Filosofi for sofavælgere

Nogle gange – når jeg læser voxpop-interviews eller når jeg er ude at samle penge ind til en humanitær organisation eller ude for at samle underskrifter for Amnesty International – møder jeg mennesker, der simpelthen ikke vil tage stilling og derfor bare siger nej. De vil ikke give et bidrag eller skrive under. Nogle gange er det hårdt at opleve manglen på engagement. Det sker, at de uengagerede mennesker som bevæggrund anfører, at de ikke har sat sig ind i forholdene. Andre gange siger de, at de får det dårligt af at skulle høre om al verdens ulykke – men samtidig gør al lidelsen dem passive. De føler, at de ikke kan gøre noget, og derfor vil de ikke gøre noget. Jeg siger så, at et økonomisk bidrag, uanset hvor småt, eller en underskrift kan gøre en forskel. Typisk er reaktionen så fra dem, jeg taler med, at de trækker sig endnu mere og siger konsekvent nej.

Kan vi forlange at man skal engagere sig i samfundsudviklingen? Det kan man ikke, og faktisk kan man have det manglende engagement som filosofisk idea. Eller: Det kunne man i hvert fald engang.

Epikuræerne, der var en filosofisk skole i antikkens Grækenland, anbefalede at man skulle trække sig tilbage fra politik, fordi det efter deres mening ville volde for megen lidelse at være en aktiv del af samfundets beslutningsprocesser. På denne måde virker de jo umiddelbart til at være på linje med de mange mennesker, der lever deres eget liv og ikke engagerer sig i samfundsspørgsmål. Men epikuræerne gik videre end dét: de anbefalede, at man ikke stiftede familie eller bare fandt sig en partner.

Der er ikke nogen ledende fortaler for sofavælgerne og for dem, der ikke giver til indsamlinger og ikke vil skrive under, og det er vel i virkeligheden derfor, de er så svære at snakke med. Men der er også filosoffer som f.eks. James Brennan, der siger at de fleste mennesker ikke bør stemme, nemlig alle de mennesker, der ikke har sat sig ordentligt ind i samfundsforholdene! Hvis disse mennesker nemlig alligevel stemmer eller på anden måde engagerer sig, fører det nemlig bare til dårlige politikere og til dårligere lovgivning. Jeg er ikke sikker på at sofavælgerne vil bryde sig om hans argument, og måske vil de endda reagere på ham ved at stemme af ren og skær trods.

Så måske skal jeg i virkeligheden takke alle dem, der ikke vil engagere sig aktivt i samfundsforhold?