gæstevokal. Ham var det også godt at gense.

Resten af aftenens program var en blandet omgang; aftenens komikerduo har jeg glemt navnet på, og det bør de være glade for. Der var også to nye nordjyske musiknavne, og det ene sang en hyldest til Thy – bizart nok på engelsk.

Årets nordjyde blev helt fortjent Mikkel Salling Holmgaard, manden bag det såkaldte Back to Life-projekt. Lige inden showet skulle jeg på toilettet, og her så jeg ham stå sammen med familien og se særdeles nervøs ud. Det var der så heldigvis ingen grund til.

Flattr this!

Når de studerende stemmer med fødderne

Lavt fremmøde i AAUs bygninger i Rendsburggade.

I dag begyndte jeg at undervise igen, nu hvor min stemme er tilbage og influenzaen kun er et ærgerligt minde. Det var godt at komme i gang igen, men ikke alt var godt. Jeg har tidligere skrevet om lavt fremmøde. Nogle har herefter påpeget, at antallet af faktiske deltagere burde være sat lavere end Moodle gør og at fremmødet derfor var bedre end jeg troede. I dag kunne jeg se, at fremmødet er blevet tydeligt lavere her midt i semesteret og ikke alene kan tilskrives varierende opfattelser af antallet af registrerede deltagere.

Jeg laver et antal opgavesæt svarende til hvor mange, der havde meldt sig til denne kursusgang. Men i dag lå der alligevel 15 opgavesæt tilbage. Og jeg så også, at nogle studerende dukkede kortvarigt op, hentede et opgavesæt og derefter skyndte sig at forlade lokalet igen. De var ikke engang interesseret i at følge min korte introduktion i plenum til opgaverne. Det var også i dag, jeg havde den nye lærebog med, som skal bruges i anden halvdel af kurset, og som de studerende har kunnet bestille og i dag kunne hente. Men på grund af det lave fremmøde er halvdelen af disse bøger ikke blevet hentet af studerende.

Jeg har ikke tidligere år oplevet, at mit kursus på denne måde er ved at kæntre, fordi en stor en del af de studerende “stemmer med fødderne” og bliver væk fra undervisningen. Rygtet vil vide, at mange studerende nu sidder i grupperummene i undervisningstiden i stedet for at dukke op til øvelserne i seminarrummene. Det er jeg rigtig ked af.

Det er trist at opdage, at så mange studerende er af den holdning, at de med fordel kan undlade at have kontakt til underviserne. Og det er ærgerligt for mig som underviser at bruge tid på at planlægge et undervisningsforløb, som mange vælger ikke at ville deltage i.  Jeg vil rigtig gerne have, at de studerende lærer det fag, jeg underviser i, for det er et fag, som jeg holder af og som er vigtigt, men det er svært at trænge igennem, når mange studerende ikke vil deltage. Måske er der tale om en tavs protest mod et kursusforløb, som de studerende finder utilfredsstillende, men jeg ved det ikke. Det er svært at finde ud af, hvad problemet skyldes, for jeg kan ikke spørge de mange studerende, der vælger at blive væk.

Der er en yderligere konsekvens, som de tavse, fraværende studerende formodentlig ikke er opmærksomme på: Når et stort antal studerende konsekvent ikke deltager i undervisningsaktiviteter, kommer det meget let med til at bane vejen for nedskæringer i de kommende år. Vi er i forvejen presset på resurser, og det bliver svært for mig at argumentere for at få to hjælpelærere til næste års kursus, ja måske endda at få hjælpelærere overhovedet, når et stort antal studerende ikke gør brug af hjælpelærerne.

Flattr this!

Informationsteknologi eller datalogi

Ikke helt få har delt et interview med Bjarne Stroustrup fra dagens udgave af dagbladet Information. I interviewet siger Stroustrup om brug af en computer i undervisning:

»Man skal kun bruge den, når der er bevis for, at man får bedre resultater end ved at tale sammen eller bruge pen og papir,« siger han.

»Hver time, der er brugt på at lære et barn Word eller Google, kunne være brugt på noget andet: historie, litteratur, matematik, biologi, fransk, gymnastik eller en tur i skoven. Kun hvis den tid, der bruges på it, hjælper med den bredere uddannelse, er den godt brugt. It er et værktøj, ikke et mål i sig selv.«

Jeg er enig i hans betragtninger. Det, der gør computeren til et væsentligt redskab, er at den er en programmerbar maskine. Hvis man ikke vil fremhæve dette i undervisningen, bør man lade være at bruge computere. Det er lige så lidt et mål at man skal bruge en computer i sig selv som at man skal lære at bruge bøger i sig selv.

Inden for datalogiens fagdidaktik og inden for uddannelsesforskning har man i en del år talt om computational thinking, og det er noget ganske andet end at være bruger af en computer. I computational thinking er fokus, at der er en bestemt algoritmisk måde at tænke på, som dukker op i mange fagområder – måske endda alle. Algoritmer giver os en systematisk metodologi, og fordi algoritmer er generelle, gør de det muligt for os at tænke i termer af abstraktion. Og fordi algoritmer kan afvikles af en computer, gør algoritmer det muligt at automatisere arbejdsopgaver (herunder bestemte tanke-opgaver). Vi har at gøre med nogle grundfaglige begreber, ikke med simple anvendelser af elektroniske kasser.

Netop disse begreber – algoritmer, abstraktion og automatisering – dukker op i en ny artikel fra Communications of the ACM, i hvilken Aman Yadav, Chris Stephenson og Hai Hong (forskere fra henholdsvis Michigan State University og Google) belyser hvilke krav dette stiller til opkvalificering af lærere.  I Danmark er det desværre begrænset, hvilke initiativer, der findes på området. Ligesom man ikke skaber bevidste brugere af tale- og skriftsproget ved blot at indkøbe bøger til skolen, kommer man aldrig ud over den primitive “Word og Google”-(mis)forståelse ved blot at købe computere og andet grej ind til skolerne. Der er nødt til at være et systematisk samarbejde mellem datalogimiljøer på universiteterne og læreruddannelserne. Og her så jeg gerne, at vi startede med at sende begrebet “informationsteknologi” i skammekrogen med alle de uheldige konnotationer, dette begreb har.

Flattr this!

Lillian Alling

Først i denne uge blev jeg bekendt med den fascinerende historie om Lillian Alling. Som så mange andre europæere kom hun til USA i begyndelsen af det 20. århundrede. Livet i New York var imidlertid slet ikke, som hun havde håbet, så i vinteren 1926 bestemte Lillian sig til at rejse tilbage til Europa. Men hun havde ikke råd til billetten, og derfor valgte hun at gå. Hendes plan var at komme tilbage til Europa via Beringstrædet og derefter vandre gennem Sibirien.

Lillian Alling gik hele vejen tværs over USA og op langs den canadiske vestkyst. Her blev hun tilbageholdt af politiet, men da vinteren sluttede, måtte man lade hende fortsætte nordpå. Det sidste, nogen hørte fra Lillian, var at hun forsøgte at komme med en båd over Beringstrædet.

Det er en fascinerende historie, også fordi vi ikke ved, hvordan den sluttede. Nåede Lillian Alling frem? Og hvor kom hun egentlig fra? Mange steder bliver hun omtalt som russisk, mens andre mener, at hun oprindelig hed Olejnik til efternavn og kom fra Hviderusland. Atter andre har nævnt Polen og Estland, og ud fra hendes navn at dømme kunne hun også have været dansk.

Der er skrevet mindst én bog om Lillian Alling, og i 2010 blev der endda skrevet og opført en opera om hende.

Flattr this!

83 procent

Jeg har læst om Dunedin-undersøgelsen, en longitudinal undersøgelse af 1000 borgere fra Dunedin i New Zealand. Man har fulgt dem fra de var 3 år gamle og gennem voksenlivet (det er der kommet mere end 1200 videnskabelige publikationer ud af), og i løbet af en periode på 35 år er det kun 17 procent af deltagerne, der aldrig har fået en psykiatrisk diagnose.

Nogle vil her sige, at det først og fremmest viser hvor nemt det er blevet at give mennesker en psykiatrisk diagnose.  Men man kunne også konkludere, at denne slags sygdom er en almindelig del af mange menneskers liv og at der kan være tale om en sædvanlig reaktion på modgang. Ikke mange ville formodentlig reagere, hvis det viste sig at 83 procent af deltagerne i en mangeårig undersøgelse på et tidspunkt blev diagnosticeret med en behandlingskrævende fysisk sygdom. Dette bør give alle noget at tænke over: Er det virkelig kun 17 procent, der er “normale”?

Det er også interessant, at et af de oprindelige mål med Dunedin-undersøgelsen (der var mange) var at afdække de faktorer, der gør at et menneske ikke bliver ramt af psykisk sygdom. Her er billedet mere kompliceret end forventet – der er ikke en statistisk signifikant sammenhæng med økonomisk baggrund eller fysisk helbred, men derimod med personlighedstræk, grundlagt allerede i en alder af 3 år, og med om der er andre tilfælde af psykisk sygdom i familien.

Flattr this!

Billederne, man ikke kan glemme

Et retoucheret billede taget lige efter terrorhandlingen i London i den forgangne uge.

Skal man dele de foruroligende billeder fra den forgangne uges terrorhandling i London? Den britiske journalist Stephanie Boland skriver et tankevækkende indlæg om det i New Statesman, og heri nævner hun en canadisk undersøgelse, der viser at også journalister, der ser voldsomme billeder på anden hånd (dvs. ikke billeder af farlige situationer, de selv har oplevet, men billeder af hvad andre har været udsat for), er i fare for at blive permanent påvirket af det.

Det er blevet meget nemt at dele billedmateriale, og nogle gange er jeg stødt på rigtig voldsomme og frastødende billeder på nettet. Det kan være sket ved billedsøgninger eller såmænd også “bare” i det store Facebook-feed. Der er uhyggeligt mange voldsomme billeder fra borgerkrigen i Syrien, og især billederne af døde børn ætser sig fast i hukommelsen hos mig. De værste oplevelser får jeg, når billederne dukker helt uventet op midt i det hele.

Der er billeder, jeg ville ønske, jeg aldrig havde set. Når man først har set den slags, glemmer man dem aldrig, og man begynder så småt at tvivle på menneskeheden. Eller rettere: Sådan får jeg det. En anden måde, man kan ende med at reagere på, er ved efterhånden at blive følelsesløs. Sådan kan jeg også efterhånden få det. Alene dét er måske en grund til ikke at dele denne slags billeder: at man kan ende med at blive immun og få et ubehageligt “abstrakt” forhold til alt det uhygggelige. Vi har alle en grænse for hvad vi kan kapere. Stephanie Boland bemærker, at der nu dukker flere billeder op af ofrene fra London, fra før den tragiske hændelse, billeder der viser de liv, de engang levede og som de blev berøvet. Hun skriver

It is those images which I hope will be shared: not just as a way to resist fear, but as a way of acknowledging them as more than victims – of forging a different connection, based not in horror and voyeurism, but in a small moment of shared humanity.

Og det er jeg helt enig med hende i.

Flattr this!

Ved F-klubbens 40-års jubilæum

Gensyn med F-klubbens gamle for- og bagmand Per Madsen.

I dag fejrede F-klubben sit 40-års jubilæum, og der var ganske mange til stede i kantinen på Selma Lagerlöfs Vej 300. Også nogle gamle kandidater havde fundet vejen forbi. Det var hyggeligt at gense dem; og heldigvis var F-klubbens formand gennem en årrække, Per Madsen, også blandt dem, der kunne være til stede og holde en tale med indtryk fra en lang og broget og uformel historie. De første indslag var med Finn Verner Jensen, der var med til at oprette F-klubben, og institutleder Kristian Grønborg Olesen, også et trofast og mangeårigt medlem. Selv har jeg kun være medlem i knap 34 år, men jeg blev alligevel bedt om at holde tale.

Desværre må jeg ikke tale for tiden, så min tale kunne jeg ikke holde selv. Tak til Jane Billestrup, der sørgede for at holde den på mine vegne!

Herunder er den i sin helhed.


Tale ved F-klubbens 40-års jubilæum

I sidste uge pådrog jeg mig en mere end almindeligt stædig influenza, som til sidst besluttede sig for at besøge mine stemmebånd. Lige nu kan jeg slet ikke tale –- eller rettere: Det kan jeg måske, men min læge siger at jeg skal la være med at prøve. Det er derfor, det ikke er mig, der holder denne tale.

Jeg blev medlem af F-klubben tilbage i september 1983, da jeg var en vred ung matematikstuderende og Afdeling for matematik og datalogi, som det hed dengang, holdt til inde i midtbyen på Strandvejen 19

Der er et gammelt halvfjerdserhit som har en linje, der lyder “you can check in any time you want, but you can never leave”, og sådan er det også med F-klubben. Én gang medlem, altid medlem. Der er ikke noget i vedtægterne, der beskriver hvordan man melder sig ud. Det kan man nemlig ikke.

Og ja, der var en masse halvfjerdseratmosfære over F-klubben dengang, men det er lige præcis derfor, den betød så meget for mig.

F-klubben havde et større arsenal af fjollede traditioner. Mange af dem opdagede jeg i løbet af mine første uger som medlem.

F-klubbens generalforsamling var sådan en tradition — en mellemting mellem et beruset møde og en fest, men bagefter var der altid en rigtig fest.

Til generalforsamlingen var en af de særeste traditioner nok den med næsen. Jeg har ingen anelse om hvem der egentlig fandt på i ideen, men allerede i 1983 var den særdeles veletableret. Jeg hørte første gang om næser netop under generalforsamlingen, da dagsordenen nåede til punkt etellerandet. En næse var en officiel påtale i form af en plasticnæse med krav om at man skulle bære samme resten af aftenen.

Dén aften kom der flere potentielle næsemodtagere i forslag, og derpå fulgte en længere, måske ikke helt ædru drøftelse — og derefter skete der ingen verdens ting. Men derefter oprandt stunden, hvor man skulle tale om rehabilitering af næser.

Det stod imidlertid hurtigt klart for mig at vedtægterne heller ikke sagde noget om den slags. Én gang næse-indehaver, altid næse-indehaver.

Det forhindrede imidlertid ikke En Vis Person i at give en lang og snørklet (nogle ville sige lidenskabelig) forsvarstale om uretfærdigheden i at have fået en næse året forinden — eller var det mon flere år tidligere? Ingen var helt sikre på det, virkede det til, og egentlig var det vel også ligegyldigt. Vi fik hele klagesangen under alle omstændigheder. Efter hvad jeg kunne forstå, havde En Vis Person og visse af hans medstuderende bestemt sig for at tage en enkelt øl en fredag eftermiddag. Men én øl førte til flere, og til sidst var køleskabet tomt, og lageret ligeså. En mindre krise fulgte, og det var denne krise, der havde gjort at En Vis Person havde fået næsen sidste år (eller et eller andet andet år)

Netop denne Visse Person bar forresten navnet Kristian. Rygtet vil vide, at han i dag er institutleder et sted på dette universitet. Så vidt vides er han holdt op med at få sin næse (den af plastik) omstødt.

En anden tradition var Miss F-sektor (af en eller anden grund var det ikke “Miss F-klubben”), en skønhedskonkurrence som blev afholdt under festen efter generalforsamlingen. Den forsvarende Miss F. var Preben Dahl Vestergaard, som dengang underviste os i “Funktioner af flere variabler” (han er i dag gået på pension) — men den aften skiftede kronen (eller plastichjelmen, som det retteligt var) ejer. Den nye Miss F-sektor var en muligvis lidt forbeholden datalogistuderende på 8. semester ved navn Jan. Rygtet vil vide at også han er kommet videre i livet og i dag har en akademisk stilling på dette institut og aldrig har forsøgt at udnytte sin fortid som skønhedsdronning.

Noget af det, der var rigtig godt ved F-klubben var, at alle var med – studerende og ansatte. Det var ved F-klubbens festlige lejligheder, at man fik mulighed for at se de lidt mere uformelle sider hos dem, man blev undervist af. I så henseende opdagede jeg snart, at F-klubbens julefrokost var en klassiker. Desværre er der ikke mange, der husker meget fra disse seancer — om end jeg har en svag erindring om visse mennesker, der engang sad fast i en godselevator. Og nej, jeg var ikke blandt dem.

Årene gik, jeg endte i et anfald af ufornuft med at blive kandidat og endte til sidst på den anden side af katederet. På et tidspunkt endte F-klubben desværre også på den anden side af katederet; den havde nu fået ru for at være sådan et sted, hvor kun studerende var med. Væk var den tidd, hvor man kunne se ellers respektable akademikere slå sig løs. I stedet fik vi de den officielle institutjulefrokost ved Institut for datalogi, og den er præcis lige så festlig som navnet antydet (eller måske i virkeligheden lidt mindre festlig end dét).

Tiderne skifter, som en anden gammel sang siger det (eller også er det navnet på et forlag). Sidste efterår tilbragte jeg på Institut for matematiske fag, og her opdagede jeg at nogle af de gamle ideer og noget af ånden fra F-klubben ser ud til at have levet videre. Det fik mig til at indse hvor meget jeg havde savnet både matematik og F-klubbens gamle ånd, og jeg indså at matematik i lige så høj grad bærer F-klubbens ånd videre som datalogi gør (eller gerne vil mene at gøre).

I sidste måned flyttede jeg så kontor igen, og nu tilbage til Institut for datalogi. Jeg har nu kontor lige oven på et sted i bygningen, hvor F-klubben færdes. Jeg burde nok gå lidt oftere nedenunder.

Så ja, selv om jeg ikke kan forlade F-klubben, er jeg desværre ikke det medlem, jeg var engang. Jeg savner det, og jeg savner de fjollede traditioner som kan hjælpe os med at få hele effektivitetscirkusset på afstand engang imellem. Jeg savner især de festlige lejligheder, der kan bringe studerende og ansatte samme og lade os slå os løs. Det bør vi gøre noget ved.

Nogle gange er det som om det faktisk ikke er tilladt at slå sig løs. Studerende skal bestå så mange eksaminer som muligt så hurtigt som muligt, og universitetslærere burde se at få sig nogle flere eksterne forskningsmidler, så de kunne publicere noget mere og få sig frikøbt for undervisning (den slags er alligevel en opgave for udenlandske PhD-studerende). Visse danske politikere har fundet på alle disse såkaldte reformer, der gør al denne mangel på morskab mulig. Tilbage i 1983, da jeg blev medlem af F-klubben, var selvsamme politikere stadig travlt beskæftiget i børnehaver rundt om i landet.

Hvis der var nogen, der skulle have en næse i vore dage, var det dem.

Flattr this!

Myter om undervisning

Læringspyramiden er – forkert. Der er intet evidensgrundlag for den.

Først i denne uge blev jeg opmærksom på eksistensen af bogen Urban Myths about Learning & Education af de tre uddannelsesforskere Pedro De Bruyckere, Paul Kirschner og Casper Hulshof fra Nederlandene. Bogen tager fat på 35 opfattelser om undervisning og læring, der alle er udbredte, populære, nemme at forstå – og uunderbyggede. Forlaget har et ultrakort sammendrag på 1 side, og det er værd at læse.

Mange har f.eks. set “læringspyramiden” ovenfor. Hvor kommer den fra? Forfatterne kan røbe, at den skyldes den amerikanske forretningsmand Edgar Dale, der opfandt “pyramiden” i 1946. Senere tog det indflydelsesrige National Training Laboratories (NTL) i USA den til sig og gennem NTL blev mange introduceret til pyramiden. Men den bygger ikke på forskningsresultater overhovedet.

De sidste myter i bogen er dem, der handler om uddannelsespolitik, og her er nogle af dem:

Myths in Educational Policy

28: Comparing countries
29: Class size doesn’t matter
30: Larger schools are better
31: Single sex is better
32: Male teachers better for boys
33: Holding back a year is good
34: More money is better
35: Education never changes.

Ganske mange af de 35 myter, måske dem alle, dukker op i kurser (som ikke afholdes af uddannelsesforskerere), hos politikere og i folkemunde.

Flattr this!

Det slutter aldrig

Foto: Getty Images

I dag var der endnu ét i den lange række af terrorangreb, nu i London. Og hvor var det dog tragisk. Endnu engang (for tredje gang siden i sommers) har nogen angrebet tilfældige mennesker ved at køre ind i dem. Mine tanker går igen til dem, der har mistet nogen de holdt af.

Min næste tanke var desværre denne: Det slutter aldrig. Vi kan blive ved med at stramme sikkerhedsforanstaltningerne, men det vil aldrig få bragt denne slags ulykkelige hændelser til ophør. I virkeligheden er terrorangrebene blevet normaliseret: de udgør en kategori af forbrydelse på linje med alle andre forbrydelser – og lige så lidt som der kommer et “sidste hjemmerøveri” eller en “sidste selskabstømning”, lige så lidt kommer der et “sidste terrorangreb”. Hvis vi tænker på denne måde, nemlig at terrorhandlinger først og fremmest er forbrydelser, og lader være med at ophøje terroristerne til mennesker med store politiske motiver – for det er de ikke, de vil først og fremmest slå folk ihjel, og meget ofte er gerningsmændene psykisk ustabile mennesker – kan vi måske undgå det “våbenkapløb”, hvor der hele tiden i al hast bliver indført nye sikkerhedsforanstaltninger og der som reaktion herpå straks opstår forsøg på at undgå dem. Vi har som bekendt ikke tilsvarende voldsomt eskalerende “våbenkapløb” for andre typer af forbrydelser.

Flattr this!