Bluff og bluff

Selvtillid er noget underligt noget. I går besøgte jeg Aarhus Universitet og mødte her en besøgende professor fra udlandet, som jeg havde kendt siden vi begge var PhD-studerende på University of Edinburgh. Bagefter tænkte jeg uvilkårligt, at jeg havde været heldig at kunne følge et PhD-forløb på et så prestigefyldt universitet sammen med så mange, der var så fagligt dygtige. Tænk, at en helt almindelig person som mig kunne få lov til at være sammen med dem! Men da jeg havde tænkt den tanke længe nok, måtte jeg indrømme, at jeg nok ikke kunne have fået en plads på PhD-forløbet i Edinburgh, hvis ikke det var fordi, jeg faktisk også selv var fagligt dygtig i et vist omfang.

Der er mange resultater, der viser at det er langt mere almindeligt for kvinder at have lav selvtillid end det er for mænd, og at det kan være en af de medvirkende årsager til en skæv kønsfordeling i nogle sammenhænge. Og samtidig er det klart, at en del mænd – netop fordi de har højere selvtillid – tager flere risici og ikke er så tilbageholdende, heller ikke selv om de nok burde være det. I en artikel fra The Atlantic fra 2014 skriver journalisterne Katty Kay og Claire Shipman om dette ærgerlige fænomen. En meget kendt undersøgelse fra Hewlett-Packard, nævnt i artiklen, viser at kvinder (i al fald i dette firma) kun vil søge en ledig stilling, hvis de er helt sikre på at kunne leve op til alle kravene i jobannoncen, mens mænd gerne vil søge, selv om de kun kan leve op til 60 procent af kravene. En af konsekvenserne er den triste, at der er nogle middelmådige mænd, der når langt, mens der modsat er nogle meget kvalificerede kvinder, der slet ikke når så langt som de burde. Og det interessante er at mange af de mænd, der har stor selvtillid, men ikke så meget at have den i, faktisk ikke bluffer. De synes rent faktisk at de er gode.

I en beslægtet boldgade har vi impostor-syndromet, som er den ærgerlige fornemmelse ikke helt få mennesker mennesker har, om at deres succes beror på en kombination af rent tilfælde og af at de altid har kunnet bluffe sig videre. “Hvis jeg en dag bliver fanget på det forkerte ben”, tænker de, “vil jeg blive afsløret som den inkompetente og uærlige person, jeg i virkeligheden er”. Man blev først opmærksom på dette ærgerlige tankemønster hos kvinder, men det er en fornemmelse, både mænd og kvinder kan have. En interessant beretning om dét skyldes forfatteren Neil Gaiman, der til en sammenkomst for forskere og kunstnere mødte en ældre mand, der også hed Neil. Han undrede sig over at han dog var inviteret med her sammen med alle disse dygtige mennesker, der havde gjort så meget. Den ældre mand var Neil Armstrong, det første menneske på månen!

Formodentlig er disse ærgerlige psykologiske mekanismer, der saboterer mange menneskers selvtillid og selvværd, med til at skabe de kønsmæssige uligheder, vi ser bl.a. i den akademiske verden og ikke mindst i fag som datalogi. Og her kan jeg igen ikke lade være med at tænke på alle de mandlige studerende, der strutter. Det ville være dejligt, hvis dem, der ikke har så meget at have deres selvtillid i, kunne blive lidt mindre fremtrædende, mens dem, der er kompetente, men har lav selvtillid og lavt selvværd kunne bringes til at tro mere på sig selv.

(Den besøgende professor, som jeg havde kendt siden min tid i Edinburgh, var faktisk en kvinde.)