Dagen med evig regn

På denne påskelørdag har det regnet uden ophør, hvor jeg bor. Og på sådanne dage kommer jeg ofte til at tænke på den novelle fra 1959 af Ray Bradbury, der på engelsk hedder “The Day It Rained Forever”. Jeg var vel 18 eller 19 år gammel, da jeg læste den i dansk oversættelse ved Arne Herløv Petersen. Her hedder novellen “Dagen med evig regn”; så vidt jeg ved, er denne og andre af Herløv Petersens mange Bradbury-oversættelser til dansk desværre ikke længere til at opdrive.

Hele novellen handler om den forløsende regn, der burde komme hvert år den 29. januar men ikke kommer og om de tre ældre mænd, der sidder og venter på regnen på et afsides hotel i en tørkeramt del af USAs Midtvesten. Men denne 29. januar dukker i stedet en ældre kvinde op. Hun er pensioneret musiklærer og harpenist, og da hun finder sin harpe frem og spiller. kommer regnen. Eller er det simpelthen forløsningen, musikken skaber? Jeg ved det ikke, og det er netop denne tvetydighed der, sammen med Bradburys lyriske sprog, gør novellen til noget særligt.

Netop i dag er regnen i Nørresundby vel ikke forløsende, men en slags pause i foråret og i dagligdagen, en anledning til at tænke.

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar