Et andet studenterliv

Når jeg deltager i møderne i studienævnet, hvor jeg er medlem, er et af de mest interessante punkter altid orienteringen fra de decentrale studievejledere. De gør et stort og samvittighedsfuldt arbejde for deres medstuderende og giver også os andre et indblik i hvad det er for en virkelighed, vore dages studerende bevæger sig i.

På den ene side mærker man i dag en mangel på sociale færdigheder, man kan undre sig over og blive trist til mode af. Når studerende nævner erhvervsarbejde som begrundelse for ikke at gå til eksamen, når studerende finder sig i at blive fejlagtigt afvist til en eksamen, eller når en projektgruppe kollapser fordi næsten alle dropper ud, er der noget, der er gået skævt et sted.

På den anden side mærker man nu også en større desperation hos studerende – der er studerende, der er sygemeldt med stress eller kommer i kontakt med psykiatrien. Studiefremdriftsreformen og presset for at skulle tage en videregående uddannelse har formodentlig en hel del af skylden. Det er blevet meget svært at lave planlagte studietidsforlængelser og langt mere omkostningsfuldt at droppe ud.

Denne kombination af omstændigheder kan ikke undgå at give problemer, og især da i en virkelighed, hvor vi får færre og færre resurser på de videregående uddannelser.

Bluff og bluff

Selvtillid er noget underligt noget. I går besøgte jeg Aarhus Universitet og mødte her en besøgende professor fra udlandet, som jeg havde kendt siden vi begge var PhD-studerende på University of Edinburgh. Bagefter tænkte jeg uvilkårligt, at jeg havde været heldig at kunne følge et PhD-forløb på et så prestigefyldt universitet sammen med så mange, der var så fagligt dygtige. Tænk, at en helt almindelig person som mig kunne få lov til at være sammen med dem! Men da jeg havde tænkt den tanke længe nok, måtte jeg indrømme, at jeg nok ikke kunne have fået en plads på PhD-forløbet i Edinburgh, hvis ikke det var fordi, jeg faktisk også selv var fagligt dygtig i et vist omfang.

Der er mange resultater, der viser at det er langt mere almindeligt for kvinder at have lav selvtillid end det er for mænd, og at det kan være en af de medvirkende årsager til en skæv kønsfordeling i nogle sammenhænge. Og samtidig er det klart, at en del mænd – netop fordi de har højere selvtillid – tager flere risici og ikke er så tilbageholdende, heller ikke selv om de nok burde være det. I en artikel fra The Atlantic fra 2014 skriver journalisterne Katty Kay og Claire Shipman om dette ærgerlige fænomen. En meget kendt undersøgelse fra Hewlett-Packard, nævnt i artiklen, viser at kvinder (i al fald i dette firma) kun vil søge en ledig stilling, hvis de er helt sikre på at kunne leve op til alle kravene i jobannoncen, mens mænd gerne vil søge, selv om de kun kan leve op til 60 procent af kravene. En af konsekvenserne er den triste, at der er nogle middelmådige mænd, der når langt, mens der modsat er nogle meget kvalificerede kvinder, der slet ikke når så langt som de burde. Og det interessante er at mange af de mænd, der har stor selvtillid, men ikke så meget at have den i, faktisk ikke bluffer. De synes rent faktisk at de er gode.

I en beslægtet boldgade har vi impostor-syndromet, som er den ærgerlige fornemmelse ikke helt få mennesker mennesker har, om at deres succes beror på en kombination af rent tilfælde og af at de altid har kunnet bluffe sig videre. “Hvis jeg en dag bliver fanget på det forkerte ben”, tænker de, “vil jeg blive afsløret som den inkompetente og uærlige person, jeg i virkeligheden er”. Man blev først opmærksom på dette ærgerlige tankemønster hos kvinder, men det er en fornemmelse, både mænd og kvinder kan have. En interessant beretning om dét skyldes forfatteren Neil Gaiman, der til en sammenkomst for forskere og kunstnere mødte en ældre mand, der også hed Neil. Han undrede sig over at han dog var inviteret med her sammen med alle disse dygtige mennesker, der havde gjort så meget. Den ældre mand var Neil Armstrong, det første menneske på månen!

Formodentlig er disse ærgerlige psykologiske mekanismer, der saboterer mange menneskers selvtillid og selvværd, med til at skabe de kønsmæssige uligheder, vi ser bl.a. i den akademiske verden og ikke mindst i fag som datalogi. Og her kan jeg igen ikke lade være med at tænke på alle de mandlige studerende, der strutter. Det ville være dejligt, hvis dem, der ikke har så meget at have deres selvtillid i, kunne blive lidt mindre fremtrædende, mens dem, der er kompetente, men har lav selvtillid og lavt selvværd kunne bringes til at tro mere på sig selv.

(Den besøgende professor, som jeg havde kendt siden min tid i Edinburgh, var faktisk en kvinde.)

Illusionen om det lette

Nogle gange før i tiden, da jeg holdt kurser med forelæsning, har jeg hørt en studerende sige i et opgivende tonefald at  “Det hele lød så nemt, da du forklarede det. Men jeg forstår det ikke nu.” Det har næsten været det værste, jeg har kunnet at få at vide: Operationen lykkedes, men patienten døde.

Der er faktisk blevet forsket i dette, og man taler om the fluency illusion – illusionen om at man forstår noget, blot fordi en anden har forklaret det på en klar og overbevisende måde. Den vigtige aktivitet i undervisning er derfor ikke at forklare stoffet på en overbevisende måde én gang for alle.

Problemet er, at forelæsningen traditionelt er blevet set som den centrale undervisningsaktivitet og den, der for alvor ville føre til læring. Derfor sidder der tilhørere til forelæsningerne og synes at de lærer en masse – der bliver ikke sagt noget forkert til forelæsningen, så man kan som tilhører bare sidde og nikke. Der er endda mange studerende, der møder op til forelæsningerne, men bliver væk fra de andre aktiviteter.

I disse år er der især i USA bestræbelser i gang for at komme væk fra the fluency illusion. Det, vi kan lære af de amerikanske erfaringer, er at der flere skridt, vi bør tage. Et vigtigt skridt er at fjerne fokus fra forelæsningerne og over på de undervisningsformer, hvor man faktisk lærer noget ved at bruge stoffet aktivt til problemløsning. Det er en vigtig grund til at jeg er holdt op med at forelæse – at det faktisk er begrænset hvad man lærer ved at sidde i auditoriet og blive overbevist. Præsentationer i form af korte podcasts er bare et supplement til den vigtige undervisning, hvor den enkelte studerende er aktiv.

Et andet nødvendigt skridt er, at de studerende skal blive klar over the fluency illusion. Men det er desværre ikke oplagt, hvordan man kan overbevise studerende om at de strategier, de tror er de bedste, faktisk ikke er det. Når jeg har prøvet at ændre min undervisning, har der altid været studerende som gav udtryk for at de foretrak “traditionelle” undervisningsformer, og her også “rigtige forelæsninger”, for dem “lærte de meget mere af” – selv om forelæsninger med heftig brug af slides og opgaveregning i grupperum bestemt ikke altid har været virkeligheden. I år har jeg for første gang set, hvordan mange studerende nægter at deltage i de øvelser, jeg tilrettelægger, men hellere vil sidde et andet sted og (måske) lave noget andet selv. Så overbeviste er de blevet om, at “deres” strategi (som reelt bare er en vane, de har fået) er bedre end hvad jeg som underviser har udviklet på baggrund af snart mange års erfaring, og det er trist at opleve.

Seks år med bloggen

Det var i dag for seks år siden, denne blog så dagens lys. Få timer senere vandt FC Barcelona finalen i Champions League over Manchester United, men der er næppe nogen sammenhæng mellem de to hændelser.

Her har jeg skrevet om – alt muligt. Det bliver jeg formodentlig ved med. Nogle indlæg går hen i al ubemærkethed, andre bliver åbenbart læst af en del mennesker. I går var der faktisk 596 besøgende her, og den slags kan ikke undgå at gøre indtryk på mig.

Måske er det bare for svært for os?

Jeg har tidligere skrevet om det, man kalder wicked problems – det er samfundsproblemer som f.eks. krig, arbejdsløshed og social ulighed, som er svære at definere præcist og endnu sværere at løse. Og det er min klare opfattelse, at når beslutningstagere tror at kende en enkel løsning på et af disse problemer, er der noget galt.

Nu har jeg læst et interessant essay af den amerikanske neurolog Robert Burton; hans fornemmelse er at det simpelthen er sådan, at den menneskelige erkendelse er begrænset – at vi ikke kender vores begrænsede analytiske evner – og at det gør mange ude af stand til at kunne overskue analyserne af de “slemme problemer”, men at næsten ingen vil indrømme, at det er sådan. På en måde er der tale om en udgave af Dunning-Kruger-effekten: at de lidet kompetente ikke kan indse, hvor lidt kompetente de faktisk er.

Det er helt legitimt at have nogle grundlæggende etiske principper, vi ikke vil gå på kompromis med, ja, faktisk er det fuldstændig nødvendigt. Det, der bekymrer mig, er når deltagere i den demokratiske proces bevidst ignorerer meget veletablerede forskningsresultater. Forskning er ikke værdifri, og mange af forskningens konklusioner er kontingente (som forskere ved), men der er noget galt, når beslutningstagere (og dem, der har bragt dem til magten) ikke vil acceptere at der er overvældende evidens for at den globale opvarmning er virkelig og menneskeskabt – eller ikke vil acceptere at der ikke er evidens for at hårdere straffe fører til lavere kriminalitet. Og jeg husker selv, hvor enormt frustrerende det ofte har været for mig at høre politikere uden indsigt i undervisning eller i uddannelsesforskning tale om hvor undervisning og bedømmelse efter deres mening burde foregå.

De fleste af os må erkende, at vi ikke for alvor vil kunne forstå analyserne af de “slemme problemer”, for slet ikke at tale om at kunne foretage sådanne analyser selv. Jeg kan bestemt heller ikke altid, heller ikke selv om jeg selv er forsker. Videnskabens erkendelser strider ofte mod intuitionen, og de analyser, der frem til dem, betjener sig ofte af kvantitative analyser baseret på matematiske modeller, herunder på statistisk inferens. Et klassisk værk om dette, at videnskab er kontraintuitiv, er Lewis Wolperts The Unnatural Nature of Science.

Alle har ret til at ytre sig, men det er ikke tilfældet at alle har lige meget ret. Jeg taler ikke for en elitær holdning, men derimod for en ydmyg holdning, hvor vi alle skal erkende, at der er nogle problemer, der er meget svære at analysere og kræver en ikke-triviel analytisk indsigt. Men hvornår har vi sidst hørt en politiker sige, at der var noget, han/hun ikke ved noget om og ikke har indsigt til at udtale sig om?

Moral og lov

For tiden er der fokus på sagen om Inger Støjbergs beslutning om konsekvent at adskille par af asylansøgere, hvor den ene eller begge parter er under 18 år – selv om dette ifølge loven skal ske ud fra en vurdering fra sag til sag. (I kun to af sagerne er der tale om et par, hvor den ene part er under den seksuelle lavalder.) På Facebook skriver Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth

Inger har min 100% opbakning i sagen. […] I dette spørgsmål kommer moral over loven; i Danmark bør vi aldrig acceptere barnebrude, og jeg er stolt af, at Inger går forrest for at forbyde den slags praksis i Danmark.

Det er interessant, at et medlem af den lovgivende magt nu offentligt forsvarer at et medlem af den udøvende magt ikke overholder gældende lov – og med den begrundelse, at moral er hævet over loven.

Det er også interessant at sammenligne med en aktuel sag, hvor et syrisk ægtepar med flygtningestatus i Danmark besøgte konens bror i Tyskland og tog ham med sig til Danmark for at han kunne besøge en ven i Silkeborg, har man dømt parret til udvisning til Syrien for menneskesmugleri. Her er de danske myndigheder meget nidkære i deres retspraksis, mens man i sagen om adskillelse af samlevere åbent vedkender sig at man ikke vil overholde loven.

Måske er der et paradoks her. Eller måske er alting tværtimod godt og fornuftigt. Eller måske er der tale om at myndighederne i Danmark i 2017 er endt med først og fremmest at fokusere på at gøre livet surt for flygtninge og asylansøgere og derfor bøjer loven efter forgodtbefindende.

Man kommer til at holde lidt mindre af mennesker

For nogle uger siden var jeg ude at samle penge ind til SOS Børnebyerne. Og før det var jeg med til samle underskrifter for at omgøre folketingsbeslutningen om at Danmark ikke længere skal tage imod 500 UNHCR-flygtninge.

Det er vigtigt for mig at være med her. Men samtidig må jeg indse, at det at bede andre mennesker om at støtte en sag, jeg går ind for, faktisk ikke giver mig mere energi. Tværtimod. Jeg ender nemlig altid med at holde en lille smule mindre af menneskeheden, når jeg hører mine medborgere give udtryk for synspunkter, som er kyniske eller hadefulde. Efterhånden er jeg også blevet meget lidt villig til at indlade mig på diskussioner på Internettet. Jeg prøver altid at veje mine ord på en guldvægt for at være så præcis som overhovedet muligt, men efterhånden bidrager jeg kun ugerne. For jeg kan mærke det samme ske – jeg kommer til at holde lidt mindre af mennesker hver gang. Og det gør især ondt, når det er familie eller venner.

Jeg har plejet at tænke, at det nok kun var mig, der havde det sådan. Men jeg opdagede for nylig, at nogle af dem, jeg kender fra Amnesty International, og som ligesom jeg er midaldrende mennesker, også har det på den måde. Måske er det debat-klimaet, der er blevet mere råt; det er min fornemmelse, at man i dag kan ytre sig offentligt på måder, der for en menneskealder siden slet ikke var acceptable. Måske har vi alle fået kortere lunte. Eller måske er jeg bare ved at blive konfliktsky?

Første og sidste skoledag

Nadias første skoledag. Foto: Mig.
Nadias sidste skoledag som “Find Holger” – kort hår, kasket og klæd-ud-briller. Foto: Poul Bundgaard

I dag var det Nadias sidste skoledag. Til august begynder hun i gymnasiet. Jeg fandt et billede frem fra hendes første skoledag for knap 10 år siden. Hvor tiden dog flyver!

Følelsesløst

Jeg vågnede alt for tidligt i morges og så den tragiske nyhed om bombeangrebet i Manchester Arena. Mine tanker er ved dem, der så pludseligt har mistet deres kære. Det første, jeg tænkte på, da jeg læste om eksplosionen, var dog min familie derovre. Mine to søstre bor nemlig begge i Manchester-området. Heldigvis kunne de fortælle mig, at de ikke havde været i nærheden. Den enes søn kender dog nogle piger, som skulle have været til koncerten i Manchester Arena.

Ved at læse mere om eksplosionen, går det samtidig op for mig, hvad terrorismen gør ved os alle.

Terrorismen opfylder sit perverse formål ved at skabe en snigende følelse af almindelig utryghed. Det er en følelse, som samtidig er irrationel, fordi risikoen for at dø af andre årsager (f.eks. i trafikken) er meget, meget større.

Men samtidig skaber terrorismen, der selv er fuldstændigt følelseskold, også en følelsesløshed i samfundet. Der sker nu så hyppigt terrorangreb i Europa og Nordamerika, at der sætter en mental udmattelse ind hos mange borgere. Reaktionerne i medierne og hos den enkelte bliver nemme at forudsige (og måske er også dette blogindlæg forudsigeligt?). De fleste ved nemlig inderst inde, at det seneste terrorangreb bare er endnu ét og at der vil komme flere.  Og jo mindre vi føler, jo højere råber terroren, og jo mere begrænsende og voldsomme bliver de modforholdsregler, som nogle politikere foreslår, og som påvirker os alle.

Publish or perish?

I denne uge fik jeg ros af min institutleder, fordi jeg nu får publiceret meget mere end før. Jeg har endda i det forgangne år haft lige så mange publikationer som nogle af dem, der ind imellem bliver fremhævet (og i enkelte tilfælde også fremhæver sig selv) som forskere med succes. Så det er en interessant forandring, for i den akademiske verden skal vi publicere og helst kun der, hvor det kan give BFI-point og dermed bevillinger til institutionen.

Men det var også i denne uge har jeg set to lige lovlig interessante konsekvenser af denne kamp for at publicere.

Der findes en større samling underlødige forlag, der udgiver tidsskrifter, som optager hvad som helst mod betaling. Forlagene sender spam ud til en hel masse akademikere, hvor de hævder at tilbyde publikationer med peer review og at deres tidsskrift er indekseret i anerkendte databaser. Og alligevel fik den australske datalog Peter Vamplew accepteret artiklen “Get Me Off Your Fucking Mailing List” til udgivelse i International Journal of Advanced Computer Technology. Artiklens tekst er identisk med overskriften, og som forfattere er anført – ikke Vamplew selv, men de to amerikanske dataloger David Mazières og Eddie Kohl, der skrev den pågældende “artikel” tilbage i 2005! Artiklen blev nu ikke publiceret, for tidsskriftet forlangte 150 dollars for at ville publicere den.

Men er det så bedre på de “etablerede” forlag? I denne uge er der blevet talt en del om “the conceptual penis”. Forfatterne, to amerikanske filosoffer, har her indsendt en artikel under pseudonym til Cogent Social Sciences, et efter sigende anerkendt tidsskrift inden for sociologi udgivet af Taylor & Francis, et af de helt store forlag.  Artiklen er en storslået gang selvmodsigende nonsens, der kommer omkring en lang række emner: global opvarmning, transpersoner, kapitalistisk økonomi osv. Forfatterne nævner endda isomorfier flere steder!

Der er mange grunde til at “the conceptual penis”-historien er så pinlig. Måske viser den, at man bare skal skrive noget, der ser tilpas kompliceret ud, virker trendy eller trykker på de rigtige “knapper”. Måske viser den, at bedømmerne ikke altid læser de artikler, de får tilsendt til bedømmelse.  Måske viser den, at der findes sociologer, der faktisk kan få mening ud af noget, der bevidst er tænkt som nonsens. Måske viser den også noget om at tidsskrifter fra store forlag ikke i sig selv er garant for akademisk kvalitet.