De desperate

I morgen er der præsidentvalg i Frankrig, og alene tanken om at Marine Le Pen vil kunne vinde, er nok til at få mig til at miste håbet.

Men måske er meget af det, der sker i dag, netop noget der sker, fordi stadigt flere mennesker mister håbet. Göran Rosenberg har en kronik, som Sveriges Radio bringer og nu også kan læses i dansk oversættelse. Hans pointe er at alt hadet, som vi ser hos de ekstreme politikere og i form af terrorisme, netop er udtryk for håbløsheden. Ordet desperat betyder netop “uden håb”.

Nationalismen og terrorismen bliver det, der skal bringe et håb tilbage, men ingen af delene fører til noget godt. Og alle os, der er modstandere af hadet, sidder tilbage og mærker også en håbløshed. For vi havde jo også håbet på en bedre verden. Mange håbede i sin tid på Barack Obama, fordi han selv håbede; den valgplakat med ham, der en overgang var nærmest ikonisk, nævnte simpelthen ordet hope. Men siden mistede mange amerikanere håbet og prøvede at finde det andre steder, nogle hos Sanders og mange hos Trump.

Interessant nok er Slavoj Žižek inde på præcis det samme. Han har netop udgivet endnu en bog, The Courage of Hopelessness – og nej, jeg har ikke fået læst den (endnu). Han skriver i det essay, der har givet bogen navn:

The Italian philosopher Giorgio Agamben said in an interview that “thought is the courage of hopelessness” ─ an insight that is especially pertinent for our historical moment, when even the most pessimistic diagnosis as a rule finishes with an uplifting hint at some version of the proverbial light at the end of the tunnel. The true courage is not to imagine an alternative, but to accept the consequences of the fact that there is no clearly discernible alternative: the dream of an alternative is a sign of theoretical cowardice; it functions as a fetish that prevents us thinking through to the end the deadlock of our predicament. In short, the true courage is to admit that the light at the end of the tunnel is most likely the headlights of another train approaching us from the opposite direction.

Vi deponerede håbet i økonomien og hos finansverdenen, men den har bare skuffet os og ført mange mennesker ud i krise. Det ser ud til at vi kun kan komme videre, hvis vi opgiver håbet. Hermed mener jeg ikke, at man skal være desperat eller resignere – tværtimod. Det, vi skal gøre, er at holde op med at placere håbet hos andre, men selv begynde at skabe noget andet selv.

(Visited 70 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar