Illusionen om det lette

Nogle gange før i tiden, da jeg holdt kurser med forelæsning, har jeg hørt en studerende sige i et opgivende tonefald at  “Det hele lød så nemt, da du forklarede det. Men jeg forstår det ikke nu.” Det har næsten været det værste, jeg har kunnet at få at vide: Operationen lykkedes, men patienten døde.

Der er faktisk blevet forsket i dette, og man taler om the fluency illusion – illusionen om at man forstår noget, blot fordi en anden har forklaret det på en klar og overbevisende måde. Den vigtige aktivitet i undervisning er derfor ikke at forklare stoffet på en overbevisende måde én gang for alle.

Problemet er, at forelæsningen traditionelt er blevet set som den centrale undervisningsaktivitet og den, der for alvor ville føre til læring. Derfor sidder der tilhørere til forelæsningerne og synes at de lærer en masse – der bliver ikke sagt noget forkert til forelæsningen, så man kan som tilhører bare sidde og nikke. Der er endda mange studerende, der møder op til forelæsningerne, men bliver væk fra de andre aktiviteter.

I disse år er der især i USA bestræbelser i gang for at komme væk fra the fluency illusion. Det, vi kan lære af de amerikanske erfaringer, er at der flere skridt, vi bør tage. Et vigtigt skridt er at fjerne fokus fra forelæsningerne og over på de undervisningsformer, hvor man faktisk lærer noget ved at bruge stoffet aktivt til problemløsning. Det er en vigtig grund til at jeg er holdt op med at forelæse – at det faktisk er begrænset hvad man lærer ved at sidde i auditoriet og blive overbevist. Præsentationer i form af korte podcasts er bare et supplement til den vigtige undervisning, hvor den enkelte studerende er aktiv.

Et andet nødvendigt skridt er, at de studerende skal blive klar over the fluency illusion. Men det er desværre ikke oplagt, hvordan man kan overbevise studerende om at de strategier, de tror er de bedste, faktisk ikke er det. Når jeg har prøvet at ændre min undervisning, har der altid været studerende som gav udtryk for at de foretrak “traditionelle” undervisningsformer, og her også “rigtige forelæsninger”, for dem “lærte de meget mere af” – selv om forelæsninger med heftig brug af slides og opgaveregning i grupperum bestemt ikke altid har været virkeligheden. I år har jeg for første gang set, hvordan mange studerende nægter at deltage i de øvelser, jeg tilrettelægger, men hellere vil sidde et andet sted og (måske) lave noget andet selv. Så overbeviste er de blevet om, at “deres” strategi (som reelt bare er en vane, de har fået) er bedre end hvad jeg som underviser har udviklet på baggrund af snart mange års erfaring, og det er trist at opleve.