Frihed ved tvang?

Der er en rigtig interessant observation i et indlæg af Malte Frøslee Ibsen i dagbladet Information i dag, nemlig at der er noget selvmodsigende i den måde at kapre frihedsrettigheder på, som Dansk Folkeparti og deres ligesindede anvender.

Den 9. marts var der (også i Information) et debatindlæg af Karina Adsbøl og Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, hvor de anklager feminister for ikke at tage fat i den vigtige kamp for kvinders rettigheder, nemlig en kamp for muslimske kvinders rettigheder.

Det lyder umiddelbart flot, men så vidt jeg kan se er det mest et forsøg på at kapre ligestillingsdebatten og vende den til en form for nationalisme. Noget af det, som Dansk Folkeparti og andre højrenationalistiske partier i Europa og andetsteds er helt enige om, er at det bør være forbudt for muslimske kvinder at gå tildækkede.

Hvis man skal tage sådanne  udsagn for pålydende, er grundideen den at muslimske kvinder, der er tildækkede, er undertrykte – og ved at forbyde dem at gå tildækkede, er man med til at gøre dem fri. Men kan man skabe frihed gennem forbud? Og hvad er det egentlig for et frihedsideal, der er tale om?

Den påstand om kvindefrigørelse, som Dansk Folkeparti og andre har fat i, er i virkeligheden ikke en idé om at alle kvinder skal være frie, men derimod en idé om at alle kvinder skal leve på en helt bestemt måde – nemlig den måde, som mange hvide middelklassekvinder (og arbejderklassekvinder) lever på ifølge Dansk Folkeparti.

Jeg kan sagtens tilslutte mig den idé, at man bør tage oplyst stilling til religiøse normer og kunne forkaste dem (jeg er ikke selv religiøs), men samtidig er det min klare opfattelse, at man ikke kan blive fri gennem tvang eller “pr. stedfortræder”. Frigørelse kræver en personlig indsats – og der er jo faktisk også kvinder, der (uden at komme i nærheden af islam eller andre religioner) vil frigøre sig fra det kvindeideal, som Dansk Folkeparti antager som normen.

(Visited 124 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar