Man kommer til at holde lidt mindre af mennesker

For nogle uger siden var jeg ude at samle penge ind til SOS Børnebyerne. Og før det var jeg med til samle underskrifter for at omgøre folketingsbeslutningen om at Danmark ikke længere skal tage imod 500 UNHCR-flygtninge.

Det er vigtigt for mig at være med her. Men samtidig må jeg indse, at det at bede andre mennesker om at støtte en sag, jeg går ind for, faktisk ikke giver mig mere energi. Tværtimod. Jeg ender nemlig altid med at holde en lille smule mindre af menneskeheden, når jeg hører mine medborgere give udtryk for synspunkter, som er kyniske eller hadefulde. Efterhånden er jeg også blevet meget lidt villig til at indlade mig på diskussioner på Internettet. Jeg prøver altid at veje mine ord på en guldvægt for at være så præcis som overhovedet muligt, men efterhånden bidrager jeg kun ugerne. For jeg kan mærke det samme ske – jeg kommer til at holde lidt mindre af mennesker hver gang. Og det gør især ondt, når det er familie eller venner.

Jeg har plejet at tænke, at det nok kun var mig, der havde det sådan. Men jeg opdagede for nylig, at nogle af dem, jeg kender fra Amnesty International, og som ligesom jeg er midaldrende mennesker, også har det på den måde. Måske er det debat-klimaet, der er blevet mere råt; det er min fornemmelse, at man i dag kan ytre sig offentligt på måder, der for en menneskealder siden slet ikke var acceptable. Måske har vi alle fået kortere lunte. Eller måske er jeg bare ved at blive konfliktsky?

(Visited 180 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar