Et større og bedre taxameter?

Foto: Taxa Fyn

Der er for nylig kommet et forslag til nye principper, der skal erstatte taxameterprincippet som grundlag for finansiering af de videregående uddannelser. Her er en af de parametre, der skal måles på, ansættelighed. En anden er kvalitet. Men hvad er kvalitet af uddannelserne?

Her er det interessant at kaste et blik på holdningerne hos nogle af dem, der er kritiske over for de nye forslag. Jørgen Søndergaard, der var formand for den tidligere regerings “kvalitetsudvalg”, siger til Politiken at

Der er ret klare tegn på, om der er høj kvalitet på en uddannelse eller ej. Man kan søge svar på nogle enkle spørgsmål: Er studerende nødt til at bruge mange timer om ugen på uddannelsen, så er det en meget god indikator. Bruger de studerende mindre tid, kan de lære mere. Får de studerende opgaver, som kræver, at de selv arbejder med stoffet? Og får de studerende ordentlig feedback fra underviserne? Og endelig er der mulighed for en ordentlig dialog med forskerne og professorerne, så de studerende bliver en del af et fagligt miljø? Det er bare tre eksempler, som indikerer, om kvaliteten på uddannelserne er god eller dårlig.

Her kan jeg ikke lade være at bemærke at disse kvalitetsparametre i høj grad afhænger af hvor mange resurser der er til rådighed undervisningen. Hvis et universitet skulle have færre midler, fordi de studerende ikke havde gode muligheder for kontakt til deres undervisere, ville det nemt kunne ende med at blive en ond cirkel.

Jørgen Søndergaard bemærker desuden at det er et problem, at der bliver oprettet så mange nye uddannelser. Her er jeg faktisk enig, for det er blevet en jungle efterhånden. Menn Jørgen Søndergaard overser samtidig, hvad det er der er en væsentlig grund til at der er så mange uddannelser, nemlig taxameterprincippet selv: Universiteterne opretter nye uddannelser i håb om på den måde at kunne tiltrække flere studerende og dermed få flere gennem systemet, så det kan generere flere bevillinger.

Det interessante og problematiske er i virkeligheden selve den idé at bruge bevillinger som styringsredskab, for uanset hvad man gør her, vil universiteterne simpelthen handle instrumentelt. En omfattende kvalitetsmåling vil reelt kræve en institution, der går ind og detailobserver og dokumenterer uddannelserne. Men den slags har vi allerede haft, nemlig akkrediteringsinstitutionen. Og det førte kun to ting med sig: Et større bureaukratisk apparat med mange og lange evalueringer og et konstant påskud hos universiteterne til at motivere alle ændringer med frygten for konsekvenserne af ikke at blive akkrediteret.

(Visited 83 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar