Konferencedeltagelse og klimaforandringer

Jeg har ikke bil. Mit hus er blevet grundigt isoleret, og jeg spiser ikke animalske produkter. Men jeg flyver flere gange om året som del af mit arbejde for at deltage i akademiske konferencer eller for at besøge kolleger på universiteter i udlandet. Ifølge Air Transport Action Group er flyvning årsag til omkring 2 procent af den menneskeskabte udledning af CO2.

Så jeg belaster faktisk miljøet forholdsvis voldsomt, og dette har jeg ofte tænkt over. Der findes allerede en Conference CO2 Calculator, der kan give et estimat af miljøbelastningen ved at deltage i en konference.

SIGPLAN, der er ACMs særlige interessegruppe for forskning i programmeringssprog, har lavet et dokument med forslag til hvordan konferencer kan begrænses. Der er mange gode forslag, lige fra at man kan lægge konferencer på steder som de fleste ikke skal rejse så langt for at komme til, over at man kan slå konferencer sammen og dermed reducere antallet af rejser til at lave virtuelle konferencer.

Men det er en komplikation, at det i datalogi i modsætning til f.eks. matematik er tilfældet, at nogle konferencer er vigtigere publikationskanaler end mange tidsskrifter. Og det er en yderligere udfordring, at konferencerne ofte er det sted, hvor man mødes med sine forskerkolleger fra udlandet og dermed bliver det sted, hvor man omsider får mulighed for at tilbringe en stund sammen ansigt til ansigt.

Det er nemlig aldrig helt det samme at mødes på nettet. I min egen erfaring har jeg altid fået langt større udbytte af at kunne mødes ansigt til ansigt med de kolleger, jeg har samarbejdet med. Og skal jeg være helt ærlig, har jeg også haft en del gode rejseoplevelser alene ved at rejse til konferencer og se steder, jeg måske ellers aldrig ville have besøge: Georgien, Vietnam, Japan, New Zealand, Estland osv.

Men lad ikke dette være undskyldninger for ikke at gøre noget. Vi er nødt til at handle, for ellers kommer der en dag, hvor afholdelse af akademiske konferencer bliver den mindste af vore bekymringer. Den store udfordring bliver at skabe en attraktiv måde at mødes på uden at man behøver at rejse. Og måske bliver en sidegevinst af denne situation, at publikationskulturen i datalogi bliver “normaliseret”, så tidsskrifter igen bliver vigtigere end konferencer.

En kamp for frihed

Endnu engang er det blevet 1. maj, men jeg har været på arbejde – aftaler, jeg ikke fik flyttet og korrespondance har trængt sig på. Det er desværre nok ikke særligt overbevisende at skrive, at jeg har været med derude i ånden.

Hvert år, så længe jeg kan huske, har politikere og andre meningsdannere fra hele den højre side af det politiske spektrum talt om at 1. maj er en overflødig kampdag. Det er den bestemt ikke.

Der er imidlertid sket det, at de mennesker, hvis rettigheder i dag er allermest truet i Danmark i dag, ikke er arbejderklassen som helhed, men i særdeleshed de løstansatte, de lavtlønnede og de mennesker, der er helt uden for arbejdslivet: arbejdsløse, langtidssygemeldte, kontanthjælpsmodtagere, flygtninge og hjemløse. Uden for Danmark er der stadig masser af arbejdskampe, der skal tages. Derfor er 1. maj stadig relevant at markere, og det er nødvendigt at vi lader en solidaritet med de særligt udsatte grupper og et internationalt perspektiv være i fokus. Egentlig handler det jo om frihed – friheden fra unødvendige bekymringer (herunder friheden fra at leve på en forurenet klode) og friheden fra at blive set ned på.

I disse år ser vi desværre, at nogle af de partier, der tidligere har været nært allierede med fagbevægelsen (og her tænker jeg ikke mindst på Socialdemokraterne), ser ud til at være blevet mere optaget af at ville gøre livet surt for de grupper, jeg har nævnt, og af at vende blikket indad mod Danmark i stedet for at skue ud i verden. Der er derfor også en kamp, der skal føres for at få dem til igen at forstå at ingen er frie, før alle er frie.