At lære eller ikke at lære

Fra https://educationcogitation.com/2015/08/05/on-making-it-stick/

Jeg er netop blevet færdig med at læse Make It Stick, en bog af de tre amerikanere Peter Brown, Henry L. Roediger III og Mark A. McDaniel. Brown er forfatter, Roedinger d. 3 er kognitiv psykolog og McDaniel er uddannelsesforsker.

Make It Stick tager fat i hvad nyere forskning inden for kognitiv psykologi kan fortælle os om læring, og dens pointer er opsummeret på illustrationerne herover og herunder. Der er tale om en populærvidenskabelig bog, men den har et grundigt noteapparat.

Bogens konklusioner er på én måde slet ikke overraskende, men den påpeger igen og igen at de strategier, der rent faktisk fører til læring, er de stik modsatte af dem, som mange undervisere og studerende bruger. Det er for underviseres vedkommende strategier som at koncentrere sig helt om ét emne ad gangen i undervisningen og derefter aldrig at vende tilbage til det, og for studerendes vedkommende:

  • at prøve at lære stof ved at læse en tekst igen og igen og igen og overstrege en hel masse med fluorescerende markører
  • kun at fokusere på det stof, man tror er svært, og gå let hen over det stof, man tror er let
  • kun at lave øvelser og læse tekster, man nemt kan komme igenne,
  • cramming, dvs. at paniklæse hele pensum over en kort periode lige inden eksamen

Der er masser af empiri inden for kognitiv psykologi, der gør at vi i dag ved at disse strategier faktisk er rigtig dårlige, og hjerneforskningen kan samtidig fortælle hvad de gode strategier er. De er nemlig

  • aktiv læring, hvor man anvender stoffet til problemløsning
  • at teste sig selv i genkaldelse af alt stof (ikke kun det, man tror er svært) og bruge resultaterne af sine tests til at forbedre sig, der hvor man rent faktisk har problemer
  • at lave øvelser og læse tekster, der udfordrer én til at blive bedre, for hvis der ikke er forhindringer, man skal lære at overvinde, lærer man reelt ikke noget
  • spaced learning, dvs. at man vender tilbage til bestemte emner gentagne gange i løbet af undervisningsforløbet

Den store udfordring, som Make It Stick tager op, er at man som underviser skal fortælle sine studerende hvordan læring rent faktisk fungerer og hvorfor. Man skal lave grundigt strukturerede undervisningsforløb, som studerende/elever/kursister er nødt til deltage i, og man skal fortælle dem hvorfor. Man skal ikke bare give dem kursusmaterialet og håbe på at de gør det rigtige – for det gør de allerfleste nemlig ikke, tværtimod.

Det er her, jeg selv har fejlet som kursusunderviser på det seneste; jeg har ganske vist lavet et nøje struktureret undervisningsforløb, men mange studerende ville ikke deltage. Det var tydeligvis fordi de var overbevist om at de selv havde en alternativ indsigt i faget og i hvordan man lærer det, der var bedre end hvad jeg kunne give dem.

Make It Stick er en værdifuld bog, fordi den også fokuserer på læringsforløb uden for uddannelsessystemet, nemlig på arbejdspladser, herunder på det behov for læring, skuespillere og professionelle sportsfolk møder gennem hele deres karriere. Alle, også os der ikke er sportsudøvere, ved godt, at topatleter ikke kun ser højdespring i fjernsynet, at de ikke først begynder selv at træne til den store finale i højdespring ugen inden og at de ikke kun prøver de lave højder af, som de ved, de kan klare uden problemer. Men i uddannelsessystemet er der mange (herunder mange studerende), der desværre opfører sig stik modsat.

Fra Fra https://educationcogitation.com/2015/08/05/on-making-it-stick/

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar