Det grænseløse gruppearbejde

På første studieår på AAU er et at læringsmålene, at de studerende skal lære at reflektere over og strukturere processen i deres projektarbejde. Men herefter holder vi op med at fokusere på dette. Jeg har tit tænkt over om ikke vi burde fortsætte med at tale om projektarbejdsprocessen med de studerende i stedet for bare at antage, at de nu kan finde ud af at lave projektarbejde.

I dette semester, hvor jeg er vejleder for grupper på 4. og 6. semester, har jeg derfor besluttet mig til at have fokus på projektprocessen og har gjort dette til et fast punkt ved mine vejledningsmøder. Og nogle gange opdager jeg så, at der er et eller andet i projektprocessen, de studerende synes ikke går så godt. Det kan være at gruppen ikke selv føler, at den får nok fra hånden, eller der kan være at nogle gruppemedlemmer ikke lever op til forventningerne. Her spørger jeg så de studerende, om de holder egentlige møder med en dagsorden, en start og en afslutning, og her er svaret afslørende. For de studerende svarer så at nej, det gør de ikke. Så også efter to eller tre år kan studerende have problemer med at lave projektarbejde i grupper.

Fordi de studerende så ikke strukturerer deres arbejdsdage, kan jeg mærke at der findes en usagt forventning om at hele gruppen bør være til stede gennem længere tid. I nogle sammenhænge giver det fin mening at være flere til stede sammen, men andre gange er man nødt til at kunne sidde for sig selv og fordybe sig i læse eller skrive. Og ikke alle er i stand til hele tiden at være til stede sammen. Der burde være en skelnen mellem møde og fremmøde, men det er der ikke. Og det er påfaldende, at en sådan skelnen stadig ikke er etableret efter to eller endda tre år på universitetet.

På denne måde ligner denne tilgang til gruppearbejde egentlig den tendens til det grænseløse, som mange vidensarbejdere i den vestlige verden ligger under for: Vi skal hele tiden være klar til at interagere med andre og til at svare på deres spørgsmål, og det er ikke klart hvornår vi kan have tid for os selv og til os selv, herunder tid til fordybelse.

Og dét er for mig at se en yderligere grund til at lære de studerende at strukturere deres arbejdsdage, så de ved hvornår de skal være sammen, og hvornår de ikke behøver det.

Flattr this!