Kæmpe mod – eller kæmpe sammen med

Der er en spændende kronik i Information af Jakob Mathiassen, der er betonarbejder og forfatter – desværre er den havnet bag avisens betalingsmur, for det er en meget sober og velargumenteret kronik, som jeg er glad for at nogen stadig har lyst til at skrive.

Overenskomstforhandlingerne i Danmark starter altid med industriarbejderne, fordi Dansk Industri er magtfuld i Dansk Arbejdsgiverforening og fordi kræfter i fagbevægelsen går med til at forhandlingerne skal føres på denne måde. Argumentet for at lade lønnen i industrien sætte niveauet er, at eksport fra industrien er særligt vigtig for den danske økonomi, og derfor er det først og fremmest industrivirksomhedernes vilkår som skal tilgodeses. Man kan se dette som en slags globaliseringens naturlov – og det er sådan, det typisk bliver fremført – men man kan også se det pres på lønningerne, som der her er tale om, som en bevidst strategi fra industriens side.

Andre brancher, hvor der er vigtig internationale forbindelser, men ikke i form af eksport, bliver dermed også påvirket af lønniveauet i industrien. Et eksempel, som Jakob Mathiassen fremhæver, er byggebranchen, hvor lønudviklingen gennem længere tid har været stagnerende, og der er flere byggepladser, hvor timelønnen er under 100 kroner.

Det vigtige for den danske fagbevægelse er at hjælpe udenlandske bygningsarbejdere til at organisere sig i Danmark og til at styrke fagbevægelsen i de lande, de kommer fra. Ved at gøre dette, kan man styrke bevidstheden hos alle om, at det er vigtigt at have stærke fagforeninger. Og man kan være med til at udligne løn og arbejdsforhold til fordel for de udenlandske arbejdere i stedet for at der sker det, som der sker nu, at forholdene bliver udlignet på negativ vis til ulempe for både udenlandske og danske arbejdere.

Et konkret eksempel på denne strategi, som Jakob Mathiassen fremhæver, er UNI Graphical & Packaging, det internationale trykker- og pakkeriforbund. De har investeret direkte i at opbygge fagbevægelsen og organiseringen i lavtlønslande som bl.a. Polen i samarbejde med bl.a. det polske fagforbund for trykkere. Det har allerede ført til den første kollektive overenskomst, og man forventer at indgå en aftale med et andet multinationalt emballagefirma i de kommende måneder.

I stedet for at tænke på de mennesker, der rejser hertil, som modstandere kan se dem som allierede i kampen for et bedre liv til alle:  I Danmark kæmper vi sammen med mennesker fra andre lande for at skabe bedre vilkår for hinanden i stedet for at kæmpe for at lukke grænser. Det er helt en anden slags “hjælp i nærområderne” og en opfattelse af mennesker, der rejser over landegrænser, som er den stik modsatte af den, der er kommet til at dominere i Danmark (og mange andre lande).

(Visited 61 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar