Mennesket er altings middel

Immanuel Kant.

Den antikke græske filosof Protagoras sagde at mennesket er altings mål. Hermed mente han så (i al fald så vidt jeg forstår hans udsagn) ikke, at mennesket er dét, al eksistens stræber henimod, men at den eneste målestok for om noget er godt eller ondt, sandt eller falsk, skal findes ud fra hvad mennesker siger derom. På denne måde kan udsagnet tolkes som en slags tidlig humanisme. Og langt senere sagde Immanuel Kant i sine forelæsninger om mennesket, at man aldrig må behandle andre mennesker som middel til at opnå et andet mål. Mennesket er et mål i sig selv. 

Men i dag kan man hævde at mennesket er blevet altings middel, og at målet – forstået både som endemål og som målestok – er noget andet.

I gårsdagens udgave af dagbladet Information var der en interessant artikel af Pil Christensen, der er uddannet sociolog og, efter hvad jeg kan se andetsteds, 30 år gammel. Artiklen er beretningen om konsekvenserne af en hjernerystelse, hun pådrog sig ved at slå hovedet på en hylde. Men det er ikke bare endnu en historie om hvad en hjernerystelse kan gøre ved et menneske, der stadig er tidligt i sit arbejdsliv. Hun kommer også med en rigtig god betragtning af mere filosofisk karakter:

Andre mennesker, såvel som naturen, betragtes i højere grad som midler, der eksempelvis kan give os et bedre, mere givende netværk, eller flere og billigere produkter.

I sådan et samfund er det langt sværere at stå af ræset. I stedet tilskyndes vi hele tiden til at skrue op, lave konkurrencefremmende tiltag i form af forskellige typer af arbejde, projekter, gode karakterer, efteruddannelse osv. Det er nemlig det, som er vores berettigelse.

Men hvis berettigelsen og pladsen her i tilværelsen skabes af vores status som middel og ikke som mennesker med en værdi i sig selv, så bliver vi meningsløse, så snart vi ikke længere er i stand til at deltage i konkurrencesamfundet.

Og det er i virkeligheden dét, der bekymrer mig: At vi er havnet i en situation, hvor det er konkurrencen (ikke engang succes i konkurrencen, men konkurrencen i sig selv), der er altings mål – og mennesket et middel hertil.  Og så vidt jeg kan se, er konkurrencen i virkeligheden kun ét af de mål, der ofte er usagte i Danmark og mange andre samfund, og som står over mennesket. “Danskhed” er et andet af disse mål: Det er vigtigere at være “dansk” end at være menneske som sådan. “Arbejde” er et tredje mål: Det er vigtigere at være et arbejdende menneske end et menneske. Dette ser vi både i den aggressive “beskæftigelsespolitik” og den megen tale om at “det skal kunne betale sig at arbejde” og i hvad vi faktisk ofte fokuserer på, når vi møder hinanden, nemlig på vores arbejde eller mangel på samme.

For disse og andre mål er mennesket blevet et middel.

(Visited 119 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar