Publish or perish?

I denne uge fik jeg ros af min institutleder, fordi jeg nu får publiceret meget mere end før. Jeg har endda i det forgangne år haft lige så mange publikationer som nogle af dem, der ind imellem bliver fremhævet (og i enkelte tilfælde også fremhæver sig selv) som forskere med succes. Så det er en interessant forandring, for i den akademiske verden skal vi publicere og helst kun der, hvor det kan give BFI-point og dermed bevillinger til institutionen.

Men det var også i denne uge har jeg set to lige lovlig interessante konsekvenser af denne kamp for at publicere.

Der findes en større samling underlødige forlag, der udgiver tidsskrifter, som optager hvad som helst mod betaling. Forlagene sender spam ud til en hel masse akademikere, hvor de hævder at tilbyde publikationer med peer review og at deres tidsskrift er indekseret i anerkendte databaser. Og alligevel fik den australske datalog Peter Vamplew accepteret artiklen “Get Me Off Your Fucking Mailing List” til udgivelse i International Journal of Advanced Computer Technology. Artiklens tekst er identisk med overskriften, og som forfattere er anført – ikke Vamplew selv, men de to amerikanske dataloger David Mazières og Eddie Kohl, der skrev den pågældende “artikel” tilbage i 2005! Artiklen blev nu ikke publiceret, for tidsskriftet forlangte 150 dollars for at ville publicere den.

Men er det så bedre på de “etablerede” forlag? I denne uge er der blevet talt en del om “the conceptual penis”. Forfatterne, to amerikanske filosoffer, har her indsendt en artikel under pseudonym til Cogent Social Sciences, et efter sigende anerkendt tidsskrift inden for sociologi udgivet af Taylor & Francis, et af de helt store forlag.  Artiklen er en storslået gang selvmodsigende nonsens, der kommer omkring en lang række emner: global opvarmning, transpersoner, kapitalistisk økonomi osv. Forfatterne nævner endda isomorfier flere steder!

Der er mange grunde til at “the conceptual penis”-historien er så pinlig. Måske viser den, at man bare skal skrive noget, der ser tilpas kompliceret ud, virker trendy eller trykker på de rigtige “knapper”. Måske viser den, at bedømmerne ikke altid læser de artikler, de får tilsendt til bedømmelse.  Måske viser den, at der findes sociologer, der faktisk kan få mening ud af noget, der bevidst er tænkt som nonsens. Måske viser den også noget om at tidsskrifter fra store forlag ikke i sig selv er garant for akademisk kvalitet.

(Visited 155 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar