Automatisering i skyerne?

Foto: Vice.com (https://munchies.vice.com/en_us/article/robots-cooked-and-served-my-dinner)

Jeg kan ikke undgå at lægge mærke til, at der nu er en masse tale om konsekvenserne af automatisering og om hvordan maskinintelligens vil accelerere denne udvikling. Selv i statsministerens nytårstale kunne man høre tale om disruption, og her fremstod automatiseringen nærmest som et uafvendeligt naturfænomen.

Den skrækblandende begejstring minder mig dog en del om stemningen for 30 år siden, da man talte om ekspertsystemer. Dengang var der mange, der var sikre på, at der var store omvæltninger lige om hjørnet. Denne gang er det helt store tegn på, at der er et stykke vej igen, at mange af disse former for maskinintelligens benytter sig af dataanalyser, der kræver indblanding fra “skyen” (læs: en stor klynge servere). Den fra Apple-produkter så kendte talegenkendelses-app Siri er f.eks. helt afhængig af dataanalyser fra en server.

Ét er at kravene til regnekraft er så store, at de kun kan håndteres af en stor serverpark. Et andet incitament til ikke at lave dataanalyserne lokalt er, at det vil gøre den enkelte “intelligente” enhed mere kompliceret og sværere at vedligeholde og opgradere. Det er lettere at lave hyppige opdateringer af data-analyse-software på én central server end lokalt på f.eks et stort antal robotter.

Min bekymring er derfor ikke så meget en bekymring om “tænkende maskiner” og deres overlegenhed, men derimod en bekymring om de allerede velkendte sikkerhedsudfordringer, der har at gøre med at placere store mængder af data i “skyen”, og en bekymring om motiverne bag automatiseringen snarere end hvad automatiseringen måske kan opnå kort sigt. For her sker der hele tiden noget, også selv om løsningerne ikke er så elegante eller vidtrækkende, som nogle gerne vil have at de skal være.

Hele påstanden om “det skal kunne betale sig at arbejde” (der reelt er udtryk for påstanden “det kan lige nu betale sig ikke at arbejde”, dvs. at arbejdsløse ikke gider arbejde, fordi dagpengesatsen overstiger et vist beløb) kan nemlig få en anden og utilsigtet betydning: At det ikke kan betale sig at have  lavtlønnede og ufaglærte arbejdspladser. Man kan således allerede nu se, hvordan der er en del forsøg på at erstatte ufaglært arbejdskraft i fødevareindustrien med robotter.

Det er her, konsekvenserne kan blive store for samfundet – for ansættelse i fast food-foretagender og landarbejde som bl.a. frugtplukkere er typiske indgangsjobs for så forskellige grupper som uddannelsessøgende og flygtninge.