At stige til vejs med varm luft

Der findes sandhed, løgn og bullshit. Den amerikanske filosof Harry Frankfurts artikel om bullshit er en lille klassiker om fænomenet – og jeg kender desværre ikke nogen god dansk ækvivalent. “Ordgyderi”, “floskler” og “bragesnak” dækker ikke, og “pral” eller “varm luft” gør heller ikke. Det engelske ord bullshit rummer både ordgyderi, floskler, bragesnak, pral og varm luft, men er samtidig i en kategori for sig. Hvis man skal kunne lyve, skal man kende sandheden og sige noget andet end sandheden – så man skal vide, at det man siger, ikke er sandt. Med bullshit er det imidlertid anderledes; her siger man dét, der kan tjene et bestemt formål og håber at det lykkes at overbevise andre (og måske også sig selv). Det kan næppe undre, at reklamebranchen er propfyldt med den slags ytringer.

Alle andre steder, hvor konkurrencen sniger sig ind som et vilkår, vokser sådanne udsagn også frem. Et blandt mange eksempler fra den akademiske verden er, at Aalborg Universitets ledelse konsekvent beskriver universitetet som verdensførende og derefter henviser til rankings, hvor AAU på en eller anden måde ligger godt [hvad det så end betyder] eller har bevæget sig opad. Defineret på denne måde er udsagnet ikke falsk, men det er heller ikke sandt. Mest minder det mig om professionel boksning, hvor der efterhånden er ikke helt få bokseforbund med hver deres verdensmesterskabskåring.

Det er interessant for mig at deltage i konferencer og opdage, at så godt som alle ikke aner hvor Aalborg Universitet ligger (mange forveksler det med Aarhus Universitet) eller hvad universitetet er kendt for. Retfærdigvis skal det siges, at der til konferencer altid er nogen, der kender mig og ved hvor jeg er ansat, men det bliver et universitet jo ikke “verdensførende” af. Næppe nogen ville kalde mig en verdensførende forsker. Almindelig anerkendelse i den akademiske verden burde være nok.

Problemet er, at alle, både dem der ytrer sig, og dem, der lytter, godt ved at der er tale om “varm luft”. Og alligevel er der mange, der spiller med, som regel af frygt for at falde igennem hvis de ikke er med. På denne måde udvander det store fokus på konkurrence og målbar anerkendelse i den akademiske verden sproget, hvor vi ellers burde sætte en ære i at udtrykke os præcist, ærligt og intersubjektivt. I stedet får vi et reklameagtigt sprog, og den akademiske verdens troværdighed lider under det.