En kamp for frihed

Endnu engang er det blevet 1. maj, men jeg har været på arbejde – aftaler, jeg ikke fik flyttet og korrespondance har trængt sig på. Det er desværre nok ikke særligt overbevisende at skrive, at jeg har været med derude i ånden.

Hvert år, så længe jeg kan huske, har politikere og andre meningsdannere fra hele den højre side af det politiske spektrum talt om at 1. maj er en overflødig kampdag. Det er den bestemt ikke.

Der er imidlertid sket det, at de mennesker, hvis rettigheder i dag er allermest truet i Danmark i dag, ikke er arbejderklassen som helhed, men i særdeleshed de løstansatte, de lavtlønnede og de mennesker, der er helt uden for arbejdslivet: arbejdsløse, langtidssygemeldte, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og hjemløse. Uden for Danmark er der stadig masser af arbejdskampe, der skal tages. Derfor er 1. maj stadig relevant at markere, og det er nødvendigt at vi lader en solidaritet med de særligt udsatte grupper og et internationalt perspektiv være i fokus. Egentlig handler det jo om frihed – friheden fra unødvendige bekymringer (herunder friheden fra at leve på en forurenet klode) og friheden fra at blive set ned på.

I disse år ser vi desværre, at nogle af de partier, der tidligere har været nært allierede med fagbevægelsen (og her tænker jeg ikke mindst på Socialdemokraterne), ser ud til at være blevet mere optaget af at ville gøre livet surt for de grupper, jeg har nævnt, og af at vende blikket indad mod Danmark i stedet for at skue ud i verden. Der er derfor også en kamp, der skal føres for at få dem til igen at forstå at ingen er frie, før alle er frie.