Det slutter aldrig

Foto: Getty Images

I dag var der endnu ét i den lange række af terrorangreb, nu i London. Og hvor var det dog tragisk. Endnu engang (for tredje gang siden i sommers) har nogen angrebet tilfældige mennesker ved at køre ind i dem. Mine tanker går igen til dem, der har mistet nogen de holdt af.

Min næste tanke var desværre denne: Det slutter aldrig. Vi kan blive ved med at stramme sikkerhedsforanstaltningerne, men det vil aldrig få bragt denne slags ulykkelige hændelser til ophør. I virkeligheden er terrorangrebene blevet normaliseret: de udgør en kategori af forbrydelse på linje med alle andre forbrydelser – og lige så lidt som der kommer et “sidste hjemmerøveri” eller en “sidste selskabstømning”, lige så lidt kommer der et “sidste terrorangreb”. Hvis vi tænker på denne måde, nemlig at terrorhandlinger først og fremmest er forbrydelser, og lader være med at ophøje terroristerne til mennesker med store politiske motiver – for det er de ikke, de vil først og fremmest slå folk ihjel, og meget ofte er gerningsmændene psykisk ustabile mennesker – kan vi måske undgå det “våbenkapløb”, hvor der hele tiden i al hast bliver indført nye sikkerhedsforanstaltninger og der som reaktion herpå straks opstår forsøg på at undgå dem. Vi har som bekendt ikke tilsvarende voldsomt eskalerende “våbenkapløb” for andre typer af forbrydelser.