Og så kan jeg igen ikke sige noget

Min blog er måske snart i fare for at ende som en offentlig sygejournal, men det er lykkedes mig at miste stemmen igen. Sidst skete det den 10. februar i år, og denne gang er det influenzaens afskedsgave til mig – en uge uden at sige noget, ifølge min læge.

I det mindste har jeg da i frisk erindring, hvad jeg skal gøre – nemlig intet andet end at lade tiden gå i tavshed. Det er en uvant, men nødvendig ændring af adfærd. Jeg skulle holde to indbudte foredrag senere i denne uge – et for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening og et for PROSA. Dem har jeg begge måttet aflyse.  Kursusundervisningen i denne uge er en øvelsesgang, og den har mine to hjælpelærere været så venlige at tage sig af.