Medfølelse for de udvalgte?

Verden kan være overvældende. I går pegede jeg på, at der i Danmark ser ud til at være større medfølelse med ofre for terrorisme i vores del af verden end med ofre i afrikanske lande.

Det peger på et svært spørgsmål: Hvem skal jeg have medfølelse med? For nylig så jeg en omtale af en særlig meditationsform, som hedder “Loving kindness meditation”. Ideen er interessant på en provokerende måde: i meditationen skal man have medfølelse for alle. Dvs. medfølelse for dem jeg holder af, dem jeg har et “neutralt” forhold til, men faktisk også med de personer jeg ikke kan fordrage.

Nationalistiske partier har det modsatte udgangspunkt: Medfølelsen er nøje afgrænset af landegrænser og etnisk tilhørsforhold. Nationalisterne i f.eks. Dansk Folkeparti siger helt eksplicit, at problemer i andre lande ikke angår “os”.

Den amerikanske filosof Adam Waytz er af den opfattelse, at vi skal beregne hvem vi skal have medfølelse med og hvornår. Hans påstand er at empati er endelig og begrænset af natur.

Han skriver:

A data-based approach to identifying and ranking universal values is ambitious to be sure. But, crucially, it calls on us to make use of the limits on morality that are inherent to all of us as human beings, rather than lamenting them. These constraints challenge us to focus our attention, and drive us to see that not all values are equally valid. Instead of indefinitely fighting over tradeoffs between in-group- and out-group-oriented moralities, we might find that picking among universally held values is more palatable, efficient, and uniting—providing a moral function in and of itself. In place of the usual, default concentric circles of in-groups that guide us today (family, friends, neighbors, citizens) we would have the tools to carefully engineer to whom we should extend our empathy, and when.

Argumentet er her et rent utilitaristisk: Vi er ikke i stand til at have medfølelse med alle, og derfor skal vi koncentrere vores medfølelse der, hvor den giver størst mulig lykke. Umiddelbart lyder det overbevisende.

Men hvem skal man spørge for at beregne hvilke værdier, “man” føler er de vigtigste? Det, der gør mig bekymret her, er at disse “følte værdier” netop ikke er universelle. Hvis man f.eks. havde spurgt befolkningen i Rwanda i foråret 1994, ville et flertal have givet udtryk for at medfølelse til tutsier ikke var en vigtig værdi – tværtimod. Det er netop derfor, ideen om universelle menneskerettigheder er blevet til: At alle mennesker har samme rettigheder, hele tiden.

Det forekommer mig da også, at Waytz blander følelser og handlinger sammen. Det kan sagtens være, at jeg føler med alle mennesker, der lider, men det er ikke tilfældet, at jeg selv vil kunne handle aktivt over for dem alle for at afhjælpe deres lidelse. Udfordringen er, som jeg ser det, en anden: at vi tilsammen skal sørge for at alle bliver hjulpet af nogen. Og det kræver noget andet end blot en beregning af “nyttig empati”, nemlig et aktivt samarbejde. Ingen kan hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen.

Flattr this!