Fredag på Roskilde

Så kom regnen til Roskilde-festivalen, og det blev en dag i pytternes, mudderet og røjsernes tegn.

Først så jeg 47Soul; der er i det hele taget masser af bands med tal i deres navne i år, og der er faktisk både et der hedder 67 og et der hedder 68… 47Soul er fra Palæstina og spiller en særdeles dansabel form for arabisk pop med inspiration fra dancehall og hiphop og med tekster på engelsk og arabisk. Selv om det silede ned, blev det en god oplevelse ved Apollo-scenen.

Bagefter nåede jeg at høre et par numre med Karl William. Han er født længe efter Kasper Winding og Sneakers og News først huserede, men det skulle man godt nok ikke tro. Underligt at overvære rehabiliteringen af dansk firserpop her.

Lidt senere nåede jeg også slutningen af koncerten med Angel Olsen, og jeg nåede også afslutningen af koncerten med Hieroglyphic Being – en mand, der sad bøjet over sin lille mixerpult og skruede elektronisk Chicago-techno frem i traditionen fra Carl Cox og Juan Atkins. På en og samme tid dansabelt (hvor godt man så end kan danse i røjser) og introvert.

Senere Father John Misty. Hvis Karl William rehabiliterer dansk firserpop, er det blevet Father John Mistys skæbne at gøre det samme for Randy Newman, hvis kombination af sarkastisk opgivende tekster og iørefaldende melodier han har taget til sig. Der var en overvægt af numre fra det seneste album, Pure Comedy. Det er så desværre også et album, der er alt for langt og er ved at kamme over i det livstrætte og kedelige. Det var ærgerligt at opdage at koncerten på Orange Scene var på nippet til at gå samme vej.

Så var der straks meget mere energi over Trentemøller. Han har efterhånden helt forladt den dansable techno, der prægede hans første album. Aftenens koncert var i høj grad en tæt sammenspillet band-præstation, der brugte guitar, bas og trommer sammen med Anders Trentemøllers keyboards og lod sig tydeligt inspirere af den dystre, mere eller mindre gotiske synthrock fra for 30 år siden. Især This Mortal Coil og New Order var klare referencepunkter.

Jeg hørte et enkelt nummer med australske Jagwa Ma, men jeg havde for længe siden bestemt mig til at høre  Lorde fra New Zealand, så den vej måtte jeg. En norsk pige, der var til sin første festival, spurgte mig om vej, så jeg fulgte hende derned. Imens fortalte hun mig om hvordan hendes mor havde været til den festival hvor U2 havde spillet. Det var i 1982, og da følte jeg mig gammel.

Lorde er heller ikke så gammel, kun 20 år, så jeg kunne snildt være hendes far. Igen følte jeg mig gammel. Åh, hvor årene dog går hurtigt. Alle sang med på “Royals”, selvfølgelig også jeg. Og det var en rigtig gennemført omgang pop, som det var svært ikke at holde af.

En observation: De fleste musikere er enten meget glade for at spille på Roskilde eller overmåde høflige. Jeg har i al fald endnu til gode at høre en musiker sige under sin koncert, at hun er flov over at give koncert her, at det er en elendig oplevelse og at publikum er grimme. Jeg kan af anmeldelserne se, at Angel Olsen brokkede sig over at publikum snakkede løs under hendes koncert. Men det forstår jeg bestemt godt at hun var træt af. Man behøver ikke at skulle være en engel, blot fordi man hedder Olsen.

Torsdag på Roskilde

Jeg ankom til Roskilde Festival 2017 lige i tide til at høre to numre med Carl Emil Petersen, tidligere sanger og sangskriver i Ulige Numre. Det ene nummer var nyt, og lovede særdeles godt. Det andet nummer var den gamle kending “København”, og alle skrålede med.

Næste koncert fik jeg set i sin helhed. Future Islands ligner fire mænd, der lige har forladt et lærerværelse, og deres melodiske new wave-pop trækker på referencer fra første halvdel af 1980’erne, ikke mindst Simple Minds fra tiden omkring New Gold Dream hvor det var en bas, dee svømmede oven på store synth-flader og drev sangene frem. Men forsanger Samuel Herring er et meget specielt bekendtskab. Han brøler og danser og vrikker, og publikum elsker det, måske også fordi han er en voksen mand, der minder mange om deres klasselærer (og nogle også Burt Reynolds i hans yngre dage). Af og til er det dog også som om det kommer til at stå lidt i vejen for den faktisk rigtig udmærkede popmusik, som Future Islands jo egentlig burde bedømmes på.

Bagefter stod jeg i kø for at købe en burger, men det var jeg bestemt ikke den eneste, der gjorde (ellers var der jo ingen kø), så jeg luskede ned til Apollo hvor den amerikanske rapper Princess Nokia gav os sit bud på bas-tung og lidt elektronisk feministisk hiphop.
Og så sås jeg ellers med min gamle studiekammerat Carsten Sørensen og hans hustru og tidligere kolleger.  Vi prøvede at høre Elza Soares fra Brasilien. Men den gamle diva på 80 havde et band, der virkede forbløffende stift. Så vi gik igen.

Og jeg forsøgte forgæves at mødes med en Facebook-ven. Til gengæld fik jeg mødt Søren Vegeberg fra Studenterhuset og Joakim Hesse Lundstrøm fra Amnesty Internationals sekretariat.

Det sluttede for mit vedkommende med Hamilton Leithauser, der gav en indlevet og lun koncert med hovedvægt på sit album fra sidste år. På vej fra koncerten fangede jeg de sidste få numre fra The XX; nu var regnen kommet – foreløbig ikke som skybrud. Men i morgen…

Læs videre “Torsdag på Roskilde”

Eksamen overstået

I dag holdt jeg de sidste to eksamener i denne eksamensperiode. Det var to projekteksamener, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at dette er den form for eksamen, jeg bedst kan lide. Projekteksamen er nemlig samtidig det sidste vejledermøde og på den måde den naturlige afslutning på projektperioden. Skriftlig eksamen er formodentlig uundgåelig for meget store hold, for ellers kan vi simpelthen ikke nå at holde alle eksamenerne i løbet af eksamensperioden. Men det er samtidig også en eksamensform, hvor det er meget svært for mig at give den enkelte studerende nogle gode råd med. Jeg overvejer meget nøje, hvordan jeg vil kunne gøre noget for at ændre på dette uden samtidig at skulle bruge en hel masse mere tid end jeg allerede gør. Noget svar har jeg dog ikke fundet endnu.

Men nu kan også jeg i al fald lægge forårssemesteret 2017 bag mig og tænke på noget andet for en stund. I morgen går turen østpå til tre dage med Roskilde-festivalen med alt hvad det indebærer af voldsomt regnvejr. I det mindste skal jeg da ikke campere der i år. Bagefter er der endnu en uges arbejde, og så begynder den egentlige sommerferie,

Men det er jo lovligt…

Studerende fra Sydafrika demonstrerer mod den danske afdeling af BAE Systems.

I denne uge havde jeg en kort diskussion med nogle kolleger og studerende om Aalborg Universitets partnerskab med BAE Systems, der udvikler og sælger overvågningssystemer til diktaturstater – og sælger våben til Saudiarabien, der bruger dem i sin krig i Yemen.

En studerende havde udtrykt sin bekymring over denne praksis. Kan vi virkelig leve med dét?  En af mine kolleger sagde hertil, at han godt nok slet ikke brød sig om hvad BAE Systems laver, men det er jo lovligt hvad de laver, tilføjede han, så derfor kan vi kun påvirke situationen ved at vælge nogle andre politikere.

Dette argument er umiddelbart tilforladeligt: Så længe en virksomhed ikke bryder loven, gør de ikke noget forkasteligt. Men kan dette være et tilstrækkeligt etisk grundlag? Og behøver Aalborg Universitet at være partnere med alle og enhver? Man kan jo godt sige nej, selv om pengene fra en virksomhed frister.

BAE Systems’ eksport til bl.a. Saudiarabien er kun lovlig, fordi Erhvervsstyrelsen og Udenrigsministeriet har tolket reglerne om dual use-teknologi på en bestemt måde. Den gråzone, BAE Systems lever af at operere i, er faktisk eksisterende.

Og derudover er der den akademiske verdens renommé (og den enkelte AAU-kandidats) renommé. Hvad gør det ved et dansk universitet at blive associeret med firmaer som BAE Systems? Det gjorde i længden ikke ret meget godt for Aarhus Universitet at blive associeret med Cheminova.

Lad mig bruge en analogi: Der er også en hel del softwareudviklere beskæftiget i pornoindustrien.  MindGeek, der har afdelinger i USA og Europa, er et eksempel på et sådant firma; det har bl.a. det ikke helt ukendte PornHub som datterselskab. Firmaet har tydeligvis ikke-trivielle kompetencer inden for softwareudvikling og multimedie-teknologi. Og det, de foretager sig,  nemlig at producere og publicere pornografisk materiale, er fuldt lovligt i Danmark og mange andre lande. Hvordan ville et dansk universitet have det med at have MindGeek som virksomhedspartner?

Ærlige Danmark?

I dag kan jeg læse, hvordan man i Kina er ved at indføre et pointsystem for borgerne.

I Shanghai sker det i form af en app, der hedder Ærlige Shanghai. I appen skal man først indtaste sit nationale identifikationsnummer og så bruge mobilens kamera til at scanne ansigtet. Når man har gjort det, kan appen finde brugerens personoplysninger, og her er tale om mere end 3.000 datasæt fra omkring 100 offentlige myndigheder, alt fra parkeringsbøder til bankoplysninger.  Et døgn senere får man så sin bedømmelse: rigtig god, god eller dårlig. Alt efter den bedømmelse man har fået, kan man så drage nytte af rabatordninger og f.eks. købe billigere flybilletter, hvis man er god. Der er ikke så meget, man kan, hvis man derimod er dårlig.

Der er også andre steder i Kina (i alt 40 steder) hvor man har indført lignende pointsystemer. Hele ideen blev først testet i Suining i 2010, hvor der var fire ratings. Hvis man fik et A, kunne man bl.a. få statsstøtte til at starte en virksomhed, mens man ville blive afskåret fra al offentlig støtte eller beskæftigelse (!), hvis man fik et D.

Umiddelbart virker alt dette til at være langt ude, men ideen om et altomfattende pointsystem er i virkeligheden målbarhedsidealet fra new public management kombineret med diverse rating-systemer fra sociale medier i sin yderste konsekvens. Så vidt jeg kan se, vil det være uhyggeligt nemt at designe en Ærlige Danmark-app ved at kombinere indholdet fra de offentlige registre med aktivitetsoplysninger fra vores færden på de sociale medier. Og det er nok en af grimmeste muligheder, som fascinationen af big data har ført med sig.

De mange grunde til at kæmpe mod global opvarmning

Drawdown.org er et websted, hvor forskere, forretningsfolk og aktivister giver et samlet og udførligt bud på hvordan vi kan bremse og vende den menneskeskabte opvarmning (der er også kommet en bog ud af deres arbejde). Nogle af de helt store forandringer vil ifølge Drawdown.org indtræffe, hvis vi kan

  • stoppe madspild
  • give piger og kvinder en uddannelse på lige fod med drenge og mænd
  • reducere animalsk fødevareproduktion kraftigt
  • give kvinder mulighed for at drive landbrug

Herunder er deres bud på de 10 vigtigste længerevarende tiltag, vi kan gøre og for hvert af dem et estimat af hvor mange gigatons CO2 vi vil kunne reducere udledningen med. Det er overraskende, at en overgang til køleanlæg, der ikke anvender hydrofluorkarboner (HFC), vil kunne betyde så stor en forskel. HFC er allerede forbudt i Danmark, men det er bestemt ikke tilfældet i andre lande.

Også madspild er højt på listen; en tredjedel af al mad bliver i dag smidt ud. Madspild er den største udleder af drivhusgasser næst efter USA og Kina, og vi kan undgå at udlede 70,53 gigaton CO2, hvis verdens samlede madspild bliver bragt ned med 50 procent i 2050.  Og så er det bestemt også et problem at 800 millioner mennesker ikke får nok at spise.

Hvis man gerne vil læse mere på dansk, har dagbladet Information en god artikel om Drawdown.org’s katalog over løsninger.

Listen afslører samtidig også hvorfor “klimaskeptikerne” er så uhyggeligt bevidste om at stikke en kæp i hjulet. Producenter af fossile brændstoffer er (i al fald i et vist, betydeligt omfang) at finde blandt “klimaskeptikerne”, men der er også andre “klimaskeptikere”, og jeg fornemmer tydeligt, at mange af dem er bekymrede, fordi nogle af de tiltag, der for alvor kan nedbringe kilderne til global opvarmning, samtidig vil underminere deres magtpositioner. Det er nemlig tiltag, der ud over at nedbringe CO2-udledningen signifikant samtidig vil ændre på nogle virksomheders magtposition, ændre på kønsrollerne og i øvrigt også reducere social ulighed.

Sætningspølsens genfødsel

Jeg kan i dag læse i en artikel i Washington Post, at punktum –  i hvert fald på engelsk – nu bliver opfattet som en form for aggressiv tegnsætning på linje med udråbstegn, i al fald i sms-beskeder, og derfor nu i den unge generation er på vej ud, fordi man ikke vil virke vred, og netop dét minder mig om hvordan jeg i tekster skrevet af studerende nogle gange oplever sætningspølser, altså tekster hvor der kan gå mange linjer uden ét eneste punktum, og uden at den skrivende ikke bemærker det eller ser det som et problem, så man får et indtryk af at punktum kommer til at føles overflødigt, for der er altid mulighed for i stedet at sætte kommaer og i virkeligheden kan man som regel alligevel læse hvad der står, men når jeg så læser de lange sætningspølser, kan jeg alligevel ikke undgå at blive lidt irriteret fordi det hele kommer til at virke ustruktureret, og da tænker jeg alligevel vel samtidig på om punktummet mon er et generationskendetegn, om jeg simpelthen er ved at gå bag af dansen om og om vi mon langsomt er ved at se en bevægelse over mod en anden retskrivning, og her er det så at jeg af artiklen i Washington Post bliver mindet om at tegnsætning i middelalderen var langt mere sparsom end nu, så det rent faktisk ofte var tilfældet at man kun satte tegn hvor det var absolut nødvendigt, ligesom retstavningen var særdeles fleksibel, så på den måde er sætningspølsens genkomst og almindelige accept blandt danske studerende vel egentlig bare et tegn på at udviklingen af sproget på nogle måder er ved at gå i ring.

(Retfærdigvis skal det. Dog også nævnes her at jeg. Nogle gange ser tekster, hvor der. Bliver sat punktum ofte og på. Helt uventede steder; det. Er formodentlig et. Forsøg på at skabe en dramatisk. Effekt, men det. Er heller ikke. Noget, jeg egentlig. Er glad. For at. Læse.)

Sankthansaften på Egholm 2017

I år kom jeg igen til sankthansaften på Egholm, og denne gang var min hustru også med. Sankthansaften på Egholm er en god tradition, og arrangementet er forbilledligt godt organiseret. En anden god tradition er blevet dén at finde en taler, der er modstander af planerne om en motorvej over øen. I år var det Daniel Nyboe Andersen fra byrådet, der havde fået æren. Desværre er der også en tradition for at vejret skal være tvivlsomt på denne aften, og det regnede og blæste som på en halvdårlig efterårsdag. Alligevel var der pænt besøgt, og mange af deltagerne var kommet over fra fastlandet.

Henrik Mørch, der er formand for Egholms Venner og som jeg kender fra motorvejsmodstanderfællesinitiativet Fremtidens Aalborg, var omsider med i år som guitarist i folkemusikensemblet The Kæjlænders. Mange andre år har han været forhindret i selv at være med til sankthansaften på Egholm, fordi han skulle ud at spille. Men i aften fik vi ham at se og høre.

Og bålet? Det var stort og flot og varmede sådan som det skulle.

Der er i det hele taget mange gode grunde til at tage til sankthansaften på Egholm. Her til aften var det f.eks. tilfældet at hovedtaleren ved et andet sankthansbål i Aalborg, nemlig dét ovre i Hasseris, var en dagsaktuel person ved navn Inger Støjberg.

En ideologisk Turing-test?

En gammel gåde fortæller om to riddere fra samme by, der bejlede til den samme prinsesse. Kongen sagde (for dette er en meget patriarkalsk gåde) at den af de to, hvis hest sidst nåede frem til kongeslottet, ville kunne tage prinsessen til ægte. De to riddere red først meget langsomt fra deres by, men så sagde den ene noget til den anden – og så red de begge så hurtigt de kunne til kongeslottet.

Hvad var det så, den ene ridder sagde til den anden?

Han foreslog simpelthen, at de skulle bytte hest.

Denne idé minder mig om den “ideologiske Turing-test” som den amerikanske økonom Bryan Caplan har foreslået. Vi befinder os her i en USA-centreret opfattelse af politik med “liberale” over for “konservative”. Caplan er “konservativ” og tager til genmæle mod Paul Krugman, en “liberal” økonomi der har hævdet at “liberale” økonomer vil kunne redegøre for “konservative” økonomers standpunkt, men at det omvendte ikke er tilfældet. Caplan udfordrer så Krugman – for han mener bestemt at han kan gøre meget overbevisende rede for en “liberal” holdning uden selv at blive overbevist om dem.

Caplans påstand er den, at hvis nogen korrekt kan forklare modpartens standpunkt og stadig være uenig med det, er det mindre sandsynligt at dette standpunkt skulle være korrekt. Og hvis man ved at forklare modpartens standpunkt ender med at blive enig med det, vil dette standpunkt have større sandsynlighed for at være korrekt. Han kalder denne “ideologiske Turing-test” for et ægte symptom på objektivitet og visdom.

En lidt mindre venlig udgave af Caplans idé er at han bare siger “Jeg mener at kende dit standpunkt mindst lige så godt som du selv gør. så derfor ved jeg at det ikke holder”. Det er formodentlig også særdeles personafhængigt, hvor nem man er at overbevise.  Og ikke mindst: Hvad vil det egentlig sige, at et etisk eller politisk standpunkt er korrekt?

Men ideen om at skulle forsvare modpartens standpunkt så overbevisende som overhovedet muligt er interessant, for det vil give en væsentlig indsigt. Tilbage i 2014 skrev jeg om dette som en strategi til at udvikle empati. Det ville også være en spændende udfordring at se en udgave af Debatten på DR2, hvor alle deltagere skulle forsvare et synspunkt som var det stik modsatte af deres eget og så overbevisende som overhovedet muligt. Måske ville jeg så endda få lyst til at se programmet igen.

Dimission

I dag var jeg så sentimental, som vel kun forældre kan være det. Der var tale af skoleinspektøren, musik fra børnekor og skoleorkester, to fællessange (som jeg desværre ikke rigtig kendte, men de var smukke) og underholdende indslag fra elever og lærere. Og undervejs fik min datter Nadia sit afgangsbevis. Alle vi forældre sagde pænt farvel til klasselærerne for den store 9. klasse og gik ud ad den store, automatiske dør på Skansevejens Skole i Nørresundby for sidste gang, mens den gamle klasse drog af sted til fest. Efter så mange besøg i samlingssalen gennem 10 år havde jeg nok ikke regnet med at det ville blive en vemodig stund at sidde der for sidste gang og at tale med de andre forældre en sidste gang, men det blev det.

Og det gik op for mig, at jeg knap kunne huske, hvad der skete, da jeg for 38 år siden selv blev færdig med 9. klasse. Jeg tror faktisk bare, at jeg tog hjem og så fjernsyn. Fest var der i al fald ikke dengang. Godt, at det er anderledes for min datter. Om to måneder bliver det skolehverdag for hende igen, men nu i gymnasiet.