Universel eller ens?

Jeg har læst en artikel af den amerikanske forfatter Susan Faludi, der har gjort et stort indtryk på mig. Hendes far István kom fra Ungarn, men udvandrede til USA og blev til Steven. Faderens familie havde jødisk baggrund, men gjorde meget ud af ikke at adskille sig fra andre ungarere, helt ned til at vælge typisk ungarske navne til børnene. De var kort og godt et eksempel på hvor totalt assimilerede mennesker med mindretalsbaggrund kunne blive. Men da 2. verdenskrig kom, blev hele den del af familien, der ikke havde forladt Ungarn, myrdet af tyskerne – fordi de var jøder.  Mange år senere slutter Susan Faludis beretning med at hun har genoptaget kontakten til sin far. I mellemtiden har hendes far skiftet køn, er blevet til Stefanie Faludi og ligger nu for døden, tilbage i Ungarn.

Alt dette er en gribende fortælling om vores søgen efter at være nogen, om hvem vi selv synes vi er, og hvem andre tror, vi er. En del mennesker har i deres opvækst hørt deres forældre sukke noget i stil med “Hvorfor kan du ikke bare være som alle andre?” (det har jeg også hørt!). Der er en tryghed i at være “som alle andre”, men der kan også være en tryghed i ikke at være “som alle andre”. Man kan skabe sig en identitet ved at prøve at være “som alle andre”, og man skabe sig en identitet ved at være anderledes end “alle andre”. Susan Faludis far nåede at prøve begge dele og fandt på den måde hjem, både sjæleligt og geografisk.

Det, jeg fornemmer, der er ved at ske, er at der i dag er en bevægelse i samfundet mod at man skal være “som alle andre”. Nationalismen er et tydeligt tegn på det, og i det hele taget er begrebet om universelle rettigheder ved at glide i baggrunden. Men at alle mennesker har samme rettigheder, er ikke det samme som at alle mennesker behøver at være ens. Måske er det også derfor, vi i dag ser nogle mod-strømninger, der sætter navn på mange forskellige etniske og seksuelle identiteter og taler om identiteternes rettigheder. I begge tilfælde tror jeg at risikoen kan være, at det, vi har fælles og som er universelt, nemlig at vi er mennesker, kan træde i baggrunden til fordel for de etiketter, vi bruger for at klassificere os selv. Og alt sammen er det fordi vi gerne vil finde hjem.

Arkæologisk datalogi

En jobannonce fra 19. maj 2017

Da det seneste ransomware-angreb ramte, blev det almindeligt kendt at der i den danske hospitalsverden alene i Region Midtjylland er omkring 5000 computere, der stadig anvender Windows XP. Det er flere år siden, netop dét operativsystem sidst fik en sikkerhedsopdatering.

Det bliver tydeligt, at der er store udfordringer forbundet med at forstå, hvad der sker i gammel software. Og der er masser af gammel software derude. Ovenfor er der et eksempel på en jobansøgning fra Danske Bank; den nævner Java, C# og Python, som vore dages datalogistuderende typisk kender – men også COBOL og PLI/II, der er programmeringssprog med op til 50 år på bagen. De personer, der udviklede de oprindelige systemer i disse sprog, er ofte for længst gået på pension, og nogle er ikke længere iblandt os.

Alle de gamle systemer virker formodentlig fint, når de står alene, og de er ofte langt mindre oppustede end senere software, men de blev samtidig til længe før Internettet blev, hvad det er i dag. Derfor er der store udfordringer forbundet med at kunne analysere og reparere gammel software, og her er der en udfordring både for forskning og undervisning i datalogi. Selvfølgelig skal de af os, der er dataloger i den akademiske verden, ikke undervise studerende i COBOL og lignende, men vi skal kunne udvikle teorier og metoder, der gør det muligt at tage sig af de udfordringer, som gammel software udgør. Det er desværre ikke noget, vi gør så meget for at fremme i dag. I virkeligheden er denne “arkæologiske datalogi” nemlig en af de helt store udfordringer – og vil blive ved med at være det, for de programmer, der i dag er nye, vil også en dag blive gamle.

En typisk gerningsmand?

I denne uge har der været endnu et tragisk angreb med en bil, denne gang i New York. Gerningsmanden er en yngre mand, han kommer fra et etnisk mindretal, hans håb om et andet liv er ikke blevet til noget, han har haft store personlige problemer og ikke mindst har han tidligere begået kriminalitet. Nu kører han så med stor hastighed ind i en folkemængde midt i en stor by med det formål at slå dem ihjel, og bagefter prøver han at stikke af på planløs vis.

På disse punkter ligner han næsten til forveksling gerningsmændene fra lastbilangrebene i Nice, Berlin, London og Stockholm. De amerikanske myndigheder har slået fast, at der her ikke var tale om terror. Gerningsmanden havde ganske vist talt om at “regnskabets time ville komme”, men han var ikke fascineret af en ekstrem udgave af islam, men “bare” af Scientology.

Om det er for at berolige os, at vi skal have at vide, at dette bilangreb ikke er terror, ved jeg ikke. Selv hæfter jeg mig ved copycat-effekten; jeg kan ikke mindes, at der har været så mange tilsvarende angreb med biler i store byer som inden for det seneste år. Og jeg hæfter mig ved de mange lighedspunkter. Måske har vi i virkeligheden for alle de afskyelige bilangrebs vedkommende at gøre med en særlig form for voldelig afmagt, der sætter ind hos yngre mænd, for hvem livet ikke vil lykkes, og måske er det så i virkeligheden dér, vi kan sætte ind.

Fornemmelse for snyd

I dag har jeg og andre medlemmer af studienævnet, hvor jeg er, læst udkastet til det nye regelsæt om disciplinærsager for studerende ved Aalborg Universitet. En stor del af dette dækker forhold omkring snyd ved eksamen og plagiering. Men det er bestemt ikke et perifert fænomen, vi her har med at gøre. En britisk undersøgelse fra 2016 afslører at omkring hver tredje studerende indrømmer at have snydt til eksamen. Også på såkaldte eliteuniversiteter i USA (bl.a. MIT) snyder de studerende.

De nye regler fra Aalborg Universitet er blevet opdateret for at kunne tage højde for endnu flere former for snyd. Men det virker som et våbenkapløb uden ende: Hver gang der bliver indført en modforanstaltning, kommer der bare en ny taktik hos dem, der vil snyde.

Ligesom for mange andre former for overtrædelser – lige fra utroskab til terrorisme – er der tale om et fænomen, der ikke vil gå væk.

Formodentlig er en af løsningerne er at finde eksamensformer, hvor det simpelthen ikke giver mening at snyde. Det bedste eksempel, jeg kender, er vel projekteksamen for projektgrupper. Her sidder projektgruppen sammen med eksaminator og censor i op til 4 timer, og alle eksaminander kan se hinanden hele tiden og høre hvad de andre eksaminander svarer. Det er endda ofte sådan, at eksaminator og censor undervejs holder en kort pause, hvor de studerende så kan snakke sammen. Men snyd? Det giver ikke rigtig mening i denne sammenhæng.

Samtidig ved vi godt, at mundtlig eksamen er meget resurse- og tidkrævende og i mange tilfælde kun kan være en stikprøve af hvor godt den enkelte eksaminand opfylder læringsmålene. Og der er jo også skriftlige kompetencer og færdigheder, som kan være relevante at undersøge. Så mundtlig eksamen kan ikke være en god universalløsning.

Vi ved samtidig også godt at mange former for snyd bunder i et ønske om at kunne reproducere, dvs. tager udgangspunkt i en (mis)forståelse af at eksamen skal undersøge hvor godt man kan reproducere. Skriftlige eksamensformer, hvor man undersøger den studerendes færdigheder og kompetencer, gør det sværere at snyde. Igen kræver det flere resurser at bedømme sådanne præstationer end f.eks. at undersøge multiple choice-besvarelser.

Men måske ville det give mening at bruge i al fald nogle af de mange resurser, der nu bliver brugt på at forhindre snyd, på at udvikle bedre eksamensformer og honorere bedømmelse bedre?

Deres ritualer og vores ritualer

Forskellige former for intolerance fokuserer meget ofte på ritualer, som den intolerante ikke bryder sig om. De forskellige former for antisemitisme i Europas historie har taget  udgangspunkt i jødernes ritualer, meget ofte nogen, der ikkefandtes – som f.eks. at de skulle bruge kristne børns blod i hemmelige blodritualer. Mange såkaldte islamkritikere i vore dage tager fat i bestemte skikke, som de mener er forkastelige, karakteristiske for muslimer og som muslimer (ifølge dem) er nødt til at følge – som f.eks. at bede fem gange om dagen.

Set udefra har de fleste ritualer ikke nogen virkning; hvis man f.eks. ikke tror på islam, vil man vel også mene at fem daglige bønner ikke kan ændre noget som helst. Men alligevel er modviljen der.

Noget kunne tyde på at det er ikke er det, der sker eller hævdes at ske i ritualer, men simpelthen dét, at de andres ritualer er anderledes, der kan være med til skabe mistro mellem grupper af mennesker.

Et interessant eksperiment fra University of Toronto viser, hvor let små ritualer kan skabe splittelse blandt en gruppe studerende.

Et hold på 100 studerende skulle vurdere hvor mange prikker der var på en samling billeder. Derefter skulle nogle af de studerende lære at udføre nogle bestemte handlinger (bl.a. at åbne og lukke øjnene) og forsøgslederne opmuntrede dem til at gøre sig umage.  Ved ugens slutning skulle de studerende være sammen igen; de blev delt ind i en “rød” og en “blå” gruppe og fik at vide at inddelingen var baseret på hvor godt de havde bedømt antallet af prikker. Så skulle de studerende, der havde lært ritualet, udføre de handlinger, de havde lært, mens de andre så på. Til sidst skulle de studerende så spille et spil, hvor de skulle betro hinanden et pengebeløb. Her betroede de studerende, der havde udført ritualet, signifikant flere penge til de medstuderende, som også havde udført ritualet.

Denne type eksperimenter er selvfølgelig voldsomt afgrænsede, men det er interessant at tænke videre: Er de mange slags intolerance, vi ser rundt om i verden, i virkeligheden et udtryk for at “vi” ikke stoler på “dem”, fordi de opfører sig anderledes end “os”, hvorpå de så som reaktion begynder at opføre sig endnu mere anderledes?

Legalisere eller afkriminalisere?

Jeg har tit tænkt over hvad man skal gøre ved prostitution. På den ene side kan jeg faktisk ikke sige andet om prostitution end, at det grundlæggende set er en form for dehumanisering og derfor ikke er godt for noget som helst.  På den anden side virker det desværre ofte som om arbejdet mod prostitution kan komme til at ligne en kamp mod de prostituerede.

I dag kunne jeg læse, at bystyret i Amsterdam nu opretter et bordel, der skal drives og indrettes af de prostituerede selv. Umiddelbart lyder det vel som et bedre alternativ til det, at nogle mennesker kan skabe profit på at andre mennesker sælger sig selv til seksuelle ydelser. I Nederlandene blev prostitution legaliseret i 2000, og man håbede dermed at kunne gøre noget ved menneskehandel, men det er ikke tilfældet. Der er da også forskere, der sætter spørgsmålstegn ved om den nye type bordel vil kunne ændre noget som helst. “Forretningsmodellen” er nemlig den samme, og bag de tilsyneladende selvstændige prostituerede kan der stadig være bagmænd.

En anden mulighed ville være at afkriminalisere prostitution, dvs. at sørge for at den enkelte prostituerede ikke kan blive arresteret eller retsforfulgt alene fordi vedkommende er prostitueret. Dette er slet ikke det samme som at legalisere prostitution.

Dette ikke sagt fordi jeg har en positiv holdning til prostitution som sådan, for det har jeg netop ikke, men fordi der netop ofte er usynlige bagmænd og fordi det derudover er veldokumenteret, at der i en hel del lande (f.eks. i Rusland og Serbien og lande i Afrika, Asien og Sydamerika) foregår grove overgreb som afpresning, voldtægt og anden vold fra især politiets side mod prostituerede. De overgreb er netop mulige, fordi prostitution er strafbart og politiet dermed har en klemme på de prostituerede. På denne måde bliver de mennesker, der er prostituerede, måske i virkeligheden fastholdt i prostitution.

Her kan man sammenligne med to mulige holdninger til narkotika – der er også her et stort illegalt marked kontrolleret af organiseret kriminalitet. Man kunne legalisere stoffer, dvs. definere rammerne for salg af narkotika med bl.a. licens til særlige salgssteder, hvor man lovligt kan købe og måske også bruge stoffer. Men man kunne også vælge i stedet at afkriminalisere brugen af narkotika, dvs. ikke arrestere og retsforfølge mennesker, der blev pågrebet med stoffer på sig alene til eget forbrug. Systematisk handel med narkotika ville stadig være ulovlig. På den måde ville narkomanerne gå fri og ville ikke risikere at komme i lommen på korrupte betjente, mens de store fisk stadig kunne blive pågrebet.

Et større og bedre taxameter?

Foto: Taxa Fyn

Der er for nylig kommet et forslag til nye principper, der skal erstatte taxameterprincippet som grundlag for finansiering af de videregående uddannelser. Her er en af de parametre, der skal måles på, ansættelighed. En anden er kvalitet. Men hvad er kvalitet af uddannelserne?

Her er det interessant at kaste et blik på holdningerne hos nogle af dem, der er kritiske over for de nye forslag. Jørgen Søndergaard, der var formand for den tidligere regerings “kvalitetsudvalg”, siger til Politiken at

Der er ret klare tegn på, om der er høj kvalitet på en uddannelse eller ej. Man kan søge svar på nogle enkle spørgsmål: Er studerende nødt til at bruge mange timer om ugen på uddannelsen, så er det en meget god indikator. Bruger de studerende mindre tid, kan de lære mere. Får de studerende opgaver, som kræver, at de selv arbejder med stoffet? Og får de studerende ordentlig feedback fra underviserne? Og endelig er der mulighed for en ordentlig dialog med forskerne og professorerne, så de studerende bliver en del af et fagligt miljø? Det er bare tre eksempler, som indikerer, om kvaliteten på uddannelserne er god eller dårlig.

Her kan jeg ikke lade være at bemærke at disse kvalitetsparametre i høj grad afhænger af hvor mange resurser der er til rådighed undervisningen. Hvis et universitet skulle have færre midler, fordi de studerende ikke havde gode muligheder for kontakt til deres undervisere, ville det nemt kunne ende med at blive en ond cirkel.

Jørgen Søndergaard bemærker desuden at det er et problem, at der bliver oprettet så mange nye uddannelser. Her er jeg faktisk enig, for det er blevet en jungle efterhånden. Menn Jørgen Søndergaard overser samtidig, hvad det er der er en væsentlig grund til at der er så mange uddannelser, nemlig taxameterprincippet selv: Universiteterne opretter nye uddannelser i håb om på den måde at kunne tiltrække flere studerende og dermed få flere gennem systemet, så det kan generere flere bevillinger.

Det interessante og problematiske er i virkeligheden selve den idé at bruge bevillinger som styringsredskab, for uanset hvad man gør her, vil universiteterne simpelthen handle instrumentelt. En omfattende kvalitetsmåling vil reelt kræve en institution, der går ind og detailobserver og dokumenterer uddannelserne. Men den slags har vi allerede haft, nemlig akkrediteringsinstitutionen. Og det førte kun to ting med sig: Et større bureaukratisk apparat med mange og lange evalueringer og et konstant påskud hos universiteterne til at motivere alle ændringer med frygten for konsekvenserne af ikke at blive akkrediteret.

– Jeg samler ikke ind

– Goddag, jeg kommer fra SOS Børnebyerne. Vi har landsindsamling i dag på Mors dag. Vi samler ind for at kunne give en SOS-mor til alle de forældreløse og udsatte børn, der ikke har nogen at fejre i dag. Har du lyst til at give et bidrag?
– Jeg samler ikke ind.
– Det er mig, der samler ind.
– Jeg samler ikke ind.
– Du vil altså ikke give et bidrag?
– Nej, det vil jeg ikke. Tak for besøget.

– Goddag, jeg kommer fra SOS Børnebyerne. Vi har landsindsamling i dag på Mors dag. Vi samler ind for at kunne give en SOS-mor til alle de forældreløse og udsatte børn, der ikke har nogen at fejre i dag. Har du lyst til at give et bidrag?
– Jeg er studerende, så jeg har ingen kontanter.
– Du kan give via MobilePay eller sms.
– Min kæreste er medlem af Red Barnet.
– Det er ikke det samme som SOS Børnebyerne.
– Nej, det er vel ikke.
– Her er en folder, hvor du kan læse om MobilePay eller sms.
– Det vil jeg tænke over.

Det blev med andre ord en søndag eftermiddag af stærkt varierende kvalitet. Kancelligården nummer 1 til 55 (lige og ulige numre) i Nørresundby bidrog med i alt 11 kroner og 50 øre, og andre steder var der hele opgange, hvor ingen lukkede op. Et enkelt sted fik jeg 50 øre. Men til gengæld var der så også folk, der gav 100 kroner eller mere – og der var endda nogen, der sagde tak til mig.

I kan stadig nå at give et beløb på 20 14 11 00 (MobilePay) eller ved at sende SOS75 til 1910; på den måde giver I 75 kroner. Læs mere om SOS Børnebyerne og deres arbejde for forældreløse børn på https://www.sosbornebyerne.dk

Kan du se, om min løsning er korrekt?


Når jeg underviser i et kursus og der er øvelsestid, beder de studerende mig tit om at se på løsningen til en opgave, de har lavet, og fortælle mig om løsningen er korrekt. Det har jeg selvfølgelig ikke spor imod, men jeg vil samtidig gerne være mere end bare den levende facitliste. Der kommer jo dage i fremtiden, hvor de studerende ikke længere kan bede mig om at kontrollere deres løsninger, men er nødt til at kunne stole på sig selv.  Ofte beder jeg de studerende om at forklare, hvordan de er gået frem, og som regel ender det så med at vi enten i fællesskab kan konkludere, at løsningen er korrekt eller kan identificere problemet.

I det større billede, når vi når ud over den enkelte opgave, har man også meget ofte brug for at kunne give en realistisk vurdering af den fremgangsmåde, man følger, og de resultater, man når frem til. Man skal kunne “tænke om at tænke” – det, der kaldes metakognition. Hvis man slet ikke kan vurdere sin egen formåen, kommer man alt for ofte til at vurdere det, der bare ser tilstrækkeligt kompliceret ud, som værende korrekt, og Dunning-Kruger-effekten stikker sit dumme hoved frem:  Man stoler på sig selv uden at have en god grund til det. Desværre kan det så også være derfor, at nogle fravælger kontakt til undervisere.

Vurdering af egne kompetencer er tit ikke noget, vi gør noget systematisk for at fremme, i al fald ikke på de uddannelser, jeg underviser på. Men det burde vi gøre mere ved, netop fordi der kommer en dag hvor underviseren ikke kan være der længere.

Dengang, før vi blev forældre

Ved stranden i North Berwick, Skotland, sommeren 1992, 9 år før jeg blev far. Vejret viste sig fra sin pæneste side den dag.

Når man får børn, bliver man et andet menneske og ikke kun fordi man bliver en autoritet på godt og ondt i børnenes liv. Jeg kan selv huske den dag, hvor det på en særlig måde gik op for mig at noget var forandret. Det var en lørdag eftermiddag i maj, og min datter var knap et par uger gammel, da jeg gik en tur med hende i barnevognen. Det var den dag, der var karneval i Aalborg – det havde jeg helt glemt, at det var, for jeg havde længe haft noget andet i tankerne. Så dér gik jeg ned ad gaden med den lysegrå barnevogn, og fodgængerne, også dem, der virkede berusede, gik lidt til siden. Her kom en far.

Den amerikanske forfatter Edan Lepucki har i forbindelse med sin seneste roman bedt brugere af Instagram om at lægge billeder op af deres forældre fra dengang de endnu ikke var blevet forældre. Og det er interessant at se de gamle billeder. Selv har jeg set gamle billeder af min mor fra hendes ungdom, og det er på én gang som at se en person, jeg kendte i 50 år, og som at se en anden person.

Vi var nogle andre, dengang vi ikke var dem, nogen kaldte “far” og “mor”. Måske kan vi se vores børn i os selv, når vi ser de gamle billeder (nogle gange synes jeg, at jeg kan, selv om jeg jo er far til en pige) og måske kan de opdage noget af sig selv i os.