Der er én, der våger over dig

Her til aften holdt jeg et oplæg ved en af debataftenerne arrangeret af studenterpræsterne i Aalborg under fællestitlen Science & Cocktails. Ovenfor kan I se mine slides; der er nogle små film med, som I desværre ikke kan se her.

Deltagerne ved Science & Cocktails.

Desværre var arrangementet ikke så godt besøgt; vi skulle konkurrere med et foredrag af Svend Brinkmann i Folkekirkens Hus lige ved siden af Studenterhuset og poetry slam nede i den store sal. Men jeg, studenterpræst Christen Staghøj Sinding og de 10 fremmødte fik ikke desto mindre en interessant snak, der førte os vidt omkring. Det er ikke overraskende, at vi igen og igen vendte tilbage til den omfattende dataindsamling, som ikke mindst Facebook, Google og de store webbutikker som f.eks. Amazon foretager. Det er enorme datamængder, som der nu sættes mange kræfter ind på at kunne analysere – og her kommer universiteterne ofte virksomhederne til hjælp ved at oprette nye uddannelser i det, der er kommet til at hedde data science. Vi kom også omkring BAE Systems og deres indsats for at udvikle overvågningsteknologi, som kan eksporteres (og bliver eksporteret) til lande i Asien, der overtræder menneskerettighederne i stor stil.

Nikolaj vinder et poetry slam for anden gang i træk.

Efter lidt over halvanden time sluttede vi, og jeg gik nedenunder til poetry slam, hvor jeg havde meldt mig til og dukkede op i allersidste øjeblik. For anden gang i træk var det Nikolaj Lind Holm, der vandt (og igen var det fuldt fortjent), men selv endte jeg på en andenplads. Og det var slet ikke skidt, alt taget i betragtning.

Flattr this!