Barndommen, jeg har glemt

Mine første minder kan jeg ikke sætte en alder på. Jeg husker, da jeg læste om årsskiftet 1969/1970 – jeg havde lært mig selv at læse, da jeg var 5. Og jeg husker engang, før jeg begyndte i skolen, hvor min mor inviterede nogle af de andre børn på vejen hjem. Så jeg må have været omkring 5 år gammel. Der er også uklare minder om legetøj og om engang jeg fik skoldkopper, som må være ældre endnu, men her stopper det så også. Jeg har tit spekuleret på hvorfor det mon er sådan – jeg har tænkt, at det måske skyldtes, at jeg ikke havde et sprog, der kunne beskrive minderne, eller at jeg simpelthen ikke forstod så meget dengang.

Bedre er det ikke blevet af at de fleste personer, der var vidner til mine tidlige år, nu ikke lever mere, eller af at mange minder fra min barndom gik tabt, da min mor kom på plejehjem og hendes lejlighed blev solgt. Det var ret beset min egen skyld; jeg kunne ikke overskue hvad jeg skulle gøre i situationen.

Det er underligt at vide, at de tidlige år, der formede mig måske mere end så meget andet, nu er et lukket land. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan.

Men min datter har fortalt mig om sine minder fra da hun gik i børnehave og vel kun har været 3-4 år gammel. Så hun husker sin barndom, i al fald indtil videre.  Jeg har læst en spændende artikel af den amerikanske journalist Kristen Ohlson, og hvis man skal tro de seneste forskningsresultater, er årsagen til at vore barndomsminder forsvinder, simpelthen at minderne bliver gradvist udvisket. Det skyldes at hjernen hos et barn endnu ikke er udviklet nok at kunne skabe langtidshukommelse, og børn har ikke rigtig styr på kronologi eller på det sprog, der skal til at beskrive minderne. Så min egen hjemmebryggede teori var faktisk en lille smule korrekt.

(Visited 154 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar