Datalogi og humanisme

Det er et interessant indlæg i Wired af Emma Pierson, der er en amerikansk PhD-studerende i datalogi ved Stanford University.

Hun skriver om den manglende forbindelse mellem datalogi og etiske spørgsmål. Til Coursera arbejdede hun f.eks. med at lave et recommender system som studerende kunne bruge til at hjælpe sig med at finde relevante kurser baseret på bl.a. den studerendes køn, men så opdagede hun at sådan et system, netop fordi der er få kvinder, der vælger datalogi, simpelthen aldrig ville anbefale kvindelige studerende et datalogikursus. Sådan et system ville bare forstærke den i forvejen meget skæve kønsfordeling.

Jeg er bange for at Emma Pierson har helt ret. Mange dataloger er meget bange for politiske og etiske diskussioner. De underlige ikke-diskussioner om forbindelsen til f.eks. militær og overvågningsindustri er et tegn på dette. De mærkelige studenterprojekter,  hvor studerende laver programmer til styring af en kanon, men aldrig overvejer om og hvorfor mennesker skal skydes på, er et andet.

På vores datalogi- og softwareuddannelser på Aalborg Universitet er der kursusaktiviteter, der skal anspore til etiske diskussioner, men de handler mest om forskningsetik (der selvfølgelig også er et vigtigt emne). Men ellers er det småt med overvejelserne. Måske er det frygten for at blive set som politiserende og derfor useriøs, der spiller ind. Hele den daværende regerings bredside mod “eksperter og smagsdommere” og frygten for at rage uklar med de eksterne kilder, der skal kunne finansiere forskning, har sikkert også været medvirkende til at mange går stille med dørene.

Der tales meget om ansættelighed og om at kandidater fra datalogiuddannelserne skal kunne fungere godt i samfundet. Ofte er det dét, der bruges til at fokusere på samarbejde med virksomheder. Men alligevel: Hvorfor skal det stoppe der? Hvis jeg skal vide mere om samfundet og de svære beslutninger, vi står over for, er jeg nødt til at etablere en kontakt til dem, der ved noget om disse områder. Vi kunne invitere vores kolleger fra andre fag og medarbejdere fra humanitære organisationer til at holde seminarer for os med helt andre perspektiver – og vi kunne få de studerende med til den slags aktiviteter.