Lillian Alling

Først i denne uge blev jeg bekendt med den fascinerende historie om Lillian Alling. Som så mange andre europæere kom hun til USA i begyndelsen af det 20. århundrede. Livet i New York var imidlertid slet ikke, som hun havde håbet, så i vinteren 1926 bestemte Lillian sig til at rejse tilbage til Europa. Men hun havde ikke råd til billetten, og derfor valgte hun at gå. Hendes plan var at komme tilbage til Europa via Beringstrædet og derefter vandre gennem Sibirien.

Lillian Alling gik hele vejen tværs over USA og op langs den canadiske vestkyst. Her blev hun tilbageholdt af politiet, men da vinteren sluttede, måtte man lade hende fortsætte nordpå. Det sidste, nogen hørte fra Lillian, var at hun forsøgte at komme med en båd over Beringstrædet.

Det er en fascinerende historie, også fordi vi ikke ved, hvordan den sluttede. Nåede Lillian Alling frem? Og hvor kom hun egentlig fra? Mange steder bliver hun omtalt som russisk, mens andre mener, at hun oprindelig hed Olejnik til efternavn og kom fra Hviderusland. Atter andre har nævnt Polen og Estland, og ud fra hendes navn at dømme kunne hun også have været dansk.

Der er skrevet mindst én bog om Lillian Alling, og i 2010 blev der endda skrevet og opført en opera om hende.

(Visited 139 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar