Måske er det bare for svært for os?

Jeg har tidligere skrevet om det, man kalder wicked problems – det er samfundsproblemer som f.eks. krig, arbejdsløshed og social ulighed, som er svære at definere præcist og endnu sværere at løse. Og det er min klare opfattelse, at når beslutningstagere tror at kende en enkel løsning på et af disse problemer, er der noget galt.

Nu har jeg læst et interessant essay af den amerikanske neurolog Robert Burton; hans fornemmelse er at det simpelthen er sådan, at den menneskelige erkendelse er begrænset – at vi ikke kender vores begrænsede analytiske evner – og at det gør mange ude af stand til at kunne overskue analyserne af de “slemme problemer”, men at næsten ingen vil indrømme, at det er sådan. På en måde er der tale om en udgave af Dunning-Kruger-effekten: at de lidet kompetente ikke kan indse, hvor lidt kompetente de faktisk er.

Det er helt legitimt at have nogle grundlæggende etiske principper, vi ikke vil gå på kompromis med, ja, faktisk er det fuldstændig nødvendigt. Det, der bekymrer mig, er når deltagere i den demokratiske proces bevidst ignorerer meget veletablerede forskningsresultater. Forskning er ikke værdifri, og mange af forskningens konklusioner er kontingente (som forskere ved), men der er noget galt, når beslutningstagere (og dem, der har bragt dem til magten) ikke vil acceptere at der er overvældende evidens for at den globale opvarmning er virkelig og menneskeskabt – eller ikke vil acceptere at der ikke er evidens for at hårdere straffe fører til lavere kriminalitet. Og jeg husker selv, hvor enormt frustrerende det ofte har været for mig at høre politikere uden indsigt i undervisning eller i uddannelsesforskning tale om hvor undervisning og bedømmelse efter deres mening burde foregå.

De fleste af os må erkende, at vi ikke for alvor vil kunne forstå analyserne af de “slemme problemer”, for slet ikke at tale om at kunne foretage sådanne analyser selv. Jeg kan bestemt heller ikke altid, heller ikke selv om jeg selv er forsker. Videnskabens erkendelser strider ofte mod intuitionen, og de analyser, der frem til dem, betjener sig ofte af kvantitative analyser baseret på matematiske modeller, herunder på statistisk inferens. Et klassisk værk om dette, at videnskab er kontraintuitiv, er Lewis Wolperts The Unnatural Nature of Science.

Alle har ret til at ytre sig, men det er ikke tilfældet at alle har lige meget ret. Jeg taler ikke for en elitær holdning, men derimod for en ydmyg holdning, hvor vi alle skal erkende, at der er nogle problemer, der er meget svære at analysere og kræver en ikke-triviel analytisk indsigt. Men hvornår har vi sidst hørt en politiker sige, at der var noget, han/hun ikke ved noget om og ikke har indsigt til at udtale sig om?

(Visited 115 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar