Blyant og papir

En gammel vittighed siger, at forskellen på en matematiker og en filosof er, at matematikeren kan nøjes med blyant, papir og en papirkurv, mens filosoffen kan nøjes med blyant og papir. Og ét er da korrekt: Der er ikke meget, der er så nyttigt i matematik som blyant og papir (eller tavle og kridt).

En artikel i Information tager fat på brugen af computere og andre hjælpemidler i matematikundervisningen, og der bliver rettet en tydelig kritik af hvordan eksisterende matematik-software desværre ofte forhindrer de studerende i at opnå matematisk indsigt. Niels Grønbæk, der er professor på KU og medlem af matematikkommissionen, siger at

»Programmerne kan så meget, at der er risiko for, at de ikke giver den indsigt, som eleverne ellers skulle bruge. Der er mange eksempler på, at eleverne ikke får en grundlæggende forståelse for matematikken, men bare trykker på knapper,«

Allerede for en del år siden gav nogle af mine kolleger udtryk for, at matematik i gymnasiet er blevet et “lommeregnerfag”, og det har jeg skrevet om her for år tilbage. Min egen uvidenskabelige fornemmelse er da også at mange datalogistuderende i dag føler sig uvante med at bruge blyant og papir, og efter hvad jeg kan forstå på mine kolleger fra matematik, er det også tilfældet for matematikstuderende. De studerende kommer trods alt med den samme slags ungdomsuddannelse, dvs. studentereksamen fra det almene eller det tekniske gymnasium.

Jeg havde selv stor glæde af min programmerbare TI-57-lommeregner i gymnasiet for mange år siden, fordi jeg kunne programmere den selv og kunne bruge de små programmer (på op til 50 programskridt!) til at kontrollere facit på de besvarelser, jeg havde lavet med blyant og papir. Måske kunne man genindføre denne idé, som dengang kom sig af teknologiens begrænsninger – at man skal prøve at programmere løsningen selv. Hvis man skal kunne det, er man nemlig nødt til først at forstå hvad der foregår.

Men det kan også være muligt at skabe værktøjer, der kan understøtte blyant-og-papir-matematik. Det mest ambitiøse er selvfølgelig at indføre bevisassistenter som Coq, men den slags er nok lidt for voldsomt for gymnasiet. Selv er jeg nu blevet filosof – jeg kan nøjes med min iPad og den dertil hørende stylus. Nu kan jeg skrive definitioner, sætninger og beviser og rette i indholdet så let som ingen ting. Denne løsning, der er en højteknologisk udgave af en hæderkronet, lavteknologisk praksis, har jeg faktisk meget stor glæde af.

Flattr this!