Hvor er boligpolitikken?

Der har lige været en træls sag, hvor Inger Støjberg har kaldt en familie af syriske flygtninge griske, fordi forældrene til den 9-årige pige, der oprindelig kom til Danmark alene, blev rådet til at søge asyl fordi de så måske nemmere ville kunne få et sted at bo. Her ser vi bort fra at alle – også børn på 9 år – nu selv skal betale for transportudgifterne til familiesammenføring. Er dette grisk?

Men hele denne sag viser faktisk først og fremmest, at der er boligmangel rundt omkring i landet. Det er påfaldende (men ikke overraskende) at Inger Støjberg indtil for nylig har været boligminister, men slet ikke har talt om boligpolitik – og heller ikke gjorde det nu. Der er i det hele taget ikke mange, der taler om boligpolitik i Danmark.

Boligpolitikken i dagens Danmark fremstår i bedste fald som spredt fægtning. Det er ikke engang muligt at få gjort noget ved de ruiner af ubeboede huse, der findes i “Udkantsdanmark”.  Man har talt om “ghettoer”, men her er det interessant, at Kraks Fond Byforskning i november 2016 påviste at de boligområder, der nu udpeges som udsatte, faktisk har været det længe. Nogle gange taler politikerne om de hjemløse, andre gange taler de om skattefradrag i en boligjobordning.  Men er der nogen visioner? Alle disse diskussioner har for mig at se ét til fælles: det egentlige fokus er ikke boligsituationen, men de borgere, der bor i bestemte boliger (eller ikke har et sted at bo).

Der var en hel del store boligpolitiske initiativer i Danmark indtil første halvdel af 1970’erne, men siden har der ikke rigtig været nogen. Hvornår kommer der igen en substantiel diskussion om boligpolitik i Danmark ?(Hvis det kan være nogen trøst, sker der lige så lidt i Storbritannien.)