En reel bekymring

En artikel i Wired handler om at kunne leve med risikoen for Alzheimers sygdom og andre alvorlige sygdomme med en genetisk faktor. Med de genetiske tests, vi i dag, råder over, er dette en reel bekymring. Min mor blev dement, da hun var omkring 60 år gammel (præcis hvornår det begyndte, ved jeg ikke; den slags kommer snigende) og derfor er det muligt, at også jeg kan ende med at blive dement. En af de mest ubehagelige tanker, jeg overhovedet kan få, er netop dén.

Når det sker at jeg får denne tanke, tænker jeg på, hvad jeg mon så vil gøre. Nogle kvinder fra familier med stærkt øget risiko for brystkræft får en forebyggende mastektomi.

Men med demens er det anderledes, netop fordi sygdommen er uafvendelig og vil ende med at forkrøble intellektet helt. I det tidlige stadium har man som dement en sygdomserkendelse, men efterhånden som demensen skrider frem, vil denne erkendelse forsvinde. Min mor blev diagnosticeret så sent, at hun aldrig forstod, at hun var alvorligt syg. På én måde var det måske godt, at hun aldrig fik chokket, men samtidig lærte hun aldrig at kunne leve med at hun havde demens. Nogle gange kunne man mærke ansatsen til en erkendelse, når hun spurgte om der mon var et eller andet galt med hende, og hun blev da ked af det og gav udtryk for en form for lavt selvværd. Men efterhånden blev følelserne hos hende “flade” og svage. På mange måder var demensen en sygdom, der mest påvirkede os, de pårørende, og alle de stærke følelser af sorg og vrede var dem, jeg selv havde. Netop dét var utroligt hårdt.

Nogen god konklusion har jeg bestemt ikke, men dette at skulle leve med risikoen er noget, der kun sjældent bliver talt om. Artiklen i Wired forsøger sig med en form for “beroligelse gennem uvished” – en sygdom som Alzheimer lader til at afhænge af mange forskellige faktorer, og den genetiske faktor er kun én blandt mange. Men dette berører netop ikke den anden frygt, man også vil kunne have, nemlig frygten for at påføre andre et liv som pårørende til en dement person, der er én selv.

Amnesty Internationals landsmøde 2017

Denne weekend deltog jeg igen i landsmødet i Amnesty Internationals danske afdeling sammen med 475 andre medlemmer.

Som altid var det godt at gense gamle bekendtskaber og samarbejdspartnere, og som altid var der interessante workshops og gæstetalere. I år mødte vi Albert Woodfox, der tilbragte 43 år i isolationsfængsel i USA og hans ven Robert King, der “kun” sad i fængsel i 28 år – for et mord, de ikke havde begået. Det var gribende at høre de to ældre mænd fortælle om de mange år, de havde kæmpet for at bevare værdigheden midt i et af USAs mest umenneskelige fængsler.

Der var også et inspirerende foredrag med ekspolitikeren Özlem Cekic om den svære samtale med dem, der er allermest intolerante, og en workshop om en ny strategi for menneskerettighedsaktivisme. Aftenen sluttede med en tale af den internationale generalsekretær Salil Shetty og derefter en koncert med selveste Peter Sommer. Ikke mange andre sangskrivere kan citere både Dorthe Kollo og Epimenides-paradokset i deres tekster.

De må lære det et sted

Et citat fra Tech Leavers Study.
Det fakultet på Aalborg Universitet, jeg nu befinder mig under, hedder TECH – og i dag kan jeg læse om en undersøgelse fra USA, der sætter fokus på sexisme, racisme og anden chikane i det, man derovre kalder tech-industrien, dvs. virksomheder inden for udvikling af teknologi, som mange med uddannelse fra TECH-fakultet bliver ansat hos. Jeg ved ikke, hvordan det ser ud i Danmark, men det er et trist billede, som Tech Leavers Study tegner af årsagerne til at mennesker holder op med at arbejde i tech-industrien:

  • Næsten 40 procent af de tidligere tech-medarbejdere angav at det var uretfærdig eller dårlig behandling som havde været en hovedårsag til at de holdt op, og især for mænd fra underrepræsenterede grupper (som f.eks. bestemte etniske minoriteter) var det en årsag.
  • 1 ud af 10 kvinder oplevede en eller anden form for seksuel chikane, mens ansatte med LGBT-baggrund var mest udsatte for chikane eller ydmygelse foran andre.
  • 78 procent af de tidligere tech-medarbejdere havde oplevet former for urimelig eller uretfærdig adfærd, og det var især kvinder, der var udsatte for det – og nok så væsentligt: der var mere af denne adfærd i tech-industrien end i andre virksomheder.

Måske er det “bare” samfundsstrukturerne, der legitimerer sexisme, racisme og chikane; på en dårlig dag kan jeg sagtens tænke netop dét. Men måske er det også forhold i branchen, der spiller ind på en negativ måde. Jeg tror ikke, at det hjælper nogen at komme fra uddannelser, hvor der desværre ikke er ret megen mangfoldighed. Og om der er former på chikane på tech-uddannelserne, der minder om hvad man bliver udsat for i tech-branchen, ved jeg ikke. Men når jeg hører om bl.a. kvindelige studerendes oplevelser, er det bestemt ikke kun godt, jeg hører. Dét alene er et meget vigtigt argument for at vi på de pågældende uddannelser tager dette meget alvorligt. De må jo lære det et sted.

Datalogi og humanisme

Det er et interessant indlæg i Wired af Emma Pierson, der er en amerikansk PhD-studerende i datalogi ved Stanford University.

Hun skriver om den manglende forbindelse mellem datalogi og etiske spørgsmål. Til Coursera arbejdede hun f.eks. med at lave et recommender system som studerende kunne bruge til at hjælpe sig med at finde relevante kurser baseret på bl.a. den studerendes køn, men så opdagede hun at sådan et system, netop fordi der er få kvinder, der vælger datalogi, simpelthen aldrig ville anbefale kvindelige studerende et datalogikursus. Sådan et system ville bare forstærke den i forvejen meget skæve kønsfordeling.

Jeg er bange for at Emma Pierson har helt ret. Mange dataloger er meget bange for politiske og etiske diskussioner. De underlige ikke-diskussioner om forbindelsen til f.eks. militær og overvågningsindustri er et tegn på dette. De mærkelige studenterprojekter,  hvor studerende laver programmer til styring af en kanon, men aldrig overvejer om og hvorfor mennesker skal skydes på, er et andet.

På vores datalogi- og softwareuddannelser på Aalborg Universitet er der kursusaktiviteter, der skal anspore til etiske diskussioner, men de handler mest om forskningsetik (der selvfølgelig også er et vigtigt emne). Men ellers er det småt med overvejelserne. Måske er det frygten for at blive set som politiserende og derfor useriøs, der spiller ind. Hele den daværende regerings bredside mod “eksperter og smagsdommere” og frygten for at rage uklar med de eksterne kilder, der skal kunne finansiere forskning, har sikkert også været medvirkende til at mange går stille med dørene.

Der tales meget om ansættelighed og om at kandidater fra datalogiuddannelserne skal kunne fungere godt i samfundet. Ofte er det dét, der bruges til at fokusere på samarbejde med virksomheder. Men alligevel: Hvorfor skal det stoppe der? Hvis jeg skal vide mere om samfundet og de svære beslutninger, vi står over for, er jeg nødt til at etablere en kontakt til dem, der ved noget om disse områder. Vi kunne invitere vores kolleger fra andre fag og medarbejdere fra humanitære organisationer til at holde seminarer for os med helt andre perspektiver – og vi kunne få de studerende med til den slags aktiviteter.

At stige til vejs med varm luft

Der findes sandhed, løgn og bullshit. Den amerikanske filosof Harry Frankfurts artikel om bullshit er en lille klassiker om fænomenet – og jeg kender desværre ikke nogen god dansk ækvivalent. “Ordgyderi”, “floskler” og “bragesnak” dækker ikke, og “pral” eller “varm luft” gør heller ikke. Det engelske ord bullshit rummer både ordgyderi, floskler, bragesnak, pral og varm luft, men er samtidig i en kategori for sig. Hvis man skal kunne lyve, skal man kende sandheden og sige noget andet end sandheden – så man skal vide, at det man siger, ikke er sandt. Med bullshit er det imidlertid anderledes; her siger man dét, der kan tjene et bestemt formål og håber at det lykkes at overbevise andre (og måske også sig selv). Det kan næppe undre, at reklamebranchen er propfyldt med den slags ytringer.

Alle andre steder, hvor konkurrencen sniger sig ind som et vilkår, vokser sådanne udsagn også frem. Et blandt mange eksempler fra den akademiske verden er, at Aalborg Universitets ledelse konsekvent beskriver universitetet som verdensførende og derefter henviser til rankings, hvor AAU på en eller anden måde ligger godt [hvad det så end betyder] eller har bevæget sig opad. Defineret på denne måde er udsagnet ikke falsk, men det er heller ikke sandt. Mest minder det mig om professionel boksning, hvor der efterhånden er ikke helt få bokseforbund med hver deres verdensmesterskabskåring.

Det er interessant for mig at deltage i konferencer og opdage, at så godt som alle ikke aner hvor Aalborg Universitet ligger (mange forveksler det med Aarhus Universitet) eller hvad universitetet er kendt for. Retfærdigvis skal det siges, at der til konferencer altid er nogen, der kender mig og ved hvor jeg er ansat, men det bliver et universitet jo ikke “verdensførende” af. Næppe nogen ville kalde mig en verdensførende forsker. Almindelig anerkendelse i den akademiske verden burde være nok.

Problemet er, at alle, både dem der ytrer sig, og dem, der lytter, godt ved at der er tale om “varm luft”. Og alligevel er der mange, der spiller med, som regel af frygt for at falde igennem hvis de ikke er med. På denne måde udvander det store fokus på konkurrence og målbar anerkendelse i den akademiske verden sproget, hvor vi ellers burde sætte en ære i at udtrykke os præcist, ærligt og intersubjektivt. I stedet får vi et reklameagtigt sprog, og den akademiske verdens troværdighed lider under det.

Eugene Thacker kontra Birgit Lystager

Eugene Thacker

Nogle gange kan man godt blive ramt af mismod. Der er en masse lidelse i verden, og der er ikke ret mange, der vil passe på klodens miljø. Det kan kun gå galt. Den amerikanske filosof Thacker har gjort dette til en livsanskuelse; han taler om kosmisk pessimisme. Og der er en bog om netop dette, der nu er udkommet på dansk. Det er en lille sag på kun 48 sider. Det hele går galt alligevel, siger Thacker: En dag er menneskeheden alligevel væk, og universet vil ikke mærke nogen forskel ved dét. Der kommer ikke noget ud af at håbe.

Leibniz sagde, at den verden, vi lever i, er den bedste af alle de mulige verdener, Thacker vil sige det modsatte: Denne verden er den værste af dem alle. Og på denne måde er han helt på linje med Schopenhauer.

Jeg troede at Eugene Thacker var en bitter gammel mand ligesom Schopenhauer, men hvis billedet ovenfor står til troende, er han da i al fald ikke gammel endnu. Men det skal nok komme – eller også dør han inden da.

En fremtrædende opponent mod den kosmiske pessimisme var tilsyneladende dansktopsangerinden Birgit Lystager. Egentlig ville jeg helst være hende, men for tiden glipper det desværre.

Fordi de ikke skal være her

Jeg læser i dag om Uffe Hellsten, der er bioinformatiker. Efter mange år i USA er han flyttet til Vodskov sammen med sin hustru Quynh Doan og deres to børn. Quynh Doan er imidlertid ikke dansk, men amerikansk statsborger, og nu skal hun forlade Danmark senest den 10. juni.

Regeringen udtalte i sidste måned, at de vil fremsætte et lovforslag, der skal gøre familiesammenføring lettere for mennesker der befinder sig på en såkaldt positivliste eller falder under det, der hedder beløbsordningen, dvs. mennesker med høj løn eller bestemte uddannelser.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder siger i artikel 16, stk. 3 at familien er ukrænkelig:

Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse.

Men det er det modsatte, vi ser i disse år. Det er interessant (men på en trist måde) at opdage, at menneskerettighederne nu tilsyneladende kun for skal gælde for mennesker med høj løn. Hvordan ville reaktionen hos regeringen have været, hvis Uffe Hellsten og Quynh Doan havde været ufaglærte lagerarbejdere? Konsekvenserne for ægteparret og deres børn ville være præcis de samme.

Regeringens argument er standardargumentet om at “begrænse tilstrømning” – men hvilken “tilstrømning” er det helt konkret, der er tale om? Der er 200.000 danskere bosat i udlandet lige nu, og 10.000 af dem vil risikere at komme i klemme ifølge Anne Marie Dalgaard fra Danes Worldwide. Det er næppe tilfældet, at de alle flytter til Danmark samtidig.

Tid til at være produktiv

Charles Darwins studerekammer.
Credit: Wellcome Library, London. Wellcome Images
images@wellcome.ac.uk
http://wellcomeimages.org

Charles Darwin arbejdede kun koncentreret nogle få timer hver dag. Han begyndte dagen med en koncentreret indsats. Resten af tiden brugte han på at gå ture, tale med venner eller sidde og tænke: Han arbejdede fra kl. 8 til 9.30; så tog han sig af at læse og besvare post. Kl. 10.30 lavede han sine forsøg, og ved middagstid gik han en lang tur. Når han så kom hjem efter en times tid eller mere. var det tid til frokost og til at besvare flere brev. Kl. 15 tog Darwin sig en lur på time, gik en tur igen, sad så i studerekammeret og spiste aftensmad med familie ved 17.30-tiden.

Det er værd at bemærke, at Charles Darwin fik skrevet hele 19 bøger.

Jeg vil selvfølgelig ikke sammenligne mig selv med en af de vigtigste skikkelser i de seneste 200 års naturvidenskab, men vilkårene for forskere er ofte helt anderledes nutildags. I dette semester er jeg således ikke begyndt at skrive noget nyt. Når jeg kan læse hvordan nogle af mine kolleger stolt proklamerer, at de i år har fået tre artiker optaget til én fremtrædende konference og “kun” én til en anden fremtrædende konference, er det bestemt ikke en følelse af stolthed, der vælder frem hos mig.

Og vel holder jeg af at undervise og vel har jeg selv valgt at være med i studienævn, så det er ikke mit ærinde at sige noget negativt om undervisning, møder eller e-mail, men jeg får reelt ikke ret megen sammenhængende tid til forskning. Der er en officiel forventning om at jeg skal være så produktiv som overhovedet muligt, for det er dét jeg skal vurderes på, men det er svært at være produktiv, når dagene ofte bliver hakket i stykker af undervisning, møder og e-mail. I efterårssemesteret havde jeg ingen undervisning (bortset fra en workshop ved adjunktpædagogikum), og da kunne jeg konstatere at en god og udbytterig dag for mig kunne rumme omkring fire timers fordybelse alt i alt. Resten af tiden endte jeg ofte med at bruge på rutineprægede arbejdsopgaver og på – at gå korte ture i nærheden af Institut for matematiske fag eller sidde og drikke te og tænke. Men jeg fik meget mere ud af dagene, end jeg har gjort i mange år. Produktiviteten kom af en vekselvirkning mellem omtanke og skriveaktivitet.

Charles Darwin afsatte lang tid til besvare post, men han fik også tid til eftertanke gennem sine gåture. Med til historien hører vel også, at Darwin som 29-årig var tæt på at gå ned med stress, da han skulle færdiggøre sit store værk om rejserne med Beagle. Det har formodentlig været denne triste erfaring, der hjalp med at passe bedre på sig selv.

March for Science 2017

I dag er der March for Science rundt omkring i verden. I Danmark er der arrangementer i København og i Aarhus. De danske arrangører skriver

March for Science er en global hyldest til videnskaben og et opråb om at værne om det videnskabelige samfund og vor planet. Gradvis udvikling af sociale og politiske tendenser har forårsaget bekymring blandt forskere og almindelige mennesker verden over. Politikerne har tilbøjelighed til at tænke kortsigtet og prioritere arbitrære problemstillinger. Det er på høje tid at folk, som støtter videnskabelig forskning og evidensbaseret politik, træder frem og giver deres mening til kende.

Hele benægtelsen af den globale opvarmning og af den er menneskeskabt, mange politikeres skepsis over for betydningen af forskning og hele det usikre økonomiske grundlag for forskning er alt sammen grunde til bekymring.

Desværre kan jeg ikke selv være med i dag – der er ikke nogen march planlagt i Aalborg. Men mon ikke der bliver behov for at gå på gaden igen?

En bisse besøger byen


På denne aften på Iggy Pops 70-års fødselsdag kunne jeg omsider gå til koncert med Thorbjørn Radisch alias Bisse. Sidste år måtte jeg gå forgæves på Roskilde Festival.

Også i aften var der tætpakket til den for længst udsolgte koncert på 1000Fryd.

Bisse er blevet udråbt til at være en ny C.V. Jørgensen (som jeg holder rigtig meget af), men det er tydeligt at Bisse opererer med flere variationer over sit musikalske udtryk – et mere “traditionelt sangorienteret” , men ikke desto mindre med en svært identificerbar struktur og så et beat-præget elektronisk udtryk. Ofte er strukturen af den enkelte sang svær af regne ud.

Men det ser ud til at virke! Stor ros i al fald herfra.