Folkets skønhed


I dag blev jeg færdig med Folkets skønhed af Merete Pryds Helle, der i sidste uge gæstede Aalborg i forbindelse med Ordkraft-festivalen. Bogen fik de Gyldne Laurbær i 2016 og er i det hele taget blevet rigtig godt modtaget. Det er en meget velskrevet, men også usædvanligt grum fortælling fuld af fattigdom, incest, voldtægt, al mulig anden vold (bogens personer stikker hinanden en lussing, når de oplever svære følelser, og det gør de rigtig tit), gravide teenagere, mord, selvmord, krig, kz-lejre, utroskab, dysfunktionelle ægteskaber, alkoholisme, psykisk sygdom og en hel masse rigtig dårlig sex – og en helt usædvanligt ubehagelig beskrivelse af en ufrivillig abort. Efter de første par hundrede sider begynder man at forlige sig med beskrivelserne af det hårde liv på Langeland, og da er det også, at det går det op for én at bogen er faktisk er en slægtskrønike om Merete Pryds Helles familie. Til sidst i bogen dukker hun selv op som biperson i form af den lille pige Merete. Dette er en fortælling om social mobilitet og samtidig også historien om hvordan Danmark i det 20. århundrede bevæger sig fra at være et samfund, der minder om den tredje verden (og om de lande, mennesker i dag flygter fra), til et moderne industrisamfund med langt bedre muligheder for uddannelse og mange vigtige skridt hen mod ligestilling mellem kønnene.

Også set på denne måde er Folkets skønhed værd at læse og anbefalet herfra, men bogen er bestemt ikke nogen feel good-oplevelse.

(Visited 121 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar